Anmeldelse: Saros

4. 05. 2026

Af Daniel Tørnqvist

Vi kender stort set alle sammen til roguelike-spil. Det er spil, som straffer dig, hver gang du dør.

Du skal igennem en bane med forhindringer, du samler opgraderinger op på din vej, og jo længere, du kommer, jo stærkere bliver du også. Men, hvis du dør undervejs, så mister du alt, hvad du har opgraderet på dig selv og dit våben, og så starter du fra begyndelsen.

Det kan være vildt frustrerende for nogle, og for andre er det et drive. De skal bare klare den i næste hug. Det er lidt et love/hate-relationship.

Et forfærdeligt fund

Saros er et roguelike-spil, som handler om, at du og dit redningshold er blevet sendt afsted til denne her planet Carcosa, som befinder sig i konstant solformørkelse. Jeres mål er at finde ressourcer til jeres hjemplanet.

I er den fjerde enhed, der sendes afsted mod planeten, men du opdager, at alle de tidligere enheder fandt noget forfærdeligt. Nu er det op til din enhed at finde ud af, hvad der er sket, og om der er nogen overlevende tilbage.

Du starter med at møde hovedpersonen Arjun. Arjun er fra den enhed, som er sendt ud som redningshold. Du bliver kastet ind i kampen med det samme og har ikke andet end en pistol at gøre godt med. Du skal udforske planeten og ret hurtigt kommer du til din første boss. Den kan du selvfølgelig ikke klare, så du dør, og her begynder spiller for alvor.

Du kommer i live igen på din base, som hedder Passagen, og her vil du komme til, hver gang du dør. Du får at vide, at der findes en koloni, som en anden enhed har lavet, og det bliver din mission at finde den.

Planeten Carcosa er en semi-åben verden, som du kan udforske, og der er selvfølgelig monstre, der vil forhindre dig i at nå dit mål. Der er aliens af alle slags. Nogle har flagrende arme og blæksprutteben, andre er robotter. Fælles for dem alle er, at de er rimeligt frustrerende!

Dø, dø, dø

Selve gameplayet er veludført. Du starter selvfølgelig med et svagt våben, og undervejs kan du finde opgraderinger. Der er nogle krystaller rundt omkring på planeten, som indeholder opgraderinger til dit nuværende våben.

Du kommer til at dø så forfærdeligt mange gange, men for hver gang, du dør, så får du lidt mere at vide om, hvad der er sket på planeten, og jo flere gange, du spiller dig igennem det samme område, desto bedre bliver du til at genkende fjendernes mønstre.

Måden, du bliver stærkere på selv, er ved at opgradere dine evner og din dragt hos en maskine, der hedder Primary, som bor i Passagen.

Tilgængelighed

Spillet har et system, hvor du kan ændre, hvad der er let og svært i gameplayet. Det er et balanceret system – så hvis du gør noget lettere, skal du gøre andet sværere. Du kan vælge, at dine våben skal give mere skade, men så skal du f.eks. også vælge, at du selv tager mere skade. Hvis man lægger i den ene vægtskål, skal man også lægge i den anden.

Spillet har dog en tilgængelighedsfunktion, hvor du kan slå det system helt fra. Nu kan du sætte alle indstillinger til at være lette, hvilket er rigtig fedt, hvis man synes, spillet er for svært. Du bliver dog ikke udødelig af den grund, så spillet vil stadig være en udfordring.

Du kan også vælge, hvilket sprog spillets tekst skal være på. Det er rart at sætte det til dansk, for der er virkelig meget at læse. Du har også mulighed for at ændre skriftstørrelse og farve.

Konklusion

Jeg synes, spillet er virkelig godt. Der er ikke mange tilgængelighedsindstillinger, men de få, der er, fungerer godt. Spillet har også ‘automatisk træffer’, som gør, at du rammer, selvom du ikke sigter helt præcist på fjenden.

Til trods for, at jeg ikke er den store roguelike-fan, vil jeg godt give spillet fire ud af fem G’er.

Saros er ude nu til PlayStation 5.

Daniel Tørnqvist

Humørsprederen Daniel er god til strategispil, men hans hjerte banker for alvor for FPS, som han bruger meget af sin fritid på.

Vil du se mere…

Filmanmeldelse: Mortal Kombat II

Filmanmeldelse: Mortal Kombat II

Vi kom for kampene og blev hængende for historien! Mortal Kombat er tilbage med endnu en biograffilm, som overrasker positivt og er bedre end sine forgængere.

Anmeldelse: Death Stranding 2 (pc)

Anmeldelse: Death Stranding 2 (pc)

I Death Stranding 2 vader du igennem en kæmpe verden, men det er på ingen måde en ørkenvandring. Spillet er rigtig fedt – også i pc-udgaven, som vi har testet.

Anmeldelse: Super Mario Galaxy Filmen

Anmeldelse: Super Mario Galaxy Filmen

Super Mario sigter mod stjernerne i sin nye film. Har han komplet mistet jordforbindelsen, eller er det en fem-stjernet oplevelse? Vi har set filmen.