FRANTSEN PÅ SLOTTET: Jægerspris, kærlighedens sejrsslot

Af David Køhn Frantsen
Foto: Matias Olsen

Frantsen på Slottet  I denne artikelserie besøger David Køhn Frantsen en række af Danmarks historiske kongeslotte. Som engageret royalist og passioneret formidler af danmarkshistorien ønsker han at dele sin glæde ved vores fælles kulturarv.  I hver artikel fremhæver David de tre mest fascinerende oplevelser eller fortællinger fra sit besøg i håbet om at vække læserens lyst til selv at opleve de mange smukke slotte i vores land.

Jægerspris er et pragtfuld, vidunderligt og herligt slot. Denne underbara fæstning var et helle for mig at beskæftige mig med, da jeg var 14 år gammel.  For da var jeg nemlig i en djævelsk og svær periode i mit liv. Jeg blev mobbet i folkeskolen, Naughty Dog solgte rettighederne til Crash Bandicoot, og som om det ikke var nok, fik mit elskede Harry Potter gudhjælpemig en ny instruktør!

Derfor vidste jeg ikke noget bedre end at sidde derhjemme foran brændeovnen og proppe mig pommes frittes, mens jeg læste i Palle Laurings bog om de danske konger og dronninger. Og i særdeleshed Frederik 7., der jo netop boede på Jægerspris, tiltalte mig.

Denne monark, der kaldtes for Frederik Folkekær, og som med salige Palle Laurings ord blev kaldt “En umuligius i skolen!”. Det kunne jeg relatere til, da jeg selv var helt og aldeles ustyrlig i skolen og aldrig lavede lektier. Så at læse om Jægerspris gav mig tryghed! Derfor var Jægerspris et oplagt valg, da jeg skulle udpege den næste royale fæstning, som jeg ville besøge, efter mit interview med Rosenborg.

Jægerspris blev opført i 1300-1400 tallet til, som navnet antyder, at gå på jagt. De fleste oldenborgske konger nød at puste ud og lade op ved dette iøjenfaldende slot. I dag ejes Jægerspris af Frederik 7.´s stiftelse, der blandt huser et børnehjem. Jeg er sikker på, at den Majestætiske kronhjort af bronze, foran slottet vogter over og beskytter børnene.

Ikke nok med det, så forener Jægerspris både kongehuset, dyrene og ikke mindst kærligheden! Jeg var så heldig at få tag i den helt rigtige at interviewe, nemlig kunsthistorikeren Marie Laulund. Hun vil fortælle både mig og jer, kære læsere, om hvordan man bliver klogere på Jægerspris, der rummer historien om en af mine yndlingskonger Frederik 7. og hans gemalinde Louise Rasmussen, også kaldet Grevinde Danner. Hun blev for øvrigt Danmarks første borgerlige medregent. I denne artikel har jeg udvalgt de tre mest fascinerende oplevelser eller fortællinger fra mit besøg. God fornøjelse!

1. Frederik og Louise
Det største højdepunkt for mig var uden tvivl historien om Frederik og Louises kærlighed og hengivenhed overfor hinanden. Mit første spørgsmål til Marie Laulund handler om Frederik d. 7’s humørsvingninger. For er det sandt, at når monarken fik en af sine maniske anfald, så var det bedste, man kunne gøre, at hente Louise, så hun kunne sige “Fald lige ned på jorden, kammerat”?

”Det tror jeg helt bestemt.Altså, på den måde har de været et rigtig, rigtig godt par, for de passede godt på hinanden. Og Frederik 7. elskede hende virkelig højere end noget andet og ville sikre hende og gav hende gaver, samlinger, smykker, et slot, ja, han gav hende så meget. Og til gengæld så var hun der altid for ham ved hans side,” fortæller kunsthistoriker Marie Laulund.

Louise Rasmussen var aldrig officielt dronning. Men med tanke på, at vores nuværende Dronning Mary kaldes for Danmarks første medregent med rødt blod i årerne (salige Prins Henrik var nemlig adelig, dog ikke kongelig), så overvejer jeg, om ikke Grevinde Danner så kan siges at være den allerførste borgerlige medregent, når hun jo nu var gift med monarken. Dette spørger jeg Marie Laulund om, og hun svarer:

“Dét vil jeg helt sikkert sige! Og det var lige netop dér, at skandalen lå! Det var et utroligt omdiskuteret ægteskab og så kompliceret. For Frederik var jo født ind i Danmarks mest magtfulde og indflydelsesrige familie, mens Louise var et uægte barn af en tjenestepige i København. Det var to verdener, der officielt ikke kunne forenes. Selvom Frederik 7. gentagne gange sagde: “Louise er min hustru! Min ligeværdige hustru!”. Det var faktisk kun den svenske konge Carl 15. (konge af Sverige fra 1859-1872),der 100% anerkendte Louise som Frederiks ligeværdige hustru, og som ville sidde til Taffel med hende.”

