Klumme af Mathias Thing Nielsen
Foto: Matias Olsen
For mange børn (og forældre) er bedsteforældre en sand gave.
Men har du et handicap, så er det en sand berigelse at have bedsteforældre at kunne trække på.
Som barn var jeg tit syg, da jeg er for tidligt født.
I den forbindelse var der mange dage, hvor mor og far måtte blive hjemme med mig.
Når dette ikke kunne lade sig gøre, kom mormor og skulle være barnepige.
Der blev fortalt historier fra hendes barndom og sunget, og i det hele taget var der bare en forunderlig stemning af ro over det.
Når bedsteforældrene falder bort, bliver man mindet om den ensomhed, der ligger i når de allernærmeste, forældrene, en dag er væk.
Virkeligheden går op for mig ved begravelsen
Tirsdag den 5. juni 2022 var dagen for min mormors begravelse.
En tung dag præget af afsked – og en følelse af opbrud.
Stemningen var trykket og jeg blev ramt af denne udefinerlige følelse af afsked.
En følelse af at noget slutter.
Da vi sætter os ind i kirken og orgelet begynder at spille, er det som om noget brister indeni mig, og virkeligheden så småt begynder at gå op for mig.
Ved gravkaffen bagefter blev der holdt taler.
Jeg holdt selv en tale, hvor jeg lavede et lyn tilbageblik, hvor jeg fortalte om den betydning mormor havde haft for mig.
Familien er afgørende for, hvem jeg er
Dét, der bandt mormor og jeg sammen, var nok glæden ved systemer, regelmæssighed og gentagelser.
At fortælle, og få fortalt, de samme historier igen og igen og igen, gjorde egentlig ikke så meget.
De var jo gode alligevel og en rig kulturel overlevering, som jeg i dag kan trække på.
I det hele taget havde mormor og jeg et utroligt nært forhold, da hun altid har været der for mig, og fordi jeg ikke har haft så mange venner i løbet af min barndom.
Særligt bedsteforældrene er vigtige, da de har tid til nærvær og har ikke tusind andre gøremål – de ser en og møder en dér hvor man er.
Mormor kunne trylle
At træde ind ad døren hos mormor, var lige som at træde ind i en regulær tidslomme.
Familiebilleder fra hensvundne tider, de store klassikere i bogreolen, og selvfølgelig Snorkebamsen.
En bamse, der kunne snorke, og som jeg har ligget mange timer med når jeg, for gud ved hvilken gang, var syg som barn.
Mormor kunne trylle almindelige rugbrødsmadder om til højtbelagt smørrebrød, pyntet med karse og peberfrugt eller andet godt.
Og i køleskabet stod næsten altid en Schweppes Lemon.
Samtaleemnerne drejede sig næsten altid om oplevelser fra hendes barndom og hvem der var gift med hvem i familien.
I de senere år, hvor hun begyndte at blive lidt forkalket, gik der næsten sport i at prøve at huske navnene på diverse skuespillere, forfattere og kongelige.
Samme sodavand, samme historier
Livet hos både mormor, farmor og farfar var, og er, indbegrebet af tryghed, nærvær og en fornemmelse af kontinuitet.
Verden udenfor er tit larmende og forstyrret, mens der hos dem ikke skal tages stilling til så meget.
Det er den samme sodavand, der står i køleskabet, de samme ting i stuen, de samme historier, de samme ting man foretager sig.
Der er noget med den der ro og de her gentagelser – det lukker ligesom på en eller anden måde verden ude.
Når man er diagnosticeret med autisme (eller en hvilken som helst anden tilstand) så er der noget med den der afhængighed af familien.
Da jeg har levet meget isoleret de første mange år på grund af sygdom, så har bedsteforældrene været en eller anden form for sikkerhedsnet.
Mange weekender og ferier er blevet tilbragt hos mormor, da jeg var barn. Det har lagt grunden til et dybt bånd, der varede ved hele mormors liv.
Potentiel ensomhed
Så derfor er det svært, når de falder fra.
Det er en flig af min verden, der forsvinder.
En verden, som gav tryghed og som gav noget afskærmning, i en verden præget af opbrud, og hastige forandringer i disse år.
Dét, jeg vil tage med videre fra livet med mormor, er de her gammeldags værdier som retfærdighed og retskaffenhed. Og en bevidsthed om, at vi ikke bare kan tage vores frihed og demokrati for givet.
Hver eneste dag bliver jeg stadig ramt af, at hun ikke er her mere.
Sorgen vil fylde i et godt stykke tid, men på sigt, vil den forhåbentlig blive trængt mere i baggrunden, til fordel for en taknemmelighed over, at jeg nåede at have hende i mit liv i 26. år.
Det er bestemt ikke alle forundt – derfor er det sådan en gave.
