Af Magnus Schultz Pedersen
Fotos af Matias Olsen
For et halvt år siden fulgte vi Christian Eckholdt fra TV Glad, som skulle flytte hjemmefra for at bo på et bosted. Han ville have sit eget sted med egne regler.
Nu har vi besøgt Christian på 28 år igen i hans nye hjem for at finde ud af, hvordan det er gået med at flyve fra reden.
– Jeg bestemmer selv over de ting, jeg gerne vil lave, fremhæver Christian, da han fortæller om sin nye hverdag på bostedet.
Madlavning via Face-Time
Der er bl.a. mulighed for både at spise sammen med de andre beboere og lave sin mad selv.
– Jeg spiser gerne med, hvis der er noget godt på menuen, men ellers spiser jeg selv.
Laver du så din mad selv?
– Ja, jeg har trænet i at lave mad, inden jeg flyttede hjemmefra. Når mine forældre var ude og rejse, skulle jeg lave mad selv. Så face-timede jeg med min mor, og så vejledte hun mig derigennem.
Derudover har han også lært at vaske op, gøre rent og vaske sit tøj. Alt sammen noget, han mener, alle burde lære, inden de flytter hjemmefra. Til gengæld har han svært ved at rede sin seng og vaske gulv.
– Her får jeg hjælp af pædagogerne, og så face-timer jeg også stadig med mine forældre, og så vejleder de mig.

Hjælp fra kollega
Men selvom Christian er rimelig god til at være selvstændig og gerne ville flytte hjemmefra, så var det ikke helt uden skrupler.
– Jeg var lidt nervøs i starten for, hvordan det ville gå, siger han.
Han har svært ved at være social og frygtede derfor bl.a., at det ville være svært at få venner – og det blev det også. Men heldigvis bor en af hans kolleger fra TV-Glad Tobias Qwist også på dette bosted, og det gjorde en forskel.
– Det hjælper meget at kende Tobias, siger han.

– Så går vi ture sammen og snakker om, hvad man kan gøre og så videre.
Både Tobias og en af hans andre kolleger Larna O’Reilly har givet ham en række råd til, hvad han kunne gøre for at falde til og blive mere social. Han har prøvet at tage rådene til sig, men det har ikke været så nemt.
– Jeg ved godt, det ikke kommer af sig selv, men det er meget svært, siger han.
Savner at stjæle internettet
Han savner indimellem stadig at bo hos sine forældre, men ellers går det fint, synes han selv.
Dem der nok havde det sværest med fraflytningen var hans forældre og hans søster.
– De syntes, det var svært at forstå, at jeg ikke længere sad på mit værelse og stjal internettet, som de kalder det, siger han med et grin.
Det, han selv savner mest, er nok familiens to katte, som bl.a. plejede at vække ham om morgenen. Man må ikke have husdyr på bostedet, og det, synes han, er lidt ærgerligt.
Heldigvis bor de ikke så langt væk, så han kan nemt tage bussen ud til dem, så han, udover at hygge med både familien og kattene, kan “stjæle” internettet. Samtidig står hans gamle værelse der også endnu, så han kan overnatte der indimellem.
Men ser du stadig dine forældres hus som “hjem”? Føles det som “at komme hjem”, når du besøger dem?
– Mit hjem er på bostedet, derfor har jeg også indrettet det med helt nye møbler. Jeg har ikke taget nogle af møblerne med fra mit gamle værelse, fordi det skulle ikke ligne mine forældres hjem. Det skulle se ud på min måde, og derfor har jeg også fået et større TV i min lejlighed.

Føler sig mere voksen nu
På trods af, at det sociale stadig er svært, så føler han, at han har det godt i sin nye tilværelse.
– Jeg føler mig mere voksen nu, hvor jeg selv skal sørge for, at der er mad i mit køleskab, siger han med et grin.
Hvordan havde Christian det, inden han flyttede på bosted? Det kan I se i dette indslag, hvor Tobias og Larna også giver ham råd til, hvordan han bl.a. kan blive mere social på bostedet.
Held og lykke til Christian med den nye tilværelse. Vi håber, det vil lykkes for dig at blive mere social.