Marie Laulund viser mig en büste af Carl 15. af Sverige, der står og pryder så fint i audiensværelset. Og så var det jo ingen hemmelighed, at Frederik 7. elskede at gå på jagt. For i jagt og kærlighed gælder det begge gange om at slå til og være tålmodig. Derfor kommer næste afsnit til at handle om jagten her på Jægerspris.

2. Frederik og Louises jagtglæder
Da dyr jo, sammen med kongehuset, er den største af mine livsinteresser, så spørger jeg Marie Laulund, om det er sandt, at Frederik 7., længe før han blev konge, var en ret ivrig og dygtig jæger.

“Jo, helt bestemt. Og det var også en passion, som kongen delte med Grevinde Danner. Hvad mange ikke ved er, at hun også selv var en meget dygtig jæger med stor hengivenhed for dyr og natur,” fortæller kunsthistorikeren.

Marie Laulund viser mig geviret fra en hjort, som Louise Christine Danner (født Rasmussen) har nedlagt i 1861, og hun forsætter:

“Da Frederik 7. i 1854 vælger at købe Jægerspris Slot, så giver han det som gave til sin Louise. Og derfor gik alle de jagter, der blev holdt her på slottet under navnet “Dannerjagten”, hvor hun var værten.”

Der hænger også en kongeørn, en hornugle og sneugle, alle, som kongen selv har nedlagt.

Nedlagt er jo det samme som dræbt, der igen fører til døden. Derfor kommer tredje og sidste afsnit til at handle om Louises grav og en mulig genbegravelse af Frederik 7.

3. Grevinde Danners gravsted
Til slut på vores rundtur besøger vi Slotsparken, hvor Grevinde Danner er stedt til hvile. Hun har fået lavet et begravelsesmonument, som er en åben gravhøj, hvor hun ligger i en sarkofag inden bag et smedejernsgitter, hvor man kan se hendes våbenskjold. Da Marie Laulund viser mig gravstedet, får jeg samme fortryllende vingesus, som da jeg som barn så Kejserinde Dagmar af Ruslands kiste i Roskilde Domkirke i 2006, lige inden den blev overført til Rusland.

Derfor spørger jeg Marie Laulund, om hun tror, det er muligt, at ligesom Dagmar endelig kunne få lov til at ligge ved siden af sin elskede gemal Zar Alexander 3., om Grevinde Danner kunne få lov til det samme i Roskilde Domkirke ved Frederik 7.´s side? Marie tøver et øjeblik:

”Jamen, det har jeg ikke fantasi til at forestille mig, og dog…. Jeg kan ikke stå at sige, at det aldrig ville ske, for selvklart håber jeg da også, at Frederik og Louise også ville kunne blive genforenede i døden,” siger hun og tilføjer:

”Men så på den anden side ville hun jo mangle her. Jægerspris Slot var jo hendes hjem, og hun er jo nærmest stedets hjerte. Men det var hårdt både for Frederik 7. og Grevinde Danner, at hun ikke kunne anerkendes som hans ligeværdige hustru. Så det ville være en stor revitalisering at blive flyttet til Roskilde Domkirke. Så det er meget dobbelt,” siger Marie Laulund.

Og det kan jeg selvfølgelig godt se. For som Marie Laulund siger, er Louise nærmest hjertet og sjælen ved Jægerspris. Men jeg kan dog ikke give slip på tanken om, at hvis Louise blev stedt til hvile ved siden af Frederik 7., så kan hun måske for alvor blive anerkendt som Danmarks første borgerlige medregent. Mon man kunne genbegrave Frederik 7. her på Jægerspris i stedet?

Marie Laulund smiler og svarer:

“Jeg tror ikke, det ville være en farbar vej, men det kunne være et spændende eksperiment. Fordi hvor hører kongen til? Er det i den kongelige familie, som aldrig anerkendte Louise? Eller her på Jægerspris, hvor han færdedes med folket og dyrkede sine interesser og samtidig levede sammen med det menneske, som han elskede allerhøjest?”

Jægerspris får dit hjerte til at jagte endnu mere historisk viden
Historien om Frederik og Louise er en af de mest fantastiske kærlighedshistorier i hele den europæiske historie. Jeg tror, at vi europæere skal lede langt for at finde en monark, der bare havde halvt så meget held i kærligheden, som Frederik 7. havde med Louise.

Og så pragtfuldt og prydende som Jægerspris står, gør ikke besøget mindre værd, men fylder dagen med glædeligt royalt guld.

Jeg kan personligt anbefale, at man tager et besøg til Jægerspris og får en rundvisning, for det vil gøre dig klogere og gladere, både fagligt og menneskeligt.

Hvis du har lyst til at dykke endnu mere ned i Jægerspris historie, kan du læse hele afskriften med mit interview med Marie Laulund via dette link