Af Jaclyn O.
Foto: Anne Lund Petersen og privatfoto
Indtalt af: Tobias Erfurt
”Jaclyn, du er jo fucking trans.” Det er en sætning, jeg bruger, når livet føles overvældende.
Det, jeg prøver at sige, er, at man ikke bare vågner op en dag og er transkønnet. Det er ikke noget, der smitter eller er farligt, som nogle måske tror. Det er en proces og en rejse, der ofte starter, længe før man selv er klar over det. Min rejse startede i teenageårene, og det tog mange år og mange omveje, før jeg kunne føle mig nogenlunde hjemme i min egen krop.
For mig har det ikke altid været lige nemt. Der har været ydre kampe med sundhedsvæsenet og indre konflikter om, hvem man er, og hvor man skal hen i verden. I den her klumme vil jeg prøve at fortælle om min rejse til det sted, hvor jeg er i dag.

Først navnet, så behandlingen
For mange starter det med små skridt. Et nyt navn, nye pronomener, en anden måde at møde verden på. Det er de små ting i hverdagen, der gør en forskel. Den medicinske behandling kommer som regel senere og ofte først, når man har levet socialt i sin kønsidentitet i noget tid.
Jeg husker tydeligt, hvor svært det var at tage de første skridt. Jeg var så nervøs, da jeg købte mit første stykke tøj – en nederdel, der endte med at være alt for stor. Bare tanken om at skulle bytte den var uoverskuelig. Jeg følte, at alle kiggede på mig, og at de dømte mig.
Tankerne kørte i ring; Hvad tænkte de? Så jeg mærkelig ud? Det var en konstant kamp mod min egen frygt.
Men heldigvis blev det nemmere med tiden. Jeg begyndte at tage små skridt, og hver gang jeg overvandt en barriere, voksede min selvtillid. Det handler om at turde, også selvom det føles overvældende i starten. I dag er udfordringerne mindre, men de er der stadig. Som når min far blander sig i mit tøjvalg. Det kan være frustrerende, men jeg ved, at jeg er på rette vej.

Samtaler med psykolog
For at komme i hormonbehandling skal man igennem flere samtaler med psykolog. Jeg tog mine forældre med til de første møder – ellers var jeg måske aldrig kommet af sted. Vi talte om min barndom og om, hvordan det er at være transkønnet. Det var en vigtig proces, selvom noget blev forsinket på grund af corona.
Da jeg endelig skulle have min første samtale med min behandler, kunne jeg ikke lade være med at smile lidt. Alt, hvad hun forklarede om medicinen, var noget, jeg allerede havde læst om på nettet. Men det var alligevel en bekræftelse at høre det fra en professionel. Det gav mig en følelse af tryghed at vide, at jeg var godt informeret, og at min egen research stemte overens med hendes vurdering.
Hormonbehandling
Som 25-årig startede jeg i hormonbehandling via plastre og siden med flydende gel. De største forandringer, jeg oplevede, var uden tvivl af psykologisk karakter. Men de fysiske ændringer var de første, der viste sig, og de var også de mest tydelige i starten Jeg bemærkede, at mine bryster begyndte at udvikle sig, min hud blev blødere, og mine brystvorter blev mere følsomme.

Samtidig skete der også noget med min penis. Den blev mindre og mistede noget af sin aktivitet. Det var faktisk en lettelse at slippe for de uprovokerede rejsninger, som jeg tidligere havde oplevet. Dog er det stadig en nødvendighed at udløse den seksuelle spænding indimellem. Det kan så igen føre til kønsdysfori, som er en følelse af ubehag, man kan få, når ens krop, CPR-nummer eller fremtræden ikke stemmer overens med ens egen kønsforståelse.
For mig optræder det både, når jeg bliver mødt af andre mennesker på en måde, der ikke stemmer overens med, hvordan jeg ser mig selv, og når min fysiske krop viser sig som noget andet end min selvopfattelse.
Men alt i alt hjælper hormonbehandlingen mig, så jeg føler mig mere tilpas i min egen krop.

