Af Daniel Tørnqvist

De to første spil i Plague Tale-serien handler om to søskende, der flygter fra by til by på grund af et udbrud af pest. Hugo, som en af hovedpersonerne hedder i de første spil, har selv en sygdom, som gør, at han kan styre de her rotter. Du skal så finde ud af sammen med din søster, hvorfor du kan det, og hvordan du får det til at stoppe.

De to første spil er gode, fordi du ligesom får en følelse af at være med hele vejen i de spil. Og hver gang, Hugo kommer væk fra sin søster, får jeg en følelse af at ville redde ham. Nu er der så kommet et nyt spil i serien, som hedder Resonance: A Plague Tale Legacy.

Helt nyt gameplay

Til at starte med vil jeg godt sige, at udviklerne fra Asobo Studio er gået i en stor bue udenom de to første spil med det nye. I de to første spil handler det mere om, at du ikke må blive opdaget, for ellers dør du – din hovedperson kan ikke slås på samme måde som i det nye spil.

Begge de første spil er meget mere snige-baserede, hvorimod det nye er mere kamp- og puzzle-baseret. Nå, men nok fra mig, der sidder og ævler. Nu til min anmeldelse.

Afsted til øen

Resonance: A Plague Tale Legacy foregår 15 år før de to andre spil i serien. Her møder vi vores hovedperson Sophia. Vi møder hende som lille i et mystisk nonnekloster, hvor hun bliver sprøjtet med noget, som vi aldrig rigtig forstår, hvad er, men det får hende til at drømme om denne her ø, som hun tegner i sin bog. Hendes far kommer og redder hende væk fra klosteret. Han tager hende med hjem, og herfra begynder spillet.

Kort tid efter tager faren og hans besætning ud til denne ø, men da de kommer tilbage, er faren ikke med. Nu begyder vores hovedperson at træne for at komme med ud på øen.

Puzzles der er tilpas

Spillet kan minde lidt om Uncharted. Du har farens bog med alle øens hemmeligheder med dig. Som spiller skal du finde hoved og hale i øens mysterier, og du skal finde mange hemmeligheder.

Der er selvfølgelig kampe, og de foregår således, at du skal parere angreb og slå dine fjender ihjel med dit sværd eller sparke dem ud over en kant. Fjenderne angriber ofte i grupper på tre-fem personer på én gang. Kamp-mekanismen bliver lidt repetitiv, men det er okay.

Spillet har også mange puzzles. For at løse dem skal du bruge en særlig kugle, du har taget. Det kan f.eks. være, at du finder en grav, og for at kunne åbne den, skal du reflektere lyset med din kugle, så det rammer tre krystaller.

Jeg kan godt lide spillets puzzles. De er ikke for svære eller for lette. Alle kan være med på dem uden at sidde fast. Spillet er forholdsvis lineært. Det er alt sammen meget ligetil – der er ikke så mange veje, du kan gå.

Tilgængelighed

Spillet har mange gode indstillinger. Du kan f.eks. vælge at auto-parere fjendernes slag. Der er også indstillinger til farveblinde, hvor du ændrer farvetonerne i spillet.

Der er også en sværhedsgradsindstilling, hvor du bestemmer, om fjenderne skal være vildt svære, og du kun skal have to liv, eller om du bare vil nyde historien og spillet uden at få sved på panden. Der er også et hint-system, som fungerer godt, når du er gået kold i en gåde. Det kan du også skrue op og ned for.

Konklusion

Jeg synes, spillet er godt, men det er rigtigt langt fra de to første spil i serien. Jeg synes ikke, man får helt samme bånd til hovedpersonen Sophia, som man gør til hovedpersonen i de to andre spil.

Jeg kan godt lide puzzledelen, og jeg kan også godt lide den del af spillet, hvor du lige er kommet ud på øen og skal finde rundt via din bog. Historien fungerer okay. Du kan følge med i, hvad der sker og forstår det meste, der bliver fortalt, men jeg kunne godt tænke mig, at der var mere snige-gameplay. Derfor får spillet karakteren tre ud af fem. Tak, fordi I læste med.

Resonance: A Plague Tale Legacy er ude nu til PS5, pc og Xbox Series X/S

Daniel Tørnqvist

Humørsprederen Daniel er god til strategispil, men hans hjerte banker for alvor for FPS, som han bruger meget af sin fritid på.

The post Anmeldelse: Resonance: A Plague Tale Legacy appeared first on TV Glad.

Af Svend Gejl

Har du malerhjerne ligesom Humleridderne, så skal du tjekke det her sjove blæksprutte-male/skydespil ud!

Splatoon Raiders er en spin-off i Splatoon-spilserien, og de tre værter fra Splatoon 3, Shiver, Frye og Big Man, er med.

Det starter med et styrt

De almindelige Splatoon-spil er online skydespil, hvor man konkurrerer i hold. De går ud på, at du er en slags blækspruttefigur, der render rundt med skydevåben, der kan male. Du skal male banerne med dit holds farve og nakke fjender og undgå deres maling. Det hold, der har malet mest i deres farve, når tiden er slut, har vundet.

Det nye Splatoon Raiders er anderledes. Det er først og fremmest en single player-oplevelse. Spillet handler om, at du er på vej ud med helikopter for at finde en skat på en eksotisk øgruppe. Men en storm opstår, og det ender med, at I crasher på øen og ikke kan komme væk. Helikopteren er i stykker, og piloten, der fløj, er blevet slået ud og såret.

Her starter spillet. Med hjælp fra de andre skal du finde en masse krystaller og skatte for at få materialer til at kunne bygge et nyt fartøj, så du kan slippe væk fra øen.

Dumme laksefisk

Spillet er i wave shooter-genren. Undervejs kommer der horder af fjender, du skal klare, for at kunne komme hen til der, hvor skattene befinder sig.

