Af Tobias Qwist og Casper Frisk
Foto af Matias Olsen

Blandede forventninger
Jeg har været i biografen for at anmelde filmen Digger sammen med min kollega Casper Frisk. Vores forventinger var noget blandede. Casper glædede sig bare til forhåbentlig at se en god film. Og jeg var mere spændt på at se Tom Cruise i en anderledes hovedrolle end i Top Gun og Mission: Impossible-filmene. Mere vidste vi ikke rigtig om filmen, fordi Warner Bros. har gået med kortene meget tæt ind til kroppen, men som altid gik mig og Casper ind til filmen med et åbent sind.

En mand, der ved det hele
Når det gælder historien, følger man den gamle rige mand Digger Rockwell, som tror, han ved det hele. Man kan sige, det er næsten på grænsen til, at han lever i en fantasy-verden, og hans eneste mission er at få flere penge og finde mere olie. Og for at gøre det værre, er der kun ja-mennesker omkring ham – folk som ikke tør sige ham imod.

I starten virker det til at gå meget godt, men så går det galt. Et af hans oliebor har boret sig for langt ned i isen på hans platform ved Antarktis, hvilket skaber oversvømmelser og meget andet, så vores hovedperson og hans ja-mennesker har til opgave at rette op på det igen.

Masser af sort humor og godt skuespil
Og jeg siger jer, mig og Casper synes, at alle skuespillerne spiller rigtig godt. Især Tom Cruise, som vi var meget imponerede over. Den måde han spiller hovedkarakteren på, som lever i den her boble: “Jeg ved alt, I skal bare gøre, som jeg siger.” Måden Tom Cruise præsenterer Digger Rockwells forskruede syn på verden, fik os til at grine. Der er blandt andet en scene med en kat, han holder i live i ALT for lang tid.  

Mig og Casper synes, den sorte humor er sjov i noget tid, men i længden, bliver det for meget. Jeg synes faktisk, Digger og hans venner bliver lidt irriterende, men det er også det, der er meningen med deres roller. Derfor er mig og Casper også generelt imponerede over skuespillet i filmen. Casper kan f.eks. godt lide præsidenten, som er spillet af John Goodman, hvor et af lyspunkterne for mig var Riz Ahmed, som spiller præsidentens assistent, og som er den eneste, der hen ad vejen tør at sige vores hovedkarakter imod. Og bare sammespillet mellem ham og Digger, er klart et af højdepunkterne for mig. 

Casper synes også  filmens effekter var utroligt godt lavet. Men vi synes, at man skulle holde tungen lige i munden for at følge med lidt for ofte. Vi mistede overblikket, fordi man ser historien fra to sider.

Kan vi anbefale Digger? 
Ja, hvis du er til overdreven sort satire og humor, kan vi rigtig meget anbefale den, for den har helt klart sjove øjeblikke. Mig og Casper synes dog, det blev for meget hvad humoren angår – og det skal lige siges, at mig og Casper godt kan lide at spille “Det dårlig selskab” som er et kortspil om sort humor – så noget mørk humor er vi til. Men skuespillerne gjorde det godt. Vil vi se den igen? Måske om noget tid.

Filmen kan opleves i biografer fra den 1. oktober 2026.

Vi giver den solide 3 ud af 5 stjerner.

Tobias Qwist

Tobias Qwist er en passioneret skribent, der skriver med hjertet uden filter. Med en personlig og ærlig tilgang inviterer han sine læsere med ind i sit univers af tanker og refleksioner. Hans mål er både at underholde og inspirere – især når det gælder hans store passioner: Anime, gaming og sport.

The post Filmanmeldelse af Digger appeared first on TV Glad.

Af Tobias Qwist
Foto: Matias Olsen

Min mest relaterbare superhelt
Når det gælder superhelte, er der især én superhelt, som jeg altid har elsker at heppe på, og som jeg har kunnet se mig selv mest i: Spider-Man. Han har altid har været kendt som nørden og ham, der føler sig udenfor – en lidt misforstået outsider. Jeg har altid kunnet lide, hvordan hans hverdagsproblemer er bundet sammen med hans superkæfter og livet som superhelt.