Feminint med tucking
En anden ting, der har hjulpet mig, er tucking. Det er en teknik, der bruges til at flade skridtet ud for at få et mere feminint look. Det kan bidrage til både komfort og selvtillid ved at skabe et fladt og feminint udtryk. For mange, inklusive mig selv, giver det en følelse af frihed at undgå synet af eller tanken om penis, hvilket fremmer en større kropslig harmoni.
Der findes specialdesignet undertøj, men shaping-undertøj kan også være en effektiv løsning. For mig handler det i sidste ende om at føle mig mere feminin og hjemme i min egen krop.
Mange forhindringer på vejen
En af de ting, der virkelig overraskede mig, var, hvor besværligt det kan være at håndtere brystproteser. Jeg nåede at eje tre par, fordi jeg punkterede to af dem. Jeg købte endda en specialdesignet bh til dem, men den fik jeg aldrig brugt. Min mor gav mig også en lyserød bh. Hun håbede nok, jeg ville bruge den, men den sad heller ikke, som den skulle. Det var først, da jeg skulle give proteserne væk, at jeg opdagede, at nogle af dem havde klæbefunktion. Jeg var faktisk lettet over, at jeg fandt ud af det så sent. Havde jeg vidst det tidligere, ville jeg sikkert have brugt dem og risikeret at få sår, ligesom dengang jeg brugte hormonplastrene, der gav mig sår, når jeg skulle pille dem af.
At springe ud på mit tidligere arbejde var også en stor udfordring. Jeg brød mig ikke om at være der, og jeg følte mig ikke godt behandlet. Der var mange fordomme, og nogle af kvinderne seksualiserede min situation, hvilket gjorde det hele endnu sværere. Det var ekstremt hårdt, og jeg endte med at blive syg af det. Først da jeg begyndte på hormoner og endelig kunne være mig selv, fik jeg sagt fra og kom væk derfra.

Men hormoner løser ikke alting. Og det har nogle bivirkninger og permanente konsekvenser, man skal være klar over. Det er vigtigt for mig at gøre opmærksom på, at det ikke er bland-selv-slik nede fra Brugsen.
Bivirkningerne ved hormonbehandling kan for eksempel være blodpropper i venerne og øget risiko for nogle kræftformer. Det kan også give bivirkninger af psykologisk karakter og påvirke, hvordan man har det. Så man skal igennem et grundigt udredningsforløb og tale med en psykolog og en læge, før man starter i hormonbehandling.
Et råb om hjælp
Hormonbehandlingen, mine indre kampe og andre svære ting i mit liv blev på et tidspunkt en for stor psykisk belastning, og jeg var i kontakt med psykiatrien og lokalpsykiatrien. Samtidig var jeg ikke glad for mit arbejde, så der var mange ting, der gjorde, at det hele blev for meget.
Det var svært at få den rette hjælp i psykiatrien og hos autismecentret, og det hele var meget svært for mig i en periode.

Det, der hjalp mig videre i sidste ende, var både, at jeg selv tog fat i kommunen og endelig fik bedre hjælp på mine præmisser, og at jeg også selv accepterede, at der er nogle ting, jeg bare ikke kan gøre noget ved, blandt andet på grund af økonomi. Det er for eksempel nogle fysiske operationer, som jeg enten har fravalgt eller ikke har økonomien til. Og det har jeg accepteret.
At finde sin vej
I starten brugte jeg meget tid på nettet og i fællesskaber for transkønnede. Jeg ville lære så meget som muligt, men det var også her, jeg stødte på nogle af de mere negative historier for eksempel om dem, der i dag fortryder deres behandling. Det var hårdt at læse om, men i dag er jeg et helt andet sted. Jeg har lært at fokusere på det, der giver mig værdi og sortere alt det fra, der ikke gør. Det har været en vigtig indsigt for mig.
Nu kan jeg også se de historier om fortrydelse uden at lade mig påvirke. Det handler om at finde sin egen vej og stå fast i sine valg, uanset hvad andre oplever eller mener. Og generelt vil jeg sige, at onlinefællesskaberne har gjort en stor forskel for mig, fordi jeg har kunnet spejle mig i andre og få viden og input fra nogen, der vidste mere end mig.

Det har været en lang rejse, men jeg er taknemmelig for, hvor jeg er i dag. Jeg er der, hvor min eneste kontakt med sundhedsvæsenet er, hvis jeg for eksempel skal til en opfølgningssamtale eller til sundhedstjek som alle andre.
Det at være transkønnet fylder ikke så meget for mig længere, kun når jeg bliver konfronteret med det af andre på en negativ måde. Eller når jeg i hverdagen er nødt til at fravælge noget på grund af, hvordan min krop ser ud. Jeg har for eksempel ikke været i svømmehallen siden 2017. Der vil altid være nogle ting, der fylder, men jeg har fundet en okay balance. Det handler om at tage ét skridt ad gangen. Det er ikke noget, der bare sker fra den ene dag til den anden.