Nogle baner byder på x antal fjender og forhindringer. Andre baner går ud på, at der kommer horder af fjender imod dig ad flere omgange, indtil du har nakket alle. Der er også bosser, du skal klare undervejs. Heldigvis har man altid enten Shiver, Frye eller Big Man ved sin side. Man vælger én af dem som sin hjælper.

Fjenderne er laksefisk, og der er forskellige udgaver af dem. Store og små med forskellige våben, som giver dig power-æg, hver gang du nakker dem. På den måde kan du få boostet dit power meter, og når det er fyldt, kan du fyre din hjælpers vilde specialkræfter af. Det er alt sammen meget sjovt og ofte virkelig kaotisk.

Spillet er først og fremmest en singleplayer-oplevelse, men man kan få hjælp af andre med multiplayer online-funktionen. Der er desværre ingen muligheder for lokal co-op med din sidemakker.

Spilstyringen foregår som udgangspunkt med gyro. Du styrer din karakter med venstre analogpind, bruger gyrofunktionen til at sigte op og ned og højre analogpind til at sigte til venstre og højre.

Nak og opgradér

Der er mange ting, du kan gøre, på din flydende hovedbase. Du kan opgradere selve basen og dine våben og powers. Alle våbnene ser ud som om, de er lavet af gamle colaflasker, reb, bøtter og rør. Det er ret fedt.

Du kan også fiske med kran i det åbne hav efter kasser, der driver forbi. De er fyldt med krystaller og ting til at kunne opgradere.

Det er vigtigt at vælge de rette våben til de forskellige baner. Det er f.eks. ikke smart at bruge malerrullevåbenet i baner, hvor der er flyvende fjender. Rullen gør det bare lidt sværere at ramme dem, da det våben er bedst på jorden.

Tilgængelighed

I starten af spillet kan du vælge sværhedsgrad. Du kan slå gyro fra, hvis du har svært ved at styre med bevægelse, og der er også en funktion til farveblinde, der låser spillets farver.

Ellers er der ikke så mange indstillinger. Folk, der ikke kan læse og forstå engelsk, får nok lidt svært ved spillet, da der er meget tekst, der fortæller om de forskellige ting, du kan gøre for at blive bedre og forstå, hvad der sker i historien. Spillets figurer snakker, men det foregår i et vrøvlesprog, så man er altså nødt til at læse.

Konklusion

Splatoon Raiders er ret sjovt og underholdende, helt ligesom som orginalspillene. Dog kan det blive lidt ensformigt og også lidt uoverskueligt, når der sker en masse på skærmen. Det er absolut ikke et stress-frit spil, men hvis man kan lide, at der er gang i den, er det jo perfekt.

Jeg blev i hvert fald grebet af den vilde, kaotiske actionstemning. Så jeg kan anbefale spillet til dem, der godt kan lide Splatoon-serien.

Splatoon Raiders er ude nu til Nintendo Switch 2.

Svend Gejl

Som redaktionens retrogamer elsker Svend alt med store pixels. Han laver også musik til vores programmer og elsker gadgets og elektronik.

The post Anmeldelse: Splatoon Raiders appeared first on TV Glad.

Af Tobias Qwist

Når det gælder Star Fox-spillene, har de i mange år været i glemmebogen hos Nintendo. De har ikke rigtig kunnet opnå den samme succes, som de gjorde med Star Fox 64 fra 1997, selvom de har prøvet med både remakes og fortsættelser.

Så, da Fox McCloud fra Star Fox-holdet fik en cameo i Super Mario Galaxy Filmen, var der mange, mig selv inklusive, der tænkte, at det måtte være tid til et nyt Star Fox-spil.

Og rigtigt nok: Nu er der kommet et remake af klassikeren Star Fox 64, eller Lylat Wars, som det hed her i Europa. Jeg var spændt på, om det ville lykkes folkene fra Velan Studios at hive nye fans til serien og samtidig få den samme følelse frem i den gamle fanskare, som de første spil gjorde.

Den klassiske historie

Når det gælder historien, er det nye spil præcis som det originale. Man følger Fox McCloud, som er gået i sine fars fodspor som rum-lejesoldat, efter at faren blev forrådt på en mission.

Fox og hans team får til opgave at stoppe den onde Andross, som prøver at overtage galaxen. Lidt efter lidt lærer man mere og mere om sit hold, og Fox træder ud af sin fars skygge og beviser sit værd.

Det er altså præcis den samme historie igen, bare præsenteret mere lækkert. F.eks. har forhistorien med Fox’ far fået en cutscene i stedet for, at det bare står med skrift. Faktisk har alle optakter til missioner fået flotte cutscener. I det gamle spil foregik alt over sådan nogle video calls.

Skuespillerne, der lægger stemme til karaktererne, gør det rigtig godt. Dem, der lægger stemme til Star Fox-teamet gør det især godt, og det fik mig til at føle mig som en del af holdet – om det er Falcos små udfordringer, han giver over videoopkald under missionerne, eller planlægningsmøderne inden opgaver.

Følsom mus

På selve banerne flyver du i dit rumskib. Du er omgivet af folkene i dit team, som også har hvert sit lille fighter-rumskib. Du skyder fjendtlige skibe ned med bomber og laserskud, og du har mulighed for at samle powerups op for at gøre dine skud stærkere. Så bliver det nemmere at skyde fjenderne ned. Gameplayet flyder godt og er godt balanceret.

Den nye udgave har mulighed for at styre med mus, og jeg syntes, det var meget overvældende i starten. Funktionen gør, at sigtekornet er meget følsomt. Det kan man heldigvis rette i spillets indstillinger, hvor man kan indstille følsomheden eller slå musestyringen helt fra. Da jeg først for alvor kom ind i gameplayet, fik jeg den her fede fornemmelse af action og en stor tilfredsstillelse af at skyde fjender ned med perfekte skud.

