Julies politiske hjørne: Gid disse hjælpemidler fandtes

1. 10. 2026

Af Julie Holm
Foto: Jonas Koch

I klummeserien ”Julies politiske hjørne” tager journalist Julie Holm hver gang et nyt handicappolitisk emne op, som fylder i hendes hverdag. Med sin politiske serie ønsker Julie at sætte fokus på ulighed, udfordringer og håb for fremtiden for mennesker med handicap.

I min hverdag har jeg brug for hjælp til forskellige ting. Det kan være hjælp til at skære min mad ud, lyne min jakke og tømme min skraldespand. Små hverdagsting, som betyder, at jeg er meget afhængig af min familie, personalet på mit bosted og hjemmehjælpen. Det begrænser min frihed.

Min spasticitet er permanent, derfor ville jeg ønske, at der fandtes flere hjælpemidler, jeg kunne benytte mig af. Så jeg har samlet alle de hjælpemidler, jeg ville ønske, fandtes i Danmark. Og hvem ved? Måske er der nogen, der læser med her, der får lyst til at gå i gang med at producere. Hvis ingen ved, hvad der ville være fantastisk at have, er der ingen der arbejder på at opfinde dem.

Måske er der flere, der kender til, hvor frustrerende det er ikke at kunne de ting, man vil. At man skal have hjælp og ofte på bruge flere timer på at vente på den hjælp. En hjælp, jeg ellers vil kunne have klaret på få minutter, hvis jeg selv kunne med hjælpemidler.

Jeg er meget taknemmelig for den hjælp, jeg får. Men hvis der nu fandtes hjælpemidler, så jeg selv kunne klare tingene i hverdagen, tror jeg, at kommunen og personalet på bosteder ville kunne spare en masse ressourcer. Hvis jeg selv kunne lukke min jakke, ville jeg ikke skulle afbryde personalet i mit bofællesskab, der er midt i noget andet. Og hvis jeg selv kunne tømme min skraldespand, ville hjemmeplejen kunne bruge mere tid på borgere, der har mere brug for hjælp og omsorg end mig.

Det ville være en lettelse for mig og andre, at små hverdagssituationer ikke bliver blæst op til, hvad der af og til føles som verdenssituationer.

Så her er en oversigt over de hjælpemidler, jeg ville ønske, var opfundet i Danmark:

1. Negleklipning og rens af negle
Det kunne være dejligt, hvis der var opfundet noget, der kunne klippe og rense mine negle for mig og klippe mine neglerødder. Jeg har døjet med mange neglerødder, da jeg jo ikke bare kan bruge min anden hånd pga. min spasticitet.

Derfor bliver jeg nødt til kun at bruge hånden med negleroden, hvor den irriterer hele tiden. Det samme gælder, hvis der er en løs negl. Derudover skal neglene jo også renses.

Jeg ved, der findes nogle hjælpemidler, som hjælper med selve klipningen af neglene, men de virker ikke for mig. Derfor ville jeg ønske, at der var et hjælpemiddel, som kunne gøre det for én.

2. Skifte ens skraldespandpose samt lukke den
Jeg kan ikke selv skifte min skraldespand, og det er, derfor hjemmeplejen, der skifter den. Derfor ville det være genialt med et system, hvor man kan få hjælp til at skifte skraldespanden og lukke den.

Jeg har fundet ud af, at der findes en skraldespand på Amazon, der kan netop det, men den er ikke tilgængelig i Danmark.

For mig ville det betyde en enorm lettelse, da jeg så ikke ville være afhængig af hverken mine forældre eller kommunen, og det kunne være fantastisk.

3. At kunne lægge vasketøj sammen
At lægge vasketøj sammen tillader min spasticitet heller ikke.

Jeg har set, at der findes en maskine, der kan lægge tøj sammen, men den er kun tilgængelig for vaskerier og er stor og klodset til privat brug.

Jeg blev ellers meget begejstret, da jeg så det, indtil jeg opdagede, at man ikke kunne få maskinen som privatperson.

4. At kunne lukke min jakke selv
Det, at jeg ville kunne lukke min jakke selv, ville betyde, at jeg ville kunne gå ud af døren uden at skulle have hjælp til at lyne først. Derhjemme hjælper mit personale med det og på arbejdet, er det mine kolleger. Der ville være en frihed i ikke at skulle spørge og føle, at man bruger folks tid. Også selvom det bare drejer sig om få sekunder.

Derfor håber jeg, at der snart kommer noget på markedet, der gør, at man kan lukke sin jakke selv. Måske en magnetisk lynlås?

5. Få sat sit hår op i en hestehale og fletning
Jeg ville vildt gerne have, at der fandtes noget, som kunne sætte mit hår op for mig eller gøre, at jeg selv kunne sætte mit hår op i for eksempel en hestehale eller fletning.

Da jeg var yngre, elskede jeg at få lavet en fransk fletning. Jeg er nu voksen, og elsker stadig fletninger, men kan ikke selv sætte håret op. I hverdagen er der ikke tid til, at jeg kan få hjælp til det, og derfor har jeg aldrig mit hår sat op mere.

Mit hår er nu også fint nede, men på dage, hvor der er varmt udenfor, eller jeg har det dårligt, kunne det være rart med en hestehale.

6. At kunne skære ens mad ud
Jeg ville ønske, der var opfundet et hjælpemiddel, som kunne skære ens mad ud, eller som kan holde på selve maden for én, mens man skærer den ud. Jeg skal altid have hjælp til at skære kød ud. Uanset om det er okse, gris eller kylling.

Hvis der fandtes et hjælpemiddel, ville jeg ikke skulle ulejlige dem omkring mig med at skære min mad ud for mig. Det ville være sjovere med en frokostaftale, hvor vi bare kunne fokusere på snakken og spise maden, mens den er varm.

Jeg tror, at mine drømmehjælpemidler ikke er blevet opfundet, fordi mange nok tænker, at der ikke er et stort nok marked, på trods af at der er mange, der alene i Danmark har et handicap. Udover at hjælpe alle dem, der ikke kan selv, er der også en masse ressourcer at spare. Hænder, der kan blive brugt anderledes og måske steder, hvor de er endnu vigtigere. Og så tror jeg heller ikke, at det er almen viden, at der er flere mennesker, hvor almindelige hverdagsting kan drille. Det er kun noget, man ved, hvis man er i direkte berøring med det, eller kender nogen, der er.

Så hvis du, som læser med her, har mod på at kaste dig ud i en investering, der kan skabe glæde og frihed i hverdagen for flere med et handicap, så giv den gas. Og meget gerne hjælpemidler, der er tilgængelige for alle både på pris og uden at skulle søge om det hos kommunen.

Det er en win-win for alle. Mere frihed til borgerne, flere ressourcer til det offentlige.

Vil du se mere…

Filmanmeldelse af Digger

Filmanmeldelse af Digger

Casper Frisk og Tobias Qwist er vilde med den sorte humor i filmen Digger – selvom den til tider også kan blive lidt FOR sort. Til gengæld kan de ikke få nok af Tom Cruise i rollen som rigmanden Digger Rockwell.

Anmeldelse af Spider-Man: Brand New Day

Anmeldelse af Spider-Man: Brand New Day

Tobias Qwist har altid kunnet spejle sig i den nørdede og lidt misforståede outsider: Spider-Man. Og det oplevede han også, da han så den nye film, Spider-Man: Brand New Day.