Af Maria Quitzau, foto af Jonas Koch
Jeg bliver ofte bedømt ud fra min tøjstil og mine interesser. Jeg er fan af Michael Jackson og Harry Potter og James Bond, og jeg lever nogle gange i min egen fantasiverden. Det opfatter nogle folk som barnligt. Men når jeg er på arbejde, klæder jeg mig mere business, som gør, at folk tror, jeg kan mere end jeg faktisk kan. Min alder og personlige udtryk passer måske ikke altid sammen, og så misforstår folk mig.
Bamsebørn og klæd-ud-tøj
Jeg er 35 år, og det er måske ikke til at se. For derhjemme har jeg også bamser. Jeg siger faktisk, at jeg har bamsebørn.
Min bamser er ligesom, at jeg selv har mine egne børn. Jeg har bamsebørn, fordi jeg nemlig ikke kan tage vare på andre personer. For jeg har nok i mig selv at passe på.
Men jeg har mine bamsebørn, og de er der om dagen og om natten, også selvom de ikke kan tale. Så er det i stedet mig, der ligger stemme til dem. Det kan jeg godt lide at gøre.
En gang i mellem kan jeg også godt lide at klæde mig ud. For eksempel som en prins, ninja eller mine musikhelte.
En af de negative ting ved at have Downs syndrom er, at ens krop er ældre end hovedet er. Derfor tror folk tit, at jeg kan mere, end jeg faktisk kan. Altså jeg kan fysisk mange ting, men mit hoved kan ikke altid følge med. Jeg har meget brug for struktur og svært ved forandringer.
Og jeg har interesser stadigvæk, som jeg også havde, da jeg var lille. Derfor kan andre også misforstå mig, fordi jeg stadig har bamser og barnlige interesser.
Jeg kan af og til blive ramt af det negative, og det er ikke altid, jeg har lyst til at vise det til andre. Men så flygter jeg til musikken, glade smil og naturen. Ja, det gør mig så hot inderst inde. Det er ikke kun børn, der kan lide mandala og at tegne. Det kan give afslapning, og det kan give indre ro. Man skal gøre det, man bedst kan lide, uanset hvad andre mener passer til din alder. Man bliver aldrig for gammel til at vise sit barnlige sind.