Hvor skal vi hen, du?

Der er 16 forskellige planeter, og man har selv indflydelse på, hvilken vej, man tager. Hvis man klarer en bane på en bestemt måde, bliver man sendt til én planet, og hvis man klarer den på en anden måde, bliver man sendt til en anden. Jeg elskede især Sector Y, hvor man skulle vælge imellem den hårde vej eller den mere tilgivende. Det var intenst og sjovt.

Jeg synes dog også, gameplayet bliver ret ens i længden. Man skal mest bare skyde ting i smadder. Jeg havde håbet, de havde fulgt mere med tiden i den her nye version og tilføjet flere power ups, så man kunne smadre fjenderne på flere måder.

Der er lige et par missioner, hvor der sker noget andet. F.eks. på planeten Zoness, hvor man har mulighed for at snige sig igennem. Ikke at det er min spidskompetence, men det var alligevel dejligt at få muligheden. Man får også mulighed for at styre en tank et par gange. Og så har udviklerne krydret den nye udgave med en række challenges, man kan forsøge at sætte flueben ud for – det var der ikke i den gamle.

Spillet har også en multiplayer-funktion kaldet Battle Mode, hvor man kan kæmpe mod andre spillere online i kampe fire mod fire.

Tilgængelighed

Man kan indstille spillets sværhedsgrad. Jeg har gennemført spillet på easy og normal. Senere kan man også låse op for expert. Jeg brugte f.eks. easy mode til lige hurtigt at komme ind i spillet og for at varme op, da den er meget tilgivende – den kan man f.eks. også vælge, hvis man bare vil nyde historien.

Den normale sværhedsgrad var en mere balanceret oplevelse, men der var en mission på normal, hvor man skulle kæmpe imod fjenderne i Star Wolf, som jeg syntes var dårligt balanceret. Mine holdkammerater døde utroligt hurtigt.

Hvis du synes, det kan være lidt overvældende at spille spillet i starten, er der også en co-op-indstilling, hvor du kan dele oplevelsen med en ven. Én styrer skibet, og én skyder med laseren. Noget, som jeg klart vil prøve med min kæreste, næste gang vi er sammen.

Konklusion

Star Fox-remaken er et flot spil, som holder sig meget til originalen. Det formår dog stadig at give spillet et løft og serverer en solid historie, som handler om at være sin egen person og bevise sit værd.

Gameplayet er for det meste sjovt. Dog kan det virke ensformigt hen ad vejen i single player. Spillet er kort, og en stor del af værdien ligger i at klare baner på nye måder og finde andre veje gennem galaksen. Det ændrer dog ikke på, at man ofte starter forfra og spiller igennem mange af de samme ting flere gange.

Den nye udgave byder heldigvis også på challenges, co-op og Battle Mode, og det hjælper på variationen. Jeg kan klart anbefale spillet – enten til at spille alene eller med venner.

Star Fox er ude nu til Nintendo Switch 2.

Tobias Qwist

Som en slags altmuligmand i gamerverdenen elsker Tobias alt fra simple platformspil til japansk action-adventure. Tobias’ mission er at vise verden, hvor stor en forskel gaming kan gøre for mennesker i deres hverdag.

The post Anmeldelse: Star Fox appeared first on TV Glad.

Af Jonas Hertzum

Vores alle sammens yndlingsdinosaurus Yoshi er tilbage med et helt nyt spil, nemlig Yoshi and the Mysterious Book. Jubi! Men er det nu et godt spil? Lad os kigge på spillet sammen, skal vi ikke.

Mystisk skinkebog

Spillet foregår på den ø, hvor Yoshierne bor. Midt i det hele falder en mystisk bog ned fra himlen. Den mystiske bog hedder Mr. E. Ham her Mr. E ligner et stykke skinke, synes jeg. Mr. E har brug for hjælp til at udforske sine sider, som på mystisk vis er blevet blanke.

Bowser Jr., som er den onde Bowsers søn, og Kamek, som er en af Bowsers håndlangere, er også med. De er fanget i bogen og vil gerne hjem til Bowsers slot, hvor de bor, men de kan ikke finde vej.

Spillet har seks forskellige kapitler, som du skal udforske. Når du har klaret dem, ja, så låser du op for mere, kan jeg vist godt sige uden at afsløre for meget.

Leg med Yoshi

Gameplayet, my God, det er godt. Måden, man klarer baner på, er anderledes end i andre spil. I stedet for, at man skal gå fra start til slut, skal man egentlig bare lege med banerne og udforske dem. Man kan interagere med de væsner, man møder.

I en bane skal man f.eks. bære en gul blomst rundt og få nogle træer til at blomstre. Der er også en bane, hvor man skal hoppe på nogle lyserøde væsner, som ligner Kirby fra Kirby-serien, nice. 

Jeg kan også lide et kæmpestort grønt monster, som du kommer i møde. Først sover den bare, men så snart, du giver den et løg at spise, vågner den. Og det er ikke løgn (høhø), går du tæt på monsteret, så spiser den dig, som var du dens frokost, men den spytter dig ud igen.

I enkelte af banerne kan det godt være lidt forvirrende at vide, hvad man egentlig skal. Jeg sad fast et par steder i spillet, fordi jeg ikke kunne regne ud, hvad jeg skulle med væsnerne på banen.

Håndtegnet look

Nu skal du bare høre, spillet har nogle fantastiske animationer. Når du starter en bane, hopper Yoshi f.eks. ind i et forstørrelsesglas. Unødvendig detalje, men stadig fantastisk. Hele spillet ser ud som om, det er blevet tegnet, wow.