Så selvfølgelig har jeg, som mange andre nu her være inde og se denne nye film “Spider-Man: A brand new day”. Her er mine tanker om filmen.

En historie om forandring
Når det gælder historien om Spider-Man, er jeg nødt til komme med lidt forhistorie (advarsel: Spoileralert om de tidligere Spider-Man film.) Her møder man vores allesammens Peter Parker igen, efter han har måtte side farvel til sit livs kærlighed, MJ, og hans bedste ven, Nate.

Det er sket ved at få dem til at glemme ham, for at beskytte dem. Det har gjort, at han har fordybet sig i sit superheltearbejde. Allerede dér kunne jeg ikke lade være med at trække på smilebåndet, fordi det SÅ meget, er noget, som jeg kan finde på at gøre. Når jeg har det svært, fordyber jeg mig i mit arbejde. Det har jeg gjort længe, fordi det er trygt for mig, og jeg elsker bare mit arbejde. Jeg tror også, at det er sådan Peter Parker tænker.

I starten virker alt også fint, han gør sin ting med at redde dagen. Men temmelig hurtig står det klart, at Spider-Man står overfor nogle kræfter, som er på et helt andet level, end han har stået overfor før. Det er en fjende, som kan være hvem som helst: ven eller fjende. Samtidigt er fortiden ved at indhente ham. Og hans lyst til at få tingene til være som før, trænger sig på. Han møder MJ og Nate igen efter mange år, men tingene har ændret sig. Det får Peter Parker også at mærke på sine egen krop.

Hans kræfter bliver sværere at kontrollere. Jeg synes det er så cool at se hans kamp for at kontrollere sine kæfter og holde dem nede. Der kan jeg også se mig selv. Jeg har også svært ved ændringer på nogle punkter og har prøvet stadig at holde fast i det gamle og det trygge, men tingene ændrer sig nogle gange, og det er okay. Det er selvfølgelig MJ (som stadig er hans livs kærlighed), der får ham til at indse det.

Jeg må bare sige, at selv om Tom Holland, som spiller Spider-Mand, og Zendaya, som spiller MJ, ikke har mange scener sammen, har de altså bare fanatisk kemi. Stor respekt herfra for at de leverer så stærk historie om at forandring er svært – men at det nogle gange er for det bedre.

Smæk på action og (lidt for) overdrevne kampscener
I en god Spider-Man film skal der være masser action, og det er der også i denne her. Der er intense jagtscener, vilde kampscener – især kampen mellem Spider-Man og Hulk var vild!

Hvor kampscenerne er på deres højeste tekniske niveau, virker det nærmest om, skuespillerne laver en dans. Men det var også en anelse overdrevet nogle gange. Især i kampen mod ninjagruppen tænkte jeg: “Rolig nu!”. Den måde de fløj rundt på, virkede for urealistisk. Men jeg sad også tit og tænkte: “Bare det var mig, der kunne det der!”. Sådan har jeg altid har haft det, når jeg ser Spider-Man film.

Spændende hvad fremtiden bringer
Så jeg kan varmt anbefalde Spider-Man: A New Day. Filmen har en stærk historie, men jeg vil anbefale, at man først ser “Spider-Man: No way home”, som er filmen før den her. Så virker historien stærkere, synes jeg.  Det er en film, hvor jeg fik kuldegysninger, især når det gælder kemien mellem de tre venner i de små øjeblikke, som man ser i filmen. Jeg kommer nok til at grine, hver gang jeg ser Nates første møde med Spider-Man i den her film.

Det er en film, som jeg er glad for, at jeg har set to gange for at få det store billede af filmen. Og jeg glæder mig til at se, hvad der sker fremtiden for Spider-Man-filmene.

Jeg vil give filmen fire ud af fem stjerner.

Tobias Qwist

Tobias Qwist er en passioneret skribent, der skriver med hjertet uden filter. Med en personlig og ærlig tilgang inviterer han sine læsere med ind i sit univers af tanker og refleksioner. Hans mål er både at underholde og inspirere – især når det gælder hans store passioner: Anime, gaming og sport.

