Anmeldelse: Lego Batman: Legacy of the Dark Knight

8. 06. 2026

Af Tobias Qwist

For mig er et godt Lego-spil et spil, som hele familien kan nyde. Unge som gamle, med sjovt gameplay og den varme humor, som giver et lille smil på læben.

Da det kom ud, at Traveller’s Tales og Warner Bros. Games ville udgive et Lego Batman-spil, var jeg meget spændt på, hvordan det ville gå – også, når jeg tænker på, hvor mørkt Batman-universet er.

Kunne de få introduceret hans verden på en ordentlig måde? Kunne de fange de ondes små, skøre karaktertræk og vise, hvor farlige, de egentlig er, og alligevel holde det familievenligt, nu hvor spillets aldersgrænse er sat til syv år?

En smuk verden med nok at lave

Første gang, jeg så Gotham City i spillet, tænkte jeg: “Wow, det ser godt ud.” Ja, faktisk kæmpede jeg lidt med mig selv, for jeg havde ikke lyst til at smadre noget, og det er ellers det sjove ved Lego-spil. Jeg syntes bare, spillet var så flot, og jeg kunne også virkelig fornemme den her dystre stemning med kaos omkring – og alligevel i en familievenlig pakke.

Et godt eksempel er en scene, hvor man ser politiet løbe efter et bundt pengesedler, som var de glade hunde, der jagter en bold. Jeg synes, det viste på en sjov måde, hvor meget mafiaen og de onde bestemmer i Gotham City.

Man får muligheden for at kæmpe sig igennem et hav af kriminelle i løbet af spillet, og kampsystemet flyder godt. Det sætter fokus på samarbejde, fordi man får muligheden for at bruge en række forskellige figurer fra universet. De har hver deres specielle evne, som man får brug for for at komme videre.

Catwoman har f.eks. sin berømte pisk, som man bruger til at åbne døre med. Batgirl kan hacke, hvilket er et meget sjovt mini game i sig selv. Man kan levelle op i figurernes egne skill trees, og det er lige mig.

Man har også mulighed for at samle en masse forskellige items op i byen, og man får også låst op for ikoniske superheltedragte og køretøjer fra de forskellige film og tegneserier. Her får man lidt at vide om, hvornår de blev vist første gang, og vi snakker altså om tilbage fra omkring 2. verdenskrig til i dag, så I kan lige forestille jer, hvor mange forskellige der er. Det hele blev vist flot frem i min helt egen Batcave, som jeg kunne bygge op, som jeg ville.

Fin opsummering af Batmans historie

Når det gælder historien, låner spillet fra mange forskellige udgaver af Batman. Det gør, at man følger Batman helt fra starten, til han blev Batman. Man ser ham træne i bjergene, hvor han får mulighed for at træne sine kamp-skills. Det gjorde spillets tutorial noget sjovere, selvom den stadig var lidt lang. Man ser også, hvordan Batman møder kendte ansigter fra franchisen, som Jokeren, Robin og Catwoman.

Alle stemmeskuespillerne gør det godt, og jeg synes, karaktererne introduceres rigtig godt. Jeg kunne især godt lide Robins historie. Man møder ham midt i et cirkusshow. Der er også en fed scene fra Arkham med Jokeren. Jeg synes, folkene fra Traveller’s Tales har givet os et godt overblik over Batmans historie, hvor de også har fået noget af den gode Lego-humor med.

Jeg kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet af politimanden Jim Gordon, som bare er uheldig og får en masse maling ud over sig og falder ud af en helikopter eller Robin med sine lamme catch phrases.

Tilgængelighed

Når det gælder tilgængelighed i spil generelt, synes jeg, det er på vej i den rigtige retning, hvor der bliver sat mere fokus på det. Men ofte er det stadig gemt meget væk, og man skal igennem en del menuer for at finde indstillingerne.

Det gælder heldigvis ikke Lego Batman. Her blev jeg spurgt lige med det samme, om jeg ville sætte grundindstillinger for tilgængelighed til. Hvis du har problemer med synet, er der en indstilling til det. Hvis du har problemer med hørelsen, kan spillet også hjælpe med det, og hvis du har et fysisk handicap, så frygt ej, det prøver det også at hjælpe med.

Ikke nok med det, så har spillet også en større menu for tilgængelighed, hvor der er endnu flere muligheder. Så tak for det. Sådan burde det altid være.

Konklusion

Lego Batman: Legacy of the Dark Knight er et flot spil, hvor man virkelig får et indblik i Batmans rige univers. Det er alt sammen på en familievenlig måde, hvor alle kan være med, og jeg hyggede mig virkelig med spillet.

Vi har testet spillet på PlayStation 5. Det fås også til Windows og Xbox Series X/S – og det udkommer til Nintendo Switch 2 18/9 2026.

Tobias Qwist

Som en slags altmuligmand i gamerverdenen elsker Tobias alt fra simple platformspil til japansk action-adventure. Tobias’ mission er at vise verden, hvor stor en forskel gaming kan gøre for mennesker i deres hverdag.

Vil du se mere…

Filmanmeldelse: Mortal Kombat II

Filmanmeldelse: Mortal Kombat II

Vi kom for kampene og blev hængende for historien! Mortal Kombat er tilbage med endnu en biograffilm, som overrasker positivt og er bedre end sine forgængere.

Anmeldelse: Saros

Anmeldelse: Saros

Hvorfor er der konstant solformørkelse? Hvor er de tidligere besætninger? Og hvorfor er fjenderne så giga-frustrerende? Tag med på rumeventyr i Saros, der er ude nu.

Anmeldelse: Death Stranding 2 (pc)

Anmeldelse: Death Stranding 2 (pc)

I Death Stranding 2 vader du igennem en kæmpe verden, men det er på ingen måde en ørkenvandring. Spillet er rigtig fedt – også i pc-udgaven, som vi har testet.