Tilgængelighed

Ja, selvom spillet er godt, så skal vi lige give et par røde flag. Det her Yoshi-spil er kun single player. Man kan altså ikke spille to-player som i nogle af de andre Yoshi-spil.

Der er også rigtig meget tekst i løbet af spillet. Man kan vælge at sætte det på andre sprog, men man kan ikke vælge at sætte teksterne på dansk. Det er lidt ærgerligt for de spillere, der måske ikke kan engelsk.

Konklusion

Alt i alt er Yoshi and the Mysterious Book et sjovt og hyggeligt spil med flotte animationer, fedt gameplay og fantastisk grafik, mums.

Altså, hvis du er stor Yoshi-fan, så er det her et godt spil at spille og hygge sig med. Man kan lege en del i hver bane. Til sidst, kære venner, vil jeg nævne en ting, jeg er absolut vild med: Man kan selv navngive de væsner, man møder på vejen, det er bare nice.

Jonas Hertzum

Jonas er redaktionens Mario-ekspert. Han er vild med pølsehorn og går altid med ja-hat. Hver onsdag spiller han pløk-umulige Mario-baner på vores Twitch-kanal.

The post Anmeldelse: Yoshi and the Mysterious Book appeared first on TV Glad.

Af Svend Gejl

“The name is Bond. James Bond.”

Det danske firma IO Interactive, som står bag Hitman-spillene, har brugt de sidste seks år på at lave et helt nyt James Bond-spil.

Det har været et kæmpe projekt, og det har også store navne på rollelisten: Lenny Kravitz er med som skurken Bawma, The Pirate King. James Bond selv spilles af Patrick Gibson, og Lana del Rey har lavet temamusikken.

Bond begynder forfra

I spillet følger man den unge James Bonds oplæring, hvor han træner, så han kan blive 007-agent i MI6. Du starter med en helikoptertur til Island, men helikopteren bliver skudt ned.

Du skal nu kæmpe dig vej igennem en masse fjender og snige dig rundt, til du kommer til en base, der er blevet overtaget. Her er der nogle data, du skal hente på en computer.

Efter den første mission kommer du på træningslejr. Her lærer du mere om, hvordan du spiller spillet, og der har du forskellige måder at klare dig på. Du kan enten snige dig rundt eller vælge action-vejen med combat og skyderi. Du lærer også, hvordan du kører bil, så du kan det senere.

Gameplayet er altså en blanding af luskeri og action. Ofte vælger du selv: Du står i en situation, hvor du har tilladelse til at dræbe, så du har altså muligheden for at skyde dig igennem banen. Men ønsker du ikke det, kan du ignorere det og snige dig videre. Ofte har du så brug for at lave afledninger og lyde, så vagterne ikke opdager dig.

Det er alt sammen sjovt, men nogle få steder kan det godt blive en lille smule ensformigt. Det er af og til de samme strategier, du bruger gentagne gange. Det gælder f.eks. den måde, du afleder fjendernes opmærksomhed på og de ventilationsskakter, du sniger dig igennem.

Men bortset fra det er gameplayet sjovt. Banerne er lange, og de veksler mellem åbne områder og mere låste actionscener, som f.eks. biljagterne.

De rigtige vibes

Du låser op for nye gadgets undervejs, som f.eks. lasere og giftige våben. Du lærer også skills, som f.eks. at bluffe, så du kan snakke dig ud af situationer – hvis du f.eks. bliver opdaget af dine fjender. Du bruger også dine taleevner undervejs i spillet, når du f.eks. møder en mystisk kvinde, du lige skal charmere.

Spiller oser af Bond-vibes fra start til slut. Nogle af de handlinger, Bond laver, virker meget filmiske. Som f.eks. når han siger sig imellem to sprækker, han kan kigge igennem.

Man ser allerede fra starten af, hvor godt det er lavet, da man kan virkelig kan se, det regner og drypper ned af James Bond. Og man kan se sit eget spejlbillede i ting, man kan spejle sig i.

Man rejser meget rundt, da missionerne foregår forskellige steder i verden som Island, London, Malta, Slovakiet, Vietnam, og Antarktis – fuldstændig ligesom i filmene, hvor James Bond også rejser verden rundt.

Tilgængelighed

Spillet har tre sværhedsgrader, du kan vælge imellem, inden du begynder: Let, medium og svær. Du kan customize dine knapper, så de passer til din spillestil. Du kan også få hjælp til at sigte bedre.

Hvis du har problemer med synet, kan du indstille spillet, så du får objekter, du kan interagere med, belyst. Du kan også indstille rystelse, motion blur, film grain osv., hvis du har problemer med for mange effekter. Du kan også sætte granater til at gøre skærmen sort i stedet for hvid, hvis det generer dig for meget. Du kan også indstille underteksterne, hvis du har svært ved at se dem.

Alt lyd kan indstilles – lige fra speaks til effekter, baggrundsmusik og main-lyd på det hele. Der er mulighed for, at du kan få læst menuerne og andet tekst op, hvis du ikke kan læse.

Konklusion

Jeg er begejstret over, hvor mange steder der er i spillet, og hvor flot grafikken er. Det er på alle måder et super godt spionspil, som er spækket med den rigtige stemning.

Jeg håber på flere fremtidige James Bond-spil fra IO Interactive, da det næsten er på niveau med filmene og kunne blive til en film.

Vi har testet spillet på PlayStation 5. Det fås også til Windows og Xbox Series X/S og udkommer til Nintendo Switch 2 senere i 2026.

Svend Gejl

Som redaktionens retrogamer elsker Svend alt med store pixels. Han laver også musik til vores programmer og elsker gadgets og elektronik.

The post Anmeldelse: 007 First Light appeared first on TV Glad.

Af Tobias Qwist

For mig er et godt Lego-spil et spil, som hele familien kan nyde. Unge som gamle, med sjovt gameplay og den varme humor, som giver et lille smil på læben.

