Julie flytter hjemmefra: – Jeg må huske at pudse mine briller 

20. 09. 2023

Af Magnus Schultz Pedersen 

Foto af Chris Palmgren 

Julie Holm er 23 år og arbejder på TV Glad i København. Den 22. september flytter hun hjemmefra og ind på et bosted, hvilket hun glæder sig meget til. Samtidig er hun også lidt nervøs omkring flytningen, og det at skulle flytte fra sine forældre. 

Jeg mødte hende få dage før flytningen for at høre om hendes tanker om denne store livsomvæltning.  

Mens forældrene stadig kan hjælpe 

Julie skal flytte i et bofællesskab i Glostrup, cirka en kilometer væk fra sine forældre, og det glæder hun sig meget til. Flere af hendes venner er allerede begyndt at flytte hjemmefra, så derfor fik hun også lyst til at flyve fra reden. 

En anden grund er, at hun gerne vil lære at stå på egne ben, mens hun stadig har sine forældre til at hjælpe.  

“Mange handicappede bor hjemme hos deres forældre, indtil forældrene dør, og så står de pludselig alene med alting” siger Julie.  

Hun har selv meget brug for sine forældres hjælp, og hun vil derfor ikke stå i en situation, hvor de ikke længere er der, og hun så ikke har dem til at lære hende at klare sig selv. 

Hvad siger dine forældre til, at du gerne vil flytte hjemmefra? 

“De synes, det er spændende, og at det er fedt, at jeg som den ældste flytter hjemmefra, ligesom i normale familier.” 

Røde gulve, nej tak!

Noget af det, hun glæder sig mest til ved at flytte, er at indrette lejligheden. 

Med hjemmefra har hun sin seng, sit fjernsyn og en kommode. Derudover har hun købt mange ting igennem tiden, som hun skal bruge, når hun flytter hjemmefra, heriblandt en salt- og peberkværn, som er automatiske. 

“Og så har jeg vundet nogle Royal Copenhagen-kaffekopper, men jeg drikker hverken kaffe eller te, så de bliver til gæsterne” siger hun. 

Hun begyndte tidligt at købe og samle ting til sin lejlighed, og det kan hun godt anbefale andre at gøre. Hvis du finder det helt rigtige, så skal du købe det, mener Julie.   

Mange har en idé om, at deres hjem ikke skal ligne deres forældres hjem. Har du det på samme måde? 

“Mine forældre og jeg har meget samme smag, heldigvis, men min far kan rigtig godt lide røde gulve, så derfor har de sådan nogle. Hos mig er der i køkkenet også et rødt linoleumsgulv, og min far synes, det er rigtig fedt, men både min mor og jeg synes, at det er megagrimt. Derfor vil jeg gerne have det skiftet.” 

Madlavning og brillepudsning 

Tanken om at skulle vænne sig til at gøre mange ting selv, gør Julie lidt nervøs. Det er også én af grundene til, at hun har valgt at bo i et bofællesskab i stedet for i almen bolig. For eksempel er der mulighed for fællesspisning, og det er rigtig godt i Julies tilfælde. 

“Jeg kan ikke lave mad selv, blandt andet fordi jeg har noget med højre hånd, som også gør, at jeg ikke selv kan skære min mad ud,” siger hun. 

Rengøring er heller ikke en styrke, så det skal hun også have hjælp til. Selv det at pudse sine briller er hun ikke så god til. 

“Personalet siger, at de godt kan hjælpe mig med det, men så kan det blive på nogle tidspunkter, hvor jeg ikke lige har tid.” 

Kan du øve dig i at gøre det selv? 

“Vi har i hvert fald fundet en maskine, hvor man lægger brillerne ned i vand med sæbe, og så roterer den rundt. Det skal jeg også lige vænne mig til at huske at gøre.” 

Mindre stress på toilettet 

Jeg spørger, om hun vil anbefale andre at bo tæt på forældrene, når de flytter hjemmefra. 

Hun siger, at det giver i hvert fald en tryghed, især hvis man har brug for hjælp såsom til at handle ind eller hente en pakke. 

Hvad med ensomhed? 

“Det har mine forældre også været bekymrede for, så det var derfor vi blev enige om, at jeg skulle bo i et bofællesskab. Men samtidig har jeg brug for at trække mig helt tilbage og have mine egne ting i min egen lejlighed.” 

Hun glæder sig især til at kunne bestemme selv og have sit helt eget badeværelse. 

“Vi er fire mennesker derhjemme, og der er ét badeværelse, så der er tit optaget,” siger hun og fremhæver, at det især er hendes mor og hendes søster, der kan stresse hende, når hun selv er ude på badeværelset. 

Er det så den stress på toilettet, du glæder dig mest til at slippe for? 

“Ja, fordi når man skal, så skal man” siger hun med et grin. 

Følg med i næste udgave

Om nogle uger vil jeg møde Julie igen og finde ud af, hvordan det går i den nye lejlighed, hvor der ikke er en mor og en søster, der står og venter på den anden side af badeværelsesdøren. 

Vil du se mere…

Reportage: Arkade-kælderen kalder

Reportage: Arkade-kælderen kalder

Hang til bip-spil, Bubble Bobble og båndoptagere? Arcadeum har det hele. Udstillingen føles mere som en arkadehal end et museum – og det er ikke så dårligt.