The post Anmeldelse af Spider-Man: Brand New Day appeared first on TV Glad.

Af Tobias Qwist
Foto af Matias Olsen

Kender I det, at man nogle gange støder på en historie, som man bare sidder helt fast i, og som rammer hele følelsesregisteret?
Det var lige præcis hvad der skete for mig, da jeg så en anime ved navn Your Lie in April. Her møder man karaktererne Kousei Arima og Kaori Miyazono, som mødes og bruger musik til at støtte hinanden igennem op- og nedture

En kamp tilbage fra angsten
Første gang vi møder Kousei, møder vi en pianist, som er et supertalent, men har opgivet at spille, efter at have mistet evnen til at høre, hvad han selv spiller på klaveret. Det sker på grund af en mor, som har presset ham alt for hårdt, og derfor udvikler han angst for at spille klaver.

Så møder han en helt speciel pige, Kaori Miyazono, som er violinist og bare har den her vilde livsglæde, som springer ud af skærmen, og man bliver bare draget af hende.
Hun sparker bogstaveligt talt vores pianist Kousei i gang med at spille klaver igen.

Kousei er en type, som vil have det hele skal være perfekt. I hans yngre dage blev han kendt som “robotten”, som lavede nul fejl. Det var så vildt for mig at se, hvordan hans syn på musik ændrer sig igennem animeen, og hvordan han åbner sig op, lige så stille, som menneske, og begynder at inspirere andre igennem sin musik, fordi han møder den helt rigtige person. 

En livsnyder, som tror på det bedste i mennesker
Som jeg skrev før, er Kaori Miyazono et helt specielt menneske, som tror på det bedste i mennesker, og én, som bare får mig til at sige ”wow”, når man ser hende på scenen.
Men hun er også en skrøbelig person, som kæmper med sit, og derfor har besluttet at få det bedste ud af sit liv og skjule, hvordan hun virkelig har det.

Det kan jeg virkelig relatere til. Jeg siger også selv tit: “Tænk ikke på mig, jeg klarer mig. Jeg vil bare se så mange glade som overhovedet muligt.”
Men selvfølgelig er der altid to sider af en sag. Både når det gælder mig, og når det gælder karaktererne i serien. Kaori er også bare en pige, som er bange, ligesom Kousei. Han er også bare bange og må se frygten i øjnene.

Sammen kan man mere
Det, som rørte mig ved Your Lie in April, var måden, de to hovedpersoner hjælper hinanden igennem musik og næsten taler til hinanden igennem musikken, men også taler til os seere, ved at fortælle deres tanker igennem det, de spiller.

Og jeg siger jer, at musikken er så smuk. Igennem den klassiske musik, viser de os en god fornemmelse for de virkelige ting, man går igennem, når man har angst eller er alvorligt syg.

De viser også noget, man nogle gange glemmer: hvordan folk på sidelinjen har det. At der er to sider af samme historie. Men vigtigst af alt er, at så længe man har gode mennesker at støtte sig op ad, så skal det nok gå.
Så jeg vil sige, at det er et mesterværk af en anime, som vækkede nogle følelser i mig, som gjorde, at jeg var nødt til at holde pause, tage en dyb indånding og få styr på mig selv.  

Så hvis du tænker ”den må jeg bare se” –  kan den ses Crunchyroll og Netflix.

Tobias Qwist

Tobias Qwist er en passioneret skribent, der skriver med hjertet uden filter. Med en personlig og ærlig tilgang inviterer han sine læsere med ind i sit univers af tanker og refleksioner. Hans mål er både at underholde og inspirere – især når det gælder hans store passioner: Anime, gaming og sport.

The post Anmeldelse af Your Lie in April: En historie om op- og nedture appeared first on TV Glad.

Af Louise Larsen
Foto: Jonas Koch

Det er ikke alle reklamer på Facebook, man skal stole på. Men da jeg scrollede forbi en reklame for denne nye bog af Karina Sejerø Bell, blev mit blik så fanget af bogens sorte cover med blå blomster og spiralhjerter, at jeg måtte stoppe op og læse om den.
Også titlen på bogen, Første blod, vækkede min interesse, så jeg fandt de første tre kapitler af bogen, og jeg blev nærmest fanget med det samme. Få dage efter købte jeg bogen fysisk og læste den.