Da det kom ud, at Traveller’s Tales og Warner Bros. Games ville udgive et Lego Batman-spil, var jeg meget spændt på, hvordan det ville gå – også, når jeg tænker på, hvor mørkt Batman-universet er.

Kunne de få introduceret hans verden på en ordentlig måde? Kunne de fange de ondes små, skøre karaktertræk og vise, hvor farlige, de egentlig er, og alligevel holde det familievenligt, nu hvor spillets aldersgrænse er sat til syv år?

En smuk verden med nok at lave

Første gang, jeg så Gotham City i spillet, tænkte jeg: “Wow, det ser godt ud.” Ja, faktisk kæmpede jeg lidt med mig selv, for jeg havde ikke lyst til at smadre noget, og det er ellers det sjove ved Lego-spil. Jeg syntes bare, spillet var så flot, og jeg kunne også virkelig fornemme den her dystre stemning med kaos omkring – og alligevel i en familievenlig pakke.

Et godt eksempel er en scene, hvor man ser politiet løbe efter et bundt pengesedler, som var de glade hunde, der jagter en bold. Jeg synes, det viste på en sjov måde, hvor meget mafiaen og de onde bestemmer i Gotham City.

Man får muligheden for at kæmpe sig igennem et hav af kriminelle i løbet af spillet, og kampsystemet flyder godt. Det sætter fokus på samarbejde, fordi man får muligheden for at bruge en række forskellige figurer fra universet. De har hver deres specielle evne, som man får brug for for at komme videre.

Catwoman har f.eks. sin berømte pisk, som man bruger til at åbne døre med. Batgirl kan hacke, hvilket er et meget sjovt mini game i sig selv. Man kan levelle op i figurernes egne skill trees, og det er lige mig.

Man har også mulighed for at samle en masse forskellige items op i byen, og man får også låst op for ikoniske superheltedragte og køretøjer fra de forskellige film og tegneserier. Her får man lidt at vide om, hvornår de blev vist første gang, og vi snakker altså om tilbage fra omkring 2. verdenskrig til i dag, så I kan lige forestille jer, hvor mange forskellige der er. Det hele blev vist flot frem i min helt egen Batcave, som jeg kunne bygge op, som jeg ville.

Fin opsummering af Batmans historie

Når det gælder historien, låner spillet fra mange forskellige udgaver af Batman. Det gør, at man følger Batman helt fra starten, til han blev Batman. Man ser ham træne i bjergene, hvor han får mulighed for at træne sine kamp-skills. Det gjorde spillets tutorial noget sjovere, selvom den stadig var lidt lang. Man ser også, hvordan Batman møder kendte ansigter fra franchisen, som Jokeren, Robin og Catwoman.

Alle stemmeskuespillerne gør det godt, og jeg synes, karaktererne introduceres rigtig godt. Jeg kunne især godt lide Robins historie. Man møder ham midt i et cirkusshow. Der er også en fed scene fra Arkham med Jokeren. Jeg synes, folkene fra Traveller’s Tales har givet os et godt overblik over Batmans historie, hvor de også har fået noget af den gode Lego-humor med.

Jeg kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet af politimanden Jim Gordon, som bare er uheldig og får en masse maling ud over sig og falder ud af en helikopter eller Robin med sine lamme catch phrases.

Tilgængelighed

Når det gælder tilgængelighed i spil generelt, synes jeg, det er på vej i den rigtige retning, hvor der bliver sat mere fokus på det. Men ofte er det stadig gemt meget væk, og man skal igennem en del menuer for at finde indstillingerne.

Det gælder heldigvis ikke Lego Batman. Her blev jeg spurgt lige med det samme, om jeg ville sætte grundindstillinger for tilgængelighed til. Hvis du har problemer med synet, er der en indstilling til det. Hvis du har problemer med hørelsen, kan spillet også hjælpe med det, og hvis du har et fysisk handicap, så frygt ej, det prøver det også at hjælpe med.

Ikke nok med det, så har spillet også en større menu for tilgængelighed, hvor der er endnu flere muligheder. Så tak for det. Sådan burde det altid være.

Konklusion

Lego Batman: Legacy of the Dark Knight er et flot spil, hvor man virkelig får et indblik i Batmans rige univers. Det er alt sammen på en familievenlig måde, hvor alle kan være med, og jeg hyggede mig virkelig med spillet.

Vi har testet spillet på PlayStation 5. Det fås også til Windows og Xbox Series X/S – og det udkommer til Nintendo Switch 2 18/9 2026.

Tobias Qwist

Som en slags altmuligmand i gamerverdenen elsker Tobias alt fra simple platformspil til japansk action-adventure. Tobias’ mission er at vise verden, hvor stor en forskel gaming kan gøre for mennesker i deres hverdag.

The post Anmeldelse: Lego Batman: Legacy of the Dark Knight appeared first on TV Glad.

Af Tobias Qwist

Når det gælder Mortal Kombat-franchisen, er der ingen tvivl om, at den er en af de helt store kampspilsserier. Den har gjort et stort indtryk på mange, lige siden firmaet Midway udgav det første spil i 1992.

Spillet blev succesfuldt på grund af de fede kamp-moves og ikke mindst volden, som virkelig trak de ældre spillere til. Der blev hurtigt lavet film om den kendte spilserie. Den første udkom i 1995, og den nyeste film i rækken er lige kommet i biografen. Den nye er en fortsættelse af rebooten fra 2021. Mig og min kollega Casper Frisk blev hurtigt enige om, at vi skulle ind og se den.

Vi havde forskellige forventninger, da vi gik ind til filmen. Casper håbede bare på en god actionfilm med masser af gode kampe, hvor jeg var mere spændt på, hvordan Warner Bros. ville vække Mortal Kombats spændende univers til live, fordi jeg har spillet det i en del timer med en ven fra folkeskolen.

