Anmeldelse: Death Stranding 2 (pc)

20. 04. 2026

Af Svend Gejl

Sidste år udkom Death Stranding 2: On the Beach til PlayStation 5. Nu er spillet langt om længe også ude på pc. Det er der mange, der kun spiller på computer, der har glædet sig til.

Spillet går ud på, at du er portør. Så du render rundt i en stor, åben, postapokalyptisk verden og skal fragte ting og ressourcer og overleve de mange udfordringer, der opstår. Der er fjender, sorte væsner og naturkatastrofer, du møder undervejs på din mission for at få genskabt kommunikations-netværket.

Death Stranding er skabt af Hideo Kojima. Til de, der ikke kender ham, er han en stor, japansk videospilproducer, der designer, laver og skriver sine egne spil. Han er kendt for Metal Gear Solid-spillene og også Death Stranding-serien.

Forbind verden

Nu bliver det måske en lille smule komplekst for jer, der ikke kender Death Stranding-universet, men følg med.

Det hele starter ved Mexicos grænse, hvor du denne gang skal ind i landet og finde vej til et laboratorium, der ligger sydpå. Her findes der en port til Australien, og der skal du også ned.

Undervejs skal du genetablere og forbinde de mange steder til det såkaldte chiral-netværk, så der kan skabes forbindelse mellem Mexico og Australien, hvor menneskene har levet isoleret.

Du møder et nyt fragtfirma, Drawbridge, som får dig overtalt til at blive en del af dem, og du fortsætter som portør og skal hjælpe den australske præsident med at connecte hele Australien for at få den anden portal åbnet og få connectet resten af verdens kontinenter.

Der er meget mere i det komplekse plot, end jeg har beskrevet her. Det er virkelig en stor, fed verden at synke ned i!

Pas på godset

Spillet er meget realistisk, så du skal sørge for, at de ting, du har med dig er pakket på en måde, så du ikke har for meget med, du ikke skal bruge. Ellers bliver det for tungt til dig, og du mister balancen.

Der er også nye ordrer de steder, du ankommer, hvor du får mere gods i oppakningen, som skal fragtes et sted hen. Så vær omhyggelig med, hvad du har med dig ud i den store verden. Dit cargo kan nemlig blive beskadiget og gå i stykker, så pas på! 

Det giver en dårlig score, når du har afleveret det, hvis der er sket noget med det. Du får karakterer for, hvor god og hurtig du er til at levere. Du opbygger stjerner de steder, du laver en opgave, og bliver bedre venner med folkene, hvilket giver flere muligheder hvert sted, du besøger.

Spillet har også en god online-funktion. Du ser dog ikke de andre spillere, men du ser de strukturer, de har bygget. Det kan f.eks. være en stige eller en bro et sted, som du kan bruge, og du kan efterlade tegn til andre spillere. Du kan også kan snuppe tabt gods, som folk enten har smidt eller ikke kunne have med sig. Så kan du samle det op og tage det med videre og afslutte opgaverne for dem.

Pc-udgaven

Den grafiske del er lige så flot, som den er på PlayStation 5. Karaktererne ser flotte ud, og teksturerne er også flotte. Både indendørs og udendørs ser det også godt ud. Bare se den åbne verden og de væsner, der er i spillet. Det hele er bare godt lavet. I cutscenerne oplevede jeg dog af og til lidt stutter og lag, og det blev jeg lidt distraheret af.

Jeg har aldrig før spillet et PlayStation-spil på pc med mus og tastatur. Jeg er vant til at spille på konsol med en controller. Men det fungerer meget godt. Man skal bare lige vænne sig til, at der er flere knapper, man kan trykke på for at lave de mange ting i spillet. Men når du endelig har lært, hvordan du styrer med mus og tastatur, vænner du dig hurtigt til at spille på pc.

Hvis du absolut hellere vil styre med controller, kan du også tilslutte Xbox- eller PlayStation-controller – det er jo trods alt et PlayStation-spil oprindeligt.

Tilgængelighed

Spillet har ikke vildt mange indstillinger for folk med udfordringer, og det er lidt skuffende. Så du skal bruge udstyr som f.eks. Xbox Adaptive Controller, hvis du har svært at spille med mus og tastatur eller med almindelig controller.

Der er dog et par enkelte muligheder. Du kan f.eks. ændre størrelse på undertekster og tekst, når du interagerer med folk, hvis du er svagtseende. Du kan også indstille dine knapper til enkelt tryk eller hold nede-funktion for at gøre det nemmere at spille for dig.

Konklusion

Death Stranding 2: On the Beach er et rigtigt godt spil, også på pc. Det er endnu vildere end etteren og har en super flot, kæmpe, åben verden. Det er også et emotionelt spil, som får dig til at føle med spillets hovedperson, og det er fyldt med god historie og musik.

Pc-versionen af spillet holder, og jeg kan klart anbefale Death Stranding 2: On the Beach. 

Svend Gejl

Som redaktionens retrogamer elsker Svend alt med store pixels. Han samler på spil og figurer og elsker at hygge med vennerne online.

Vil du se mere…

Filmanmeldelse: Mortal Kombat II

Filmanmeldelse: Mortal Kombat II

Vi kom for kampene og blev hængende for historien! Mortal Kombat er tilbage med endnu en biograffilm, som overrasker positivt og er bedre end sine forgængere.

Anmeldelse: Saros

Anmeldelse: Saros

Hvorfor er der konstant solformørkelse? Hvor er de tidligere besætninger? Og hvorfor er fjenderne så giga-frustrerende? Tag med på rumeventyr i Saros, der er ude nu.

Anmeldelse: Super Mario Galaxy Filmen

Anmeldelse: Super Mario Galaxy Filmen

Super Mario sigter mod stjernerne i sin nye film. Har han komplet mistet jordforbindelsen, eller er det en fem-stjernet oplevelse? Vi har set filmen.