
Af Tobias Qwist
Når det gælder Mortal Kombat-franchisen, er der ingen tvivl om, at den er en af de helt store kampspilsserier. Den har gjort et stort indtryk på mange, lige siden firmaet Midway udgav det første spil i 1992.
Spillet blev succesfuldt på grund af de fede kamp-moves og ikke mindst volden, som virkelig trak de ældre spillere til. Der blev hurtigt lavet film om den kendte spilserie. Den første udkom i 1995, og den nyeste film i rækken er lige kommet i biografen. Den nye er en fortsættelse af rebooten fra 2021. Mig og min kollega Casper Frisk blev hurtigt enige om, at vi skulle ind og se den.
Vi havde forskellige forventninger, da vi gik ind til filmen. Casper håbede bare på en god actionfilm med masser af gode kampe, hvor jeg var mere spændt på, hvordan Warner Bros. ville vække Mortal Kombats spændende univers til live, fordi jeg har spillet det i en del timer med en ven fra folkeskolen.

Dybere end forgængerne
Når det gælder historien i den nye film, blev vi hurtigt enige om, at der var mere dybde end i de tidligere film. Denne gang følger man Johnny Cage, som er den nyeste karakter, og de andre helte fra Jorden i de sidste forberedelser til den afgørende 10. turnering imod Outworld og deres frygtelige leder Shao Kahn, som vil afgøre Jordens skæbne.
Men ikke nok med det – man ser også historien fra Outworlds øjne gennem den højt elskede kriger prinsesse Kitana, som blev tvangsadopteret af Shao Kahn som lille.
Vi syntes, det var fedt at følge historien fra to sider. Det var også godt at lære om Johnny Cage, som er den her udbrændte 90’er-filmstjerne, som har behov for at samle sig selv op og få selvtillid igen. Så vi syntes, det var en god historie, som var sat godt op, og som faktisk betød noget for os i modsætning til de tidligere film, hvor det primært var turneringen, der var i fokus. Der var også historier i dem, men det er altid godt med lidt flere vinkler.

Fede kampscener
En af de vigtigste ting i en kampfilm, og især i en Mortal Kombat-film, er de fede kampe og den grufulde vold, der bliver vist. Og der skuffede de ikke – filmens skabere havde virkelig gjort sig umage. Casper fik sine fede action-scener, hvor man virkelig kunne se, at de havde gjort mere ud af det. Især kampen mellem Kung Lao og Liu Kang bød på en flot teknisk kampscene. Her så man også, hvor meget Kung Lao betyder for Liu Kang. De to får et stærkt forhold til hinanden gennem deres første del af træningen til turneringen.
Og så fik jeg mine blodige voldsscener, hvor både den store badass Shao Kahn viste flere af sine dødbringende finishing moves, og Kitana fik vist, hvordan man effektivt kan skære fingre af nogen. Det fik mig virkelig til at gyse.
Der var selvfølgelig også flere af de kendte karakterer fra spillene med. Ud over Johnny Cage og de andre helte, så viste Baraka sig endelig. Ham har jeg ventet på, og til jer, som ikke kender ham, er han en cool mutant-lignende mand med utroligt skarpe tænder og med takker på skuldrene, som han kan skyde af sted. Det var fedt at se Baraka og hans kemi med Johnny Cage.
En anden, som gjorde det rigtig godt, var Kano, hvor især Casper godt kunne lide hans humor og kunne se sig selv i ham. “Det kunne jeg have fundet på at sige,” var Caspers reaktion.

Positiv overraskelse
Vi kan roligt sige, at vi blev positivt overraskede. Mortal Kombat II er en film med fede kampscener, som fik et smil frem på vores læber og gav os kuldegysninger. Den har en historie med mere dybde end sin forgænger, og vi var mere investerede i den, end jeg troede, vi ville være.
Det var fedt med en række velkendte karakterer, som vi begge kunne lide, og personligt var det skønt med et glædeligt gensyn med de figurer, jeg har kæmpet utallige kampe med i spillene.
Filmen overraskede positivt uden at blæse os helt bagover. Så, hvis man er Mortal Kombat-fan eller leder efter en film med masser af kampe, så er den værd at se – men vær opmærksom på, at man skal være over 15 for at se den.

Mortal Kombat II har dansk premiere 7/5 2026.

Tobias Qwist
Som en slags altmuligmand i gamerverdenen elsker Tobias alt fra simple platformspil til japansk action-adventure. Tobias’ mission er at vise verden, hvor stor en forskel gaming kan gøre for mennesker i deres hverdag.

Casper Frisk
Siden han var 7 år gammel har Casper levet en stor del af sit liv online og live-streamet på Twitch og Youtube. Casper er især vild med indie-spil og stopper aldrig med at tale om BioShock.