Dybere end forgængerne

Når det gælder historien i den nye film, blev vi hurtigt enige om, at der var mere dybde end i de tidligere film. Denne gang følger man Johnny Cage, som er den nyeste karakter, og de andre helte fra Jorden i de sidste forberedelser til den afgørende 10. turnering imod Outworld og deres frygtelige leder Shao Kahn, som vil afgøre Jordens skæbne.

Men ikke nok med det – man ser også historien fra Outworlds øjne gennem den højt elskede kriger prinsesse Kitana, som blev tvangsadopteret af Shao Kahn som lille. 

Vi syntes, det var fedt at følge historien fra to sider. Det var også godt at lære om Johnny Cage, som er den her udbrændte 90’er-filmstjerne, som har behov for at samle sig selv op og få selvtillid igen. Så vi syntes, det var en god historie, som var sat godt op, og som faktisk betød noget for os i modsætning til de tidligere film, hvor det primært var turneringen, der var i fokus. Der var også historier i dem, men det er altid godt med lidt flere vinkler.

Fede kampscener

En af de vigtigste ting i en kampfilm, og især i en Mortal Kombat-film, er de fede kampe og den grufulde vold, der bliver vist. Og der skuffede de ikke – filmens skabere havde virkelig gjort sig umage. Casper fik sine fede action-scener, hvor man virkelig kunne se, at de havde gjort mere ud af det. Især kampen mellem Kung Lao og Liu Kang bød på en flot teknisk kampscene. Her så man også, hvor meget Kung Lao betyder for Liu Kang. De to får et stærkt forhold til hinanden gennem deres første del af træningen til turneringen.

Og så fik jeg mine blodige voldsscener, hvor både den store badass Shao Kahn viste flere af sine dødbringende finishing moves, og Kitana fik vist, hvordan man effektivt kan skære fingre af nogen. Det fik mig virkelig til at gyse.

Der var selvfølgelig også flere af de kendte karakterer fra spillene med. Ud over Johnny Cage og de andre helte, så viste Baraka sig endelig. Ham har jeg ventet på, og til jer, som ikke kender ham, er han en cool mutant-lignende mand med utroligt skarpe tænder og med takker på skuldrene, som han kan skyde af sted. Det var fedt at se Baraka og hans kemi med Johnny Cage. 

En anden, som gjorde det rigtig godt, var Kano, hvor især Casper godt kunne lide hans humor og kunne se sig selv i ham. “Det kunne jeg have fundet på at sige,” var Caspers reaktion.

Positiv overraskelse

Vi kan roligt sige, at vi blev positivt overraskede. Mortal Kombat II er en film med fede kampscener, som fik et smil frem på vores læber og gav os kuldegysninger. Den har en historie med mere dybde end sin forgænger, og vi var mere investerede i den, end jeg troede, vi ville være.

Det var fedt med en række velkendte karakterer, som vi begge kunne lide, og personligt var det skønt med et glædeligt gensyn med de figurer, jeg har kæmpet utallige kampe med i spillene.

Filmen overraskede positivt uden at blæse os helt bagover. Så, hvis man er Mortal Kombat-fan eller leder efter en film med masser af kampe, så er den værd at se – men vær opmærksom på, at man skal være over 15 for at se den.

Mortal Kombat II har dansk premiere 7/5 2026.

Tobias Qwist

Som en slags altmuligmand i gamerverdenen elsker Tobias alt fra simple platformspil til japansk action-adventure. Tobias’ mission er at vise verden, hvor stor en forskel gaming kan gøre for mennesker i deres hverdag.

Casper Frisk

Siden han var 7 år gammel har Casper levet en stor del af sit liv online og live-streamet på Twitch og Youtube. Casper er især vild med indie-spil og stopper aldrig med at tale om BioShock.

The post Filmanmeldelse: Mortal Kombat II appeared first on TV Glad.

Af Daniel Tørnqvist

Vi kender stort set alle sammen til roguelike-spil. Det er spil, som straffer dig, hver gang du dør.

Du skal igennem en bane med forhindringer, du samler opgraderinger op på din vej, og jo længere, du kommer, jo stærkere bliver du også. Men, hvis du dør undervejs, så mister du alt, hvad du har opgraderet på dig selv og dit våben, og så starter du fra begyndelsen.

Det kan være vildt frustrerende for nogle, og for andre er det et drive. De skal bare klare den i næste hug. Det er lidt et love/hate-relationship.

Et forfærdeligt fund

Saros er et roguelike-spil, som handler om, at du og dit redningshold er blevet sendt afsted til denne her planet Carcosa, som befinder sig i konstant solformørkelse. Jeres mål er at finde ressourcer til jeres hjemplanet.

I er den fjerde enhed, der sendes afsted mod planeten, men du opdager, at alle de tidligere enheder fandt noget forfærdeligt. Nu er det op til din enhed at finde ud af, hvad der er sket, og om der er nogen overlevende tilbage.

Du starter med at møde hovedpersonen Arjun. Arjun er fra den enhed, som er sendt ud som redningshold. Du bliver kastet ind i kampen med det samme og har ikke andet end en pistol at gøre godt med. Du skal udforske planeten og ret hurtigt kommer du til din første boss. Den kan du selvfølgelig ikke klare, så du dør, og her begynder spiller for alvor.

Du kommer i live igen på din base, som hedder Passagen, og her vil du komme til, hver gang du dør. Du får at vide, at der findes en koloni, som en anden enhed har lavet, og det bliver din mission at finde den.

Planeten Carcosa er en semi-åben verden, som du kan udforske, og der er selvfølgelig monstre, der vil forhindre dig i at nå dit mål. Der er aliens af alle slags. Nogle har flagrende arme og blæksprutteben, andre er robotter. Fælles for dem alle er, at de er rimeligt frustrerende!

