Af Daniel Tørnqvist
De to første spil i Plague Tale-serien handler om to søskende, der flygter fra by til by på grund af et udbrud af pest. Hugo, som en af hovedpersonerne hedder i de første spil, har selv en sygdom, som gør, at han kan styre de her rotter. Du skal så finde ud af sammen med din søster, hvorfor du kan det, og hvordan du får det til at stoppe.
De to første spil er gode, fordi du ligesom får en følelse af at være med hele vejen i de spil. Og hver gang, Hugo kommer væk fra sin søster, får jeg en følelse af at ville redde ham. Nu er der så kommet et nyt spil i serien, som hedder Resonance: A Plague Tale Legacy.
Helt nyt gameplay
Til at starte med vil jeg godt sige, at udviklerne fra Asobo Studio er gået i en stor bue udenom de to første spil med det nye. I de to første spil handler det mere om, at du ikke må blive opdaget, for ellers dør du – din hovedperson kan ikke slås på samme måde som i det nye spil.
Begge de første spil er meget mere snige-baserede, hvorimod det nye er mere kamp- og puzzle-baseret. Nå, men nok fra mig, der sidder og ævler. Nu til min anmeldelse.
Afsted til øen
Resonance: A Plague Tale Legacy foregår 15 år før de to andre spil i serien. Her møder vi vores hovedperson Sophia. Vi møder hende som lille i et mystisk nonnekloster, hvor hun bliver sprøjtet med noget, som vi aldrig rigtig forstår, hvad er, men det får hende til at drømme om denne her ø, som hun tegner i sin bog. Hendes far kommer og redder hende væk fra klosteret. Han tager hende med hjem, og herfra begynder spillet.
Kort tid efter tager faren og hans besætning ud til denne ø, men da de kommer tilbage, er faren ikke med. Nu begyder vores hovedperson at træne for at komme med ud på øen.
Puzzles der er tilpas
Spillet kan minde lidt om Uncharted. Du har farens bog med alle øens hemmeligheder med dig. Som spiller skal du finde hoved og hale i øens mysterier, og du skal finde mange hemmeligheder.
Der er selvfølgelig kampe, og de foregår således, at du skal parere angreb og slå dine fjender ihjel med dit sværd eller sparke dem ud over en kant. Fjenderne angriber ofte i grupper på tre-fem personer på én gang. Kamp-mekanismen bliver lidt repetitiv, men det er okay.
Spillet har også mange puzzles. For at løse dem skal du bruge en særlig kugle, du har taget. Det kan f.eks. være, at du finder en grav, og for at kunne åbne den, skal du reflektere lyset med din kugle, så det rammer tre krystaller.
Jeg kan godt lide spillets puzzles. De er ikke for svære eller for lette. Alle kan være med på dem uden at sidde fast. Spillet er forholdsvis lineært. Det er alt sammen meget ligetil – der er ikke så mange veje, du kan gå.
Tilgængelighed
Spillet har mange gode indstillinger. Du kan f.eks. vælge at auto-parere fjendernes slag. Der er også indstillinger til farveblinde, hvor du ændrer farvetonerne i spillet.
Der er også en sværhedsgradsindstilling, hvor du bestemmer, om fjenderne skal være vildt svære, og du kun skal have to liv, eller om du bare vil nyde historien og spillet uden at få sved på panden. Der er også et hint-system, som fungerer godt, når du er gået kold i en gåde. Det kan du også skrue op og ned for.
Konklusion
Jeg synes, spillet er godt, men det er rigtigt langt fra de to første spil i serien. Jeg synes ikke, man får helt samme bånd til hovedpersonen Sophia, som man gør til hovedpersonen i de to andre spil.
Jeg kan godt lide puzzledelen, og jeg kan også godt lide den del af spillet, hvor du lige er kommet ud på øen og skal finde rundt via din bog. Historien fungerer okay. Du kan følge med i, hvad der sker og forstår det meste, der bliver fortalt, men jeg kunne godt tænke mig, at der var mere snige-gameplay. Derfor får spillet karakteren tre ud af fem. Tak, fordi I læste med.
Resonance: A Plague Tale Legacy er ude nu til PS5, pc og Xbox Series X/S
Daniel Tørnqvist
Humørsprederen Daniel er god til strategispil, men hans hjerte banker for alvor for FPS, som han bruger meget af sin fritid på.