Bogen er den første i Karina Sejerø Bells trilogi, og dens genre er romantasy, en blanding af romantik og fantasy. Så hvis du er til kærlighed, vampyrer og overnaturlige ting, er Første Blod muligvis noget for dig.

Som romantasy-tilhænger kommer her min anmeldelse af bogen, hvis fysiske sider er sprayet med blomster, men hvis indhold bærer på en mørk fortælling om hovedpersonens dystre fortid og de farer, hun løbende bliver udsat for.

Resumé
Bogen handler om en kvinde, der hedder Liva, som er traumatiseret og har angst og ar på kroppen efter et voldeligt forhold. Af den grund går hun til selvforsvar. Hun arbejder på en bar med sin bedste veninde, Gaby, som hun også bor sammen med. Liva møder en fyr på sit arbejde med azurblå øjne, og det slår gnister mellem dem. Liva kan ikke få den fremmede fyr ud af hovedet. En aften, hvor Liva og Gaby er ude at løbe, bliver de overfaldet. Det viser sig, at det er fyren Vincent, hun mødte i baren, og hans bedste ven, Cas. De to fyre er i virkeligheden vampyrer, der overfalder dem for at drikke deres blod. Vampyrerne sørger altid for at slette deres ofres hukommelse, for på den måde holder de vampyrsamfundet hemmeligt. Til deres store overraskelse opdager de, at de ikke kan slette Livas tanker, og derfor må de kidnappe hende. Liva bliver holdt fanget og suget ind i et vampyrsamfund, hun ikke vidste fandtes. Hun er taget til fange på et slot, fordi det viser sig, at vampyren Vincent er kongelig i vampyrsamfundet. Det er op til vampyrsamfundets parlament at afgøre Livas skæbne, da mennesker normalt ikke må vide noget om deres hemmelige verden. Hvordan Liva klarer sig i vampyrsamfundet, finder du ud af ved at læse bogen.

En fængende, men til tider langtrukken fortælling
Jeg synes, universet fungerer godt. Det foregår i Danmark, hvor man bliver præsenteret for fiktive byer, der dog lyder så troværdige, at de kunne være rigtige danske byer. For eksempel bor Liva i Blåbæks Bymidte, og man hører også om byen Lynninge. Det er sjældent, jeg støder på denne genre af en dansk forfatter, så jeg synes, at det er sjovt og forfriskende, at byerne er ”danske” og ikke engelske.
Udover de fiktive, danske byer, der fungerer godt, er vampyrsamfundet også fængende. Man bliver hurtigt suget ind i universet, fordi dets til tider mørke kombineret med Livas tanker og følelser skaber en mystik og spænding, der gør bogen svær at lægge fra sig.

Forfatterens beskrivelser gør det let at forestille sig, hvordan personerne og vampyrsamfundet ser ud. Hun skriver på en måde, så man nærmest kan mærke karakterernes følelser. Det gør det nemt at leve sig ind i det med alle beskrivelserne.

Det, der dog fungerer mindre godt, er, at fortællingen føles lidt langtrukken visse steder i bogen. Der er steder, hvor jeg føler, man godt kunne have kortet lidt ned uden at ødelægge handlingen. Liva bliver som beskrevet kidnappet og holdt til fange i slottets kælder. Det føles som meget lang tid, fordi der ikke sker ret meget. Man når til at punkt, hvor man bliver træt af at høre om, at hun sover og ikke har meget at lave i fangehullet. Jeg tænker ikke, det er vigtigt for historien at dvæle så længe i kælderen.

Et letlæseligt sprog fuld af detaljer
Jeg synes, at bogen er nem at læse, da tekststørrelsen ikke er lille, som den kan være i nogle bøger. Forfatteren er meget gavmild med sine beskrivelser, og man får så mange detaljer, så man burde kunne forstå sproget og bogens handling. Hun beskriver karakterernes tanker og følelser nøje, så det er nemt at følge med.