Dø, dø, dø

Selve gameplayet er veludført. Du starter selvfølgelig med et svagt våben, og undervejs kan du finde opgraderinger. Der er nogle krystaller rundt omkring på planeten, som indeholder opgraderinger til dit nuværende våben.

Du kommer til at dø så forfærdeligt mange gange, men for hver gang, du dør, så får du lidt mere at vide om, hvad der er sket på planeten, og jo flere gange, du spiller dig igennem det samme område, desto bedre bliver du til at genkende fjendernes mønstre.

Måden, du bliver stærkere på selv, er ved at opgradere dine evner og din dragt hos en maskine, der hedder Primary, som bor i Passagen.

Tilgængelighed

Spillet har et system, hvor du kan ændre, hvad der er let og svært i gameplayet. Det er et balanceret system – så hvis du gør noget lettere, skal du gøre andet sværere. Du kan vælge, at dine våben skal give mere skade, men så skal du f.eks. også vælge, at du selv tager mere skade. Hvis man lægger i den ene vægtskål, skal man også lægge i den anden.

Spillet har dog en tilgængelighedsfunktion, hvor du kan slå det system helt fra. Nu kan du sætte alle indstillinger til at være lette, hvilket er rigtig fedt, hvis man synes, spillet er for svært. Du bliver dog ikke udødelig af den grund, så spillet vil stadig være en udfordring.

Du kan også vælge, hvilket sprog spillets tekst skal være på. Det er rart at sætte det til dansk, for der er virkelig meget at læse. Du har også mulighed for at ændre skriftstørrelse og farve.

Konklusion

Jeg synes, spillet er virkelig godt. Der er ikke mange tilgængelighedsindstillinger, men de få, der er, fungerer godt. Spillet har også ‘automatisk træffer’, som gør, at du rammer, selvom du ikke sigter helt præcist på fjenden.

Til trods for, at jeg ikke er den store roguelike-fan, vil jeg godt give spillet fire ud af fem G’er.

Saros er ude nu til PlayStation 5.

Daniel Tørnqvist

Humørsprederen Daniel er god til strategispil, men hans hjerte banker for alvor for FPS, som han bruger meget af sin fritid på.

The post Anmeldelse: Saros appeared first on TV Glad.

Af Svend Gejl

Sidste år udkom Death Stranding 2: On the Beach til PlayStation 5. Nu er spillet langt om længe også ude på pc. Det er der mange, der kun spiller på computer, der har glædet sig til.

Spillet går ud på, at du er portør. Så du render rundt i en stor, åben, postapokalyptisk verden og skal fragte ting og ressourcer og overleve de mange udfordringer, der opstår. Der er fjender, sorte væsner og naturkatastrofer, du møder undervejs på din mission for at få genskabt kommunikations-netværket.

Death Stranding er skabt af Hideo Kojima. Til de, der ikke kender ham, er han en stor, japansk videospilproducer, der designer, laver og skriver sine egne spil. Han er kendt for Metal Gear Solid-spillene og også Death Stranding-serien.

Forbind verden

Nu bliver det måske en lille smule komplekst for jer, der ikke kender Death Stranding-universet, men følg med.

Det hele starter ved Mexicos grænse, hvor du denne gang skal ind i landet og finde vej til et laboratorium, der ligger sydpå. Her findes der en port til Australien, og der skal du også ned.

Undervejs skal du genetablere og forbinde de mange steder til det såkaldte chiral-netværk, så der kan skabes forbindelse mellem Mexico og Australien, hvor menneskene har levet isoleret.

Du møder et nyt fragtfirma, Drawbridge, som får dig overtalt til at blive en del af dem, og du fortsætter som portør og skal hjælpe den australske præsident med at connecte hele Australien for at få den anden portal åbnet og få connectet resten af verdens kontinenter.

Der er meget mere i det komplekse plot, end jeg har beskrevet her. Det er virkelig en stor, fed verden at synke ned i!

Pas på godset

Spillet er meget realistisk, så du skal sørge for, at de ting, du har med dig er pakket på en måde, så du ikke har for meget med, du ikke skal bruge. Ellers bliver det for tungt til dig, og du mister balancen.

Der er også nye ordrer de steder, du ankommer, hvor du får mere gods i oppakningen, som skal fragtes et sted hen. Så vær omhyggelig med, hvad du har med dig ud i den store verden. Dit cargo kan nemlig blive beskadiget og gå i stykker, så pas på! 

Det giver en dårlig score, når du har afleveret det, hvis der er sket noget med det. Du får karakterer for, hvor god og hurtig du er til at levere. Du opbygger stjerner de steder, du laver en opgave, og bliver bedre venner med folkene, hvilket giver flere muligheder hvert sted, du besøger.

Spillet har også en god online-funktion. Du ser dog ikke de andre spillere, men du ser de strukturer, de har bygget. Det kan f.eks. være en stige eller en bro et sted, som du kan bruge, og du kan efterlade tegn til andre spillere. Du kan også kan snuppe tabt gods, som folk enten har smidt eller ikke kunne have med sig. Så kan du samle det op og tage det med videre og afslutte opgaverne for dem.

Pc-udgaven

Den grafiske del er lige så flot, som den er på PlayStation 5. Karaktererne ser flotte ud, og teksturerne er også flotte. Både indendørs og udendørs ser det også godt ud. Bare se den åbne verden og de væsner, der er i spillet. Det hele er bare godt lavet. I cutscenerne oplevede jeg dog af og til lidt stutter og lag, og det blev jeg lidt distraheret af.

