Af David Frantsen
Foto af Matias Olsen
“David! Skal du ikke gå med solsikkesnoren!?”. Det spørgsmål fik jeg for tre år siden, og så fløj det da bare ud af min mund: “Aldrig i livet! Ærlig talt, så vil jeg hellere rense et fuglebur med tungen end at gå med den afskyelige snor!”
Men efter en lang alvorssnak med min kære familie, så valgte jeg at give solsikkesnoren en chance, og nu er der hele vendt på en tallerken.
Solsikkeskepsis
Denne gulgrønne snøre beretter med sin glans, at personen, der bærer den, har et usynligt handicap.
I 2013, før solsikkesnorens fødsel, kunne man købe et ledsagerkort hos DSB, så handicappede kunne få rabat. Dengang var der minimal viden om ”outsidere”, og jeg havde en opfattelse af, at DSB´s personale på daværende tidspunkt ikke altid havde sat sig ordentligt ind i sagerne.
Jeg kunne nemlig se på deres mimik, at de troede, jeg var en svindler, og derfor spurgte de mig altid, hvor min ledsager var. Og det var meget pinligt, da man faktisk godt måtte bruge kortet uden en følgesvend. Jeg syntes, at det var så pinsomt at sidde og sige: “Jeg har autisme, så derfor prøver jeg at skaffe rabat,” for de troede ikke altid på mig.
Alligevel var jeg skeptisk, da solsikkesnoren gjorde sin entre i 2016. Jeg var så stor modstander af denne grønne orden, fordi jeg syntes, det var pinligt at flashe mit handicap, og jeg var bange for, at den måske ville opildne til konflikt!
Samtidig var jeg også megabange for, at jeg aldrig kunne få en kæreste, fordi der sikkert ikke er nogen, der ville hænge ud med sådan en som mig.
Efter en alvorssnak med min familie, gav jeg snoren en chance. Pludselig gik det op for mig, at folk ude på gaden begyndte at være meget mere venlige og imødekommende, end de var tidligere.
I dag oplever jeg, at det er meget mindre stigmatiserende at gå med det grønne reb, end det var at have ledsagerkort for ti år siden.
Så selvom, at det kan føles ekstremt grænseoverskridende at gå med solsikkesnoren, så er resultatet glædeligt overraskende. Det garanterer jeg!
Færre konflikter med den blomstrede snor om halsen
Jeg har virkelig følelsen af, at både bus- og togpersonale samt butiksekspedienter er blevet mere hjælpsomme. Det siger jeg som en person med et psykisk handicap, der mange gange været i karambolage ude i det offentlige.
Solsikkesnoren har været min redning flere gange. For noget tid siden tog jeg bussen mod Hovedbanegården med en kollega. Vi mødte en lidt striks buskontrollør, der ikke troede på, at jeg ganske ubevidst var kommet til at købe en forkert billet. I det øjeblik jeg viste kontrolløren mit solsikkekort, faldt den spydige vagt ned på jorden.
Og hvis jeg i toget kommer til at snitte nogen ved et uheld, når jeg går forbi, så tager mine medpassagerer meget hensyn, når jeg vender mig om og siger stort undskyld til dem med min solsikkesnor på.
Efter at jeg nu i et halvt år har båret solsikkesnøren på mit bryst, så er konflikterne mindsket. Det gør mig pavestolt at bo i sådan et dejligt og omgængeligt land som Danmark.
Solsikkesnoren begrænser ikke dine muligheder
Så hvis du er flov over dit handicap og ikke tør at gå med solsikkesnoren, fordi det måske begrænser dine muligheder for at score ude i byen, så vær ikke bange!
For ægte kærlighed er, at man netop skal acceptere hverandre 100%, som hinanden er!
Solsikkesnoren længe leve! Hurra!
