Nye sider af Ronja Røverdatter 

12. 08. 2025

Af Casper Frisk
Foto Matias Olsen

Anmeldelse: Ronja Røverdatter (Netflix 2024)

Første gang jeg stiftede bekendtskab med Ronja Røverdatter var tilbage i 2015, da jeg skulle til Frankrig med mine forældre. Jeg havde købt lydbogen for 100 kr, og vi begyndte at lytte til den på turen. Det var ikke en historie fyldt med vild action, men den havde alligevel noget særligt – et univers, der fangede én, og en rolig, næsten meditativ stemning, som er svær at forklare. Så da jeg hørte, at Netflix ville lave en ny serie – med rigtige skuespillere – var det straks noget, jeg måtte se.

Serien åbner med Ronjas fødsel, præcis som i bogen, og det første der slår én er, hvor flot og stemningsfuldt det hele er lavet. Især grå dværgene, som flyver rundt i skoven, er imponerende animeret med CGI – deres design er både mystisk og skræmmende på samme tid. Der er ingen tvivl om, at Netflix har investeret godt i det visuelle.

Men det er ikke bare en tro kopi af bogen. Serien føles tro mod originalen, men den tør også gå nye veje. For eksempel får vi for første gang et indblik i landsbyens liv – folk, der lider under røvernes plyndringer, og som frygter ikke at have mad nok til vinter. Det er ikke noget, man ser i bogen, hvor vi kun følger Ronjas synsvinkel. Her udvides universet, og det gør historien mere levende og relevant – især for et moderne publikum.

Skuespillerne gør det også rigtig godt. De rammer karakterernes personligheder fint, og selv med de udvidelser, der er lavet til historien, føles det som en naturlig forlængelse af Lindgrens værk. Mattis og hans røverbande er både komiske og skræmmende, præcis som de skal være.

Er der så noget, jeg ikke bryder mig om? Både ja og nej. Cirka 80 % af det, der sker i serien, synes jeg fungerer rigtig godt. En af de ting, jeg studsede over, var Ronjas far, Mattis – han kan nogle gange fremstå mere ond eller rå, end han gør i bogen. Men faktisk gør det historien mere troværdig og menneskelig. Også scenerne i landsbyen føles realistiske og giver dybde.

Ronja Røverdatter er en vellykket nyfortolkning af en klassiker. Den er visuelt smuk, tro mod originalen og tør samtidig vise nye sider af historien. Jeg kan klart anbefale den – både til dem, der kender bogen, og dem der aldrig har mødt Ronja før.

Karakter: 4 ud af 5 stjerner

Vil du se mere…