Fire ud af fem stjerner
Jeg giver bogen fire ud af fem stjerner. Bogens univers fanger én hurtigt, og den er svær at lægge fra sig. Sproget er let at forstå, og de mange detaljer gør det nemt at se vampyrsamfundet og bogens karakterer for sig. Det er så velbeskrevet, at man nærmest kan mærke hovedpersonens følelser på egen krop. Bogen kommer dog ikke helt op på fem stjerner, fordi den bliver lidt langtrukken visse steder, hvor forfatteren godt kunne have kortet ned uden at ødelægge handlingen.

Hvem egner bogen sig mest til?
Hvis ord som vampyrer, kærlighed, soulmates, fantasy, følelser og spænding vækker din interesse, så er Første blod nok noget for dig. Det samme gælder, hvis du er til bøger som Twilight, The Vampire Diaries og True Blood. Der, hvor Første blod dog adskiller sig en anelse er, at der er skruet mere op for mørket og erotikken. Karakterernes erotiske tanker og de få erotiske scener gør, at bogen er mest egnet til den voksne eller begyndende voksne læser.

God læselyst.

The post Boganmeldelse: ‘Første blod’ af Karina Sejerø Bell appeared first on TV Glad.

Af Frederik Schmidt Johansen

Foto af Blå Berglind

Hayao Miyazakis film er for mig noget helt særligt – magiske, flotte og fulde af små øjeblikke, man kan forsvinde ind i. Derfor blev jeg virkelig glad, da jeg så, at der var kommet en dokumentar om ham. I dokumentaren følger vi Miyazaki tæt, og vi får lov at se, hvordan han arbejder med sine tegninger.

Man ser, hvordan han laver illustrationerne til Drengen og hejren. Han fortæller om sin arbejdsproces, om de tanker han gør sig, og om den måde han skaber sine historier på. Men filmen handler ikke kun om det kreative. Han åbner også op om det svære – blandt andet om at miste sin mentor, Isao Takahatar. Det gjorde dokumentaren mere rørende, end jeg havde forventet.

Fedt at lære Miyazaki at kende.

Det jeg især lagde mærke til – og rigtig godt kunne lide – var, hvor åben og snakkesalig Miyazaki er. Han virker ægte og nærværende. Jeg kunne også virkelig godt lide, at vi følger ham på hans gåture. Det var fascinerende at se, hvordan han søger inspiration, når han går i stå med en tegning eller et stykke artwork. Det gjorde ham menneskelig og let at relatere til.

Svært at se film på japansk.

Det, der var en lille udfordring for mig, var sproget. Jeg ville ønske, han kunne engelsk – det var nogle gange lidt svært både at læse undertekster og lytte samtidig. Men efterhånden vænnede jeg mig til det, og jeg kunne godt lide, hvordan filmen brugte det visuelle til at støtte fortællingen. Det fungerede faktisk overraskende godt.

En mand med karisma og kærlighed til sit håndværk.

Miyazaki er en karismatisk mand, og man kan tydeligt mærke, hvor meget han elsker sine tegninger og sine historier. Han har også en stor respekt for naturen, hvilket ofte ses i hans film. Han er kendt for store værker som Chihiro og heksene og Det Levende Slot, og noget af det, jeg altid har beundret ham for, er hans stærke kvindelige hovedpersoner. Han henter ofte inspiration fra sin barndom og sine omgivelser, og hans samarbejde med komponisten Joe Hisaishi er efterhånden legendarisk.

Endnu en film fra Miyazaki?

Da jeg fandt ud af, at der kom en dokumentar om Hayao Miyazaki, blev jeg virkelig glad. Han er nemlig en af dem, der fik mig ind i anime-verdenen – både på grund af musikken og hans helt særlige tegnestil. Hans film minder mig lidt om Disney, fordi de er noget, alle kan se. De har fantasien, livet, romantikken og de små magiske øjeblikke, som gør, at man husker dem længe efter. Der er noget kreativt og eventyrligt i hans film, som jeg altid har elsket.

