af Mathias Ting Nielsen
foto af Matias Olsen
Som hørehæmmet oplever jeg store udfordringer i det daglige – både på grund af selve hørehandicappet (udtrætning og nedsat skelneevne) men også på grund af, at måden vi indretter os på, ikke altid tilgodeser hørehæmmedes behov.
Som en femsporet motorvej
I min hverdag oplever jeg de her problemer i sociale sammenhænge, hvor, der er mange sammen.
Det kan være til familiefester, eller til fællesspisning i bo-teamet med de beboere og pædagoger, der er tilknyttet. Ja, der kan der være store udfordringer – i forhold til støj, mange, der taler på én gang og andet, der kan virke forstyrrende når man har en hørenedsættelse.
Er nødt til at udeblive fra fællesspisning på mit botilbud, da jeg ikke magter det og simpelthen bliver fysisk dårlig og mister appetitten. – når jeg sidder og spiser og der er meget støj, som jeg skal forholde mig til, får jeg det ekstremt dårligt fysisk med hjertebanken, tunnelsyn og en følelse af, at være på en femsporet motorvej med 180 km/t!
Jeg har forsøgt, at løse det ved, at jeg spiser i min egen bo-enhed i bo-teamet for, at få noget ro omkring aftensmaden.
Ellers forsøger pædagogerne at skabe små trygge miljøer, som rammer omkring mine aften-og-weekendaktiviteter.
Unaturligt højt børnesprog
En anden ting er når jeg omgås folk, der ikke er vant til at være sammen med hørehæmmede – der sker som regel altid det, at folk enten begynder, at tale ooovveertyyydddeelliiigt eller simpelthen begynder, at tale unaturligt højt.
Det er en dårlig idé “bare” at begynde råbe, for som regel handler det egentlig mere om at tale tydeligt og forståeligt. Det her med, at begynde, at overtydeliggøre eller simpelthen tale børnesprog (som jeg har oplevet nogen gør) kan blot bidrage til en indkodet følelse af mindreværd, som man som hørehæmmet i forvejen kan være plaget af, da man desværre konfronteres med omverdenens fordomme samt give en fornemmelse af ikke at blive set.
Dette skal selvfølgelig ikke ligges nogen til last, når de aldrig har prøvet det før, men, jeg vil råde til, at tale tydeligt og klart og ikke tale med ansigtet væk fra vedkommende. Derudover er det vigtigt, at der ikke er for meget støj omkring samtalen.
Tålmodighed giver en følelse af inklusion
Derudover er det vigtigt at give sig tiden til det og at have tålmodighed med personen med hørenedsættelse…
Der er ikke noget værre (det ved jeg fra mig selv) at føle, at man irriterer den anden. Når man for 117. gang siger “hva’” er det jo ikke for at irritere, men simpelthen fordi man ikke kan høre…
Så, ved at tage de forholdsregler i brug, som jeg netop har nævnt her – ja, så sikrer man en højere graf af inklusion af mennesker med hørenedsættelse – både i familien, blandt venner og på arbejdspladserne.
Det giver den hørehæmmede en følelse af, at blive set og at man anerkender deres udfordringer, som reelle. Hvilket igen vil give mere socialt overskud.
Dette vil betyde virkelig meget – og så vil én, som mig for alvor kunne være ligeværdig med andre – hørehæmmet eller ej.
Læs flere af Mathias’ artikler:
