Af Niels Dahl
Illustrationer: Tobias Erfurt
Indtaling: Tobias Erfurt
Hvordan kan man få et godt liv med handicap, når man har svært ved at tale rent som mig? Når man er stammer, tror folk, de hjælper, når de vil sige ordene på mine vegne, men det gør de bare slet ikke. Det bliver det faktisk bare meget værre af. De ved jo ikke, hvad jeg vil sige til dem. Så jeg ville ønske, at folk ville lytte til mig og give mig tid til at sige det det, jeg har på hjerte.
Nogen tager sig ikke tiden
Forleden dag var jeg nede i Føtex for at handle, men jeg kunne ikke finde det, jeg skulle bruge. Så jeg henvendte mig til personalet og forsøgte at forklare, hvad jeg ledte efter, men de forstod mig ikke. De gav sig simpelthen ikke tid til at lytte på mig. Så jeg måtte skrive ned, hvad jeg mente, før de forstod det. Tidligere ville sådan en situation have gjort mig ked af det, men nu er jeg snart så vant til det, at det ikke rører mig længere – og dog, hvis jeg skal være helt ærlig over for mig selv, er der stadig en del af mig, der bliver ærgerlig i den slags situationer. Over at folk ikke tager sig tid til at lytte.
Nogen tager sig tid
Jeg har i årenes løb fundet nogle trygge rammer, hvor jeg kan fortælle det, jeg gerne vil sige – også i større offentlige forsamlinger. Det gælder for eksempel Løgumkloster Refugium, hvor jeg er kommet gennem 29 år, og de kender mig rigtig godt. Når der er foredrag i havesalen, og jeg gerne vil stille et spørgsmål, giver de mig mikrofonen og lader mig stille mit spørgsmål med mine egne ord og giver sig tiden til, at jeg får formuleret ordene.
Det samme gælder for Aabenraa Y’s Men’s Club, hvor jeg har mange gode oplevelser, og hvor de respekterer mig og giver mig lov til at tale ud – både når vi taler sammen, og når der er større arrangementer.
Når folk lytter, føler jeg mig med i fællesskabet
I de situationer, hvor folk faktisk tager sig tid til at lytte og respekterer mig og min måde at formulere mig på, betyder det mere for mig, end de måske aner. Det giver mig følelsen af at være med i fællesskabet på lige fod med andre. Det er en vigtig følelse ikke at føle, at man er sat uden for døren – altså uden for fællesskabet. For den følelse kender jeg alt for godt, og det er netop den følelse, jeg får, når folk omkring mig ikke lytter eller lader mig tale ud.
En for tidlig fødsel har påvirket min tale og trivsel
Det, med at have taleudfordringer og at stamme, er jo ikke noget, jeg selv har valgt eller bare kan vælge at lade være med. Jeg blev nemlig født alt for tidligt og fik for lidt ilt under fødslen, har mine forældre fortalt. Derfor har det altid været et livsvilkår for mig helt fra barnsben. Og det er noget, der har påvirket mig lige siden min skoletid.
Det er bedst at få en god skolegang, men det var ikke tilfældet for mig. Jeg blev nemlig mobbet i skolen, og det bundene i mine taleudfordringer. Det var slet ikke rart at blive mobbet, og at nogen fra klassen var efter mig. Der var en gruppe fra min klasse, der holdt mig udenfor det meste af frikvarteret, de kaldte mig øgenavne – det kunne være Bingo eller Spasser, det var bestemt ikke spor rart at blive kaldt den slags. De fik mig til at føle mig dum. Heldigvis havde jeg også nogle gode venner, der hjalp og støttede mig meget – de var begge store, og de hjalp i skolegården.
Det ikke at blive lyttet til vækker dårlige minder
Den dag i dag, når jeg møder mennesker, der ikke lader mig tale ud eller ignorerer mig, kan jeg få følelsen af at være tilbage i skolegården sammen med mobberne fra den tid. Det sidder dybt i mig, og derfor er det så vigtigt at folk tager sig tid og lytter til mig og lader mig tale ud, selvom det tager lidt tid.
Giv dig tid, når du møder en med talehandicap
Jeg vil sige til alle dem, der afbryder og har så travlt, at de ikke lader mig og andre tale ud, at de bør give sig tid til at lytte. Ellers får de aldrig at vide, hvad vi egentlig gerne ville sige. De tror, de ved, hvad jeg gerne vil sige, men det ved kun jeg.
Jeg ved godt, at folk kan have travlt, når man møder dem i det offentlige rum, og det forstår jeg godt. Men jeg håber, at dig, der læser denne klumme, næste gang tager dig lidt mere tid, når du møder et medmenneske med talevanskeligheder.
Lyt og vær nysgerrig på det menneske, du står overfor. Det betyder mere, end du tror.