Og så går der jo rygter om, at Miyazaki måske arbejder på en ny film. Man ved aldrig med ham, men hvis rygterne viser sig at være rigtige, glæder jeg mig bare til at se, hvad han finder på denne gang.

“Hayao Miyazaki og hejren” er fra 2024 og kan ses på Netflix.

The post Hayao Miyazakis film er magiske og flotte – anmeldelse af “Hayao Miyazaki og hejren” appeared first on TV Glad.

Af Tobias Qwist

Foto af Blå Berglind

Når det gælder mit forhold til tv-julekalendere, har det altid været en af de vigtigste ting, som jeg kun ser én gang om året. Da jeg var mindre, var det med at blive opslugt og leve sig ind i et nyt eventyr hvert år noget helt særligt. Jeg har tre punkter, som skal være opfyldt, før det er en god julekalender.

For det første må der gerne være noget magisk over historien, som jeg kan slippe væk i, gerne med noget uventet og en historie, som giver noget at tænke over. For det andet er det karakterer, som jeg kan relatere til, og som man hygger sig med at følge – selv i de små hverdagsagtige ting. Og selvfølgelig ikke mindst: julestemning.

Så ja, tv-julekalendere går jeg meget op i, og derfor har jeg besluttet at lave en anmeldelse af TV 2’s nyeste julekalender: Valdes Jul | Vintermiraklet. Så her er mine tanker.

En spændende historie, som starter langsomt

Når det gælder historien i Valdes Jul – Vintermiraklet, er man tilbage hos Valde og hans familie på gården, hvor der er sket nye ting. Tala er flyttet ind og prøver at være en del af familien. Valdes far, Morten, er begyndt at tage over på gården, og Valdes mors søster, Karoline, er blevet en del af familien.

Så alt ser ud til at ånde fred og ro på den lille gård – og i skoven omkring den, hvor Valde er ved at lære om sine nye kræfter, og hvordan han bedre kan kommunikere med skoven.

Men der sker mærkelige ting i skoven. Der er en jæger, som jager vores kære elver-nisse, Rang, og de andre magiske væsner, som har forvildet sig ind i den menneskelige del af skoven. Men hvorfor gør han det? Hvad er han ude efter? Svaret er tættere på, end man tror, igennem vores helts klassekammerat, Celine, som er vendt hjem fra at have været ude at rejse sammen med hendes far, som er opdagelsesrejsende og på jagt efter et ældgammelt sagn om en tåre, som kan opfylde ønsker.

Det bliver starten på et vildt kapløb, hvor vores helte bliver testet mere end nogensinde før og lærer mere om sig selv. Lyder det spændende? Det er det også. Men jeg synes, historien er meget langsom til at starte op. Jeg sad desværre efter flere episoder i starten med en fornemmelse af: ”altså skete der overhovedet som var vigtigt for plottet?” Men ca. halvvejs inde i julekalenderen, begyndte jeg at blive grebet af historien.

Et glædeligt gensyn med de fleste karakterer

Når det gælder karaktererne, var det første, jeg lagde mærke til, at Valdes mor og lillesøster ikke bliver spillet af de samme skuespillere som før. De bliver spillet af henholdsvis Lia Ballestero Slagelse som søster Rita og Amalie Dollerup som Valdes mor. Det skulle jeg lige vænne mig til – især da Rita bliver spurgt, om nissen har været på spil. Det føltes mærkeligt for mig – men de vokser på mig, jo længere jeg kom hen i historien.

Ellers var det dejligt at se de andre karakterer igen. Morfar, som kæmper med at give slip på gården og lade være med at blande sig i sin svigersøns idéer om griseproduktion. Eller Anker, som prøver at skabe julestemning på sin egen måde – men mere om ham senere.

Den helt store stjerne i mine øjne er Tala. Som sagt før kæmper hun med at finde sin plads i menneskeverdenen og begynder at kunne lide det så meget, at hun kæmper med, hvem hun egentlig er. Det kan jeg relatere til – det med at prøve at finde sin plads.

