
Af Frederik Schmidt Johansen
Foto af Blå Berglind
Hayao Miyazakis film er for mig noget helt særligt – magiske, flotte og fulde af små øjeblikke, man kan forsvinde ind i. Derfor blev jeg virkelig glad, da jeg så, at der var kommet en dokumentar om ham. I dokumentaren følger vi Miyazaki tæt, og vi får lov at se, hvordan han arbejder med sine tegninger.
Man ser, hvordan han laver illustrationerne til Drengen og hejren. Han fortæller om sin arbejdsproces, om de tanker han gør sig, og om den måde han skaber sine historier på. Men filmen handler ikke kun om det kreative. Han åbner også op om det svære – blandt andet om at miste sin mentor, Isao Takahatar. Det gjorde dokumentaren mere rørende, end jeg havde forventet.
Fedt at lære Miyazaki at kende.
Det jeg især lagde mærke til – og rigtig godt kunne lide – var, hvor åben og snakkesalig Miyazaki er. Han virker ægte og nærværende. Jeg kunne også virkelig godt lide, at vi følger ham på hans gåture. Det var fascinerende at se, hvordan han søger inspiration, når han går i stå med en tegning eller et stykke artwork. Det gjorde ham menneskelig og let at relatere til.
Svært at se film på japansk.
Det, der var en lille udfordring for mig, var sproget. Jeg ville ønske, han kunne engelsk – det var nogle gange lidt svært både at læse undertekster og lytte samtidig. Men efterhånden vænnede jeg mig til det, og jeg kunne godt lide, hvordan filmen brugte det visuelle til at støtte fortællingen. Det fungerede faktisk overraskende godt.
En mand med karisma og kærlighed til sit håndværk.
Miyazaki er en karismatisk mand, og man kan tydeligt mærke, hvor meget han elsker sine tegninger og sine historier. Han har også en stor respekt for naturen, hvilket ofte ses i hans film. Han er kendt for store værker som Chihiro og heksene og Det Levende Slot, og noget af det, jeg altid har beundret ham for, er hans stærke kvindelige hovedpersoner. Han henter ofte inspiration fra sin barndom og sine omgivelser, og hans samarbejde med komponisten Joe Hisaishi er efterhånden legendarisk.
Endnu en film fra Miyazaki?
Da jeg fandt ud af, at der kom en dokumentar om Hayao Miyazaki, blev jeg virkelig glad. Han er nemlig en af dem, der fik mig ind i anime-verdenen – både på grund af musikken og hans helt særlige tegnestil. Hans film minder mig lidt om Disney, fordi de er noget, alle kan se. De har fantasien, livet, romantikken og de små magiske øjeblikke, som gør, at man husker dem længe efter. Der er noget kreativt og eventyrligt i hans film, som jeg altid har elsket.
Og så går der jo rygter om, at Miyazaki måske arbejder på en ny film. Man ved aldrig med ham, men hvis rygterne viser sig at være rigtige, glæder jeg mig bare til at se, hvad han finder på denne gang.
“Hayao Miyazaki og hejren” er fra 2024 og kan ses på Netflix.