Jeg har aldrig før spillet et PlayStation-spil på pc med mus og tastatur. Jeg er vant til at spille på konsol med en controller. Men det fungerer meget godt. Man skal bare lige vænne sig til, at der er flere knapper, man kan trykke på for at lave de mange ting i spillet. Men når du endelig har lært, hvordan du styrer med mus og tastatur, vænner du dig hurtigt til at spille på pc.

Hvis du absolut hellere vil styre med controller, kan du også tilslutte Xbox- eller PlayStation-controller – det er jo trods alt et PlayStation-spil oprindeligt.

Tilgængelighed

Spillet har ikke vildt mange indstillinger for folk med udfordringer, og det er lidt skuffende. Så du skal bruge udstyr som f.eks. Xbox Adaptive Controller, hvis du har svært at spille med mus og tastatur eller med almindelig controller.

Der er dog et par enkelte muligheder. Du kan f.eks. ændre størrelse på undertekster og tekst, når du interagerer med folk, hvis du er svagtseende. Du kan også indstille dine knapper til enkelt tryk eller hold nede-funktion for at gøre det nemmere at spille for dig.

Konklusion

Death Stranding 2: On the Beach er et rigtigt godt spil, også på pc. Det er endnu vildere end etteren og har en super flot, kæmpe, åben verden. Det er også et emotionelt spil, som får dig til at føle med spillets hovedperson, og det er fyldt med god historie og musik.

Pc-versionen af spillet holder, og jeg kan klart anbefale Death Stranding 2: On the Beach. 

Svend Gejl

Som redaktionens retrogamer elsker Svend alt med store pixels. Han laver også musik til vores programmer og elsker gadgets og elektronik.

The post Anmeldelse: Death Stranding 2 (pc) appeared first on TV Glad.

Af Tobias Qwist

Da jeg gik ind for at se den nye Super Mario Galaxy-film, var jeg spændt, men også lidt nervøs. Jeg elskede den første film, som gav mig en varm, nostalgisk følelse. Jeg håbede virkelig, at folkene bag igen kunne give mig den følelse, jeg får, når jeg spiller spillene, men når det gælder efterfølgere, er det altid svært.

En gennemført verden

Det var dejligt at være tilbage i Marios verden, som altid giver mig et smil på læben. Denne gang foregår eventyret i Galaxy-universet med et lille touch af Odyssey-spillene – og hele universet var meget gennemført og utroligt flot. Især måden, de flyver gennem galaksen på, ser virkelig godt ud.

De forskellige områder var også en god blanding af Odyssey og elementer fra Galaxy-spillene og de klassiske NES-titler. Det var fedt at se, og jeg vil også rose, hvordan de brugte slowmotion i kampsekvenserne. Og ja, jeg sad da også i biografen og måtte knytte næven og sige et lille: “Yes, det er fedt!”

Historie uden dybde

Når det gælder historien, er det den klassiske Mario-fortælling om en prinsesse, der bliver kidnappet. Denne gang er det Bowser Jr., som er på spil, og går efter Rosalina for at gøre sin far stolt. Det er vores heltes opgave at redde dagen. Der er ikke noget nyt dér, men alligevel føler man, at historien har større potentiale, jo længere man kommer ind i filmen.

Man lærer lidt mere om Prinsesse Peach, og hvor hun kommer fra, og der kommer også et lille hint af noget jalousi mellem Yoshi og Toad, men jeg synes ikke, de bygger nok videre på de forskellige historieelementer, og jeg kunne godt have tænkt mig, at de fyldte mere på. Til gengæld var det meget sjovt at se Mario og Luigi få en forsmag på, hvor hårdt det er at styre Mushroom Kingdom.

Luigi stjæler showet

Med hensyn til karaktererne er det klart Luigi og Yoshi, som er stjernerne. Yoshi med sin søde og uskyldige måde at være på levede helt op til mine forventninger. Luigi leverer masser af energi og sjove replikker som: “Jeg er ikke bange … jeg er ikke bange … okay, jeg er totalt bange!” Jeg grinte også flere gange, når han drillede Mario med hans forelskelse i Peach.

Det var lidt mærkeligt, men også forfriskende, at se Bowser prøve at arbejde med sig selv og vise en god side. Men jeg må indrømme, at jeg blev lidt skuffet over Mario. Jeg kunne ikke rigtig mærke ham gennem filmen. Når han endelig får et øjeblik, f.eks. da han skal give Prinsesse Peach sin fødselsdagsgave, falder han hurtigt tilbage i skyggen af Luigi og de andre.

Der var også gæsteoptrædener fra en gammel kending fra Star Fox og de små Pikmin fra deres univers. Det er altid fedt, når Nintendo gør det. Der snakkes også om et nyt Star Fox-spil, men vi får at se.

For lige at vende tilbage til Rosalina: Det er den første film, hun er med i. Hendes design er flot, og hendes introduktion er virkelig god, hvor man ser begge sider af hende, både den kærlige og den mere bad-ass. Men hun er ikke nok med, især når man tænker på, hvor vigtig en figur hun er i spillene. Alt i alt sad jeg lidt tilbage med følelsen af: Hvem er egentlig hovedkarakteren i filmen?

En god film som vil for meget

Super Mario Galaxy er en god film med en flot verden, som i perioder gav mig følelsen af at være tilbage i barndommen. Den har dog en lidt tynd historie, som godt kunne have været udnyttet bedre. De fleste karakterer fungerer godt, men nogle af de vigtigste skuffer. Er Galaxy bedre end den første Mario-film? Nej. Men det er stadig en film, man nemt kan se både som familie og som Mario-fan. 

Tobias Qwist

Som en slags altmuligmand i gamerverdenen elsker Tobias alt fra simple platformspil til japansk action-adventure. Tobias’ mission er at vise verden, hvor stor en forskel gaming kan gøre for mennesker i deres hverdag.

The post Anmeldelse: Super Mario Galaxy Filmen appeared first on TV Glad.