Jeg vil have mere julestemning

Når det gælder julestemning, kunne der godt være brugt mere. Det, jeg var mest trist over, var måden, de har brugt nissen Rang på, som forsvinder allerede i første episode. Jeg ved godt hvorfor de gør det – for at vise hvor farlig jægeren er – men det gør noget ved julestemningen for mig, fordi han er den eneste nisse i julekalenderen.

Det berømte julemarked vil jeg også gerne se mere af. Der er lyspunkter i Anker, som prøver at lave den perfekte pebernød til at sælge i sin bod. Selvom jeg ikke kun kan tænke mig at smage en pebernød, som smager af marcipan og røget laks – hvad tænker du på, dreng? Så skulle det måske være den med flæskesteg, hvis jeg skulle prøve én.

Det var også hyggeligt at se Valdes mor, Malou, prøve at få Karoline i julestemning. Men desværre, som mange andre nye julekalendere, er det mere eventyret end julestemningen, som er i førersædet.

Alt i alt er det dog en fin julekalender med en spændende historie, når den først kommer i gang – hvor julestemningen godt kunne fylde lidt mere efter min smag.

Jeg vil give den 4 ud af 5 stjerner.

Anmeldelsen er skrevet ud fra de første 15 episoder af Valdes Jul – Vintermiraklet.

Tobias Qwist

Tobias Qwist er en passioneret skribent, der skriver med hjertet uden filter. Med en personlig og ærlig tilgang inviterer han sine læsere med ind i sit univers af tanker og refleksioner. Hans mål er både at underholde og inspirere – især når det gælder hans store passioner: Anime, gaming og sport.

The post Anmeldelse: Valdes Jul – Vintermiraklet appeared first on TV Glad.

Af Casper Frisk
Foto Matias Olsen

Anmeldelse: Ronja Røverdatter (Netflix 2024)

Første gang jeg stiftede bekendtskab med Ronja Røverdatter var tilbage i 2015, da jeg skulle til Frankrig med mine forældre. Jeg havde købt lydbogen for 100 kr, og vi begyndte at lytte til den på turen. Det var ikke en historie fyldt med vild action, men den havde alligevel noget særligt – et univers, der fangede én, og en rolig, næsten meditativ stemning, som er svær at forklare. Så da jeg hørte, at Netflix ville lave en ny serie – med rigtige skuespillere – var det straks noget, jeg måtte se.

Serien åbner med Ronjas fødsel, præcis som i bogen, og det første der slår én er, hvor flot og stemningsfuldt det hele er lavet. Især grå dværgene, som flyver rundt i skoven, er imponerende animeret med CGI – deres design er både mystisk og skræmmende på samme tid. Der er ingen tvivl om, at Netflix har investeret godt i det visuelle.

Men det er ikke bare en tro kopi af bogen. Serien føles tro mod originalen, men den tør også gå nye veje. For eksempel får vi for første gang et indblik i landsbyens liv – folk, der lider under røvernes plyndringer, og som frygter ikke at have mad nok til vinter. Det er ikke noget, man ser i bogen, hvor vi kun følger Ronjas synsvinkel. Her udvides universet, og det gør historien mere levende og relevant – især for et moderne publikum.

Skuespillerne gør det også rigtig godt. De rammer karakterernes personligheder fint, og selv med de udvidelser, der er lavet til historien, føles det som en naturlig forlængelse af Lindgrens værk. Mattis og hans røverbande er både komiske og skræmmende, præcis som de skal være.

Er der så noget, jeg ikke bryder mig om? Både ja og nej. Cirka 80 % af det, der sker i serien, synes jeg fungerer rigtig godt. En af de ting, jeg studsede over, var Ronjas far, Mattis – han kan nogle gange fremstå mere ond eller rå, end han gør i bogen. Men faktisk gør det historien mere troværdig og menneskelig. Også scenerne i landsbyen føles realistiske og giver dybde.

Ronja Røverdatter er en vellykket nyfortolkning af en klassiker. Den er visuelt smuk, tro mod originalen og tør samtidig vise nye sider af historien. Jeg kan klart anbefale den – både til dem, der kender bogen, og dem der aldrig har mødt Ronja før.

Karakter: 4 ud af 5 stjerner

The post Nye sider af Ronja Røverdatter  appeared first on TV Glad.