Af: Mathias Thing Nielsen
Foto: Mathias Olsen
”At rejse er at leve” skrev den danske eventyrdigter Hans Christian Andersen.
Det kan jeg i dén grad skrive under på. Og en stor rejse for mig kræver som regel altid en del forberedelse.
Her kan du læse om, hvordan jeg forbereder mig bedst på de store oplevelser, der venter.
Som regel indebærer forberedelsen at smide et par ting i kufferten, lige google lidt nødtørftigt om forsikringslovgivningen i det pågældende land og så ellers smide sig i en solstol på rejsemålet.
Man kan også forsøge som jeg at gøre sig klar på, hvad det rent faktisk er for et land, man rejser til.
Forsøge sig med at læse noget litteratur af en forfatter fra det pågældende land – læse op på landets historie, kultur etc.
Simpelthen for at få forståelsen af, hvordan dette land fungerer. Ja, i et enkelt tilfælde har jeg endog kastet mig ud i at forsøge mig at lære sproget – som en ekstra gestus!
Nu vil jeg ikke kræve af dig som læser at gøre alt dette – men det/de folkeslag der bebor landet vil utvivlsomt blive taknemmelige for din indsats.
MIT HANDICAP KRÆVER SYNLIGHED
Skiftet i normer og forventninger er svært for mange, men har man et handicap oveni, hvor kravet er: synlighed(!) ja, så er det ekstra besværligt.
For hvornår er det nu lige, at man må diskutere, og hvornår er det, at man absolut ikke må! Selve det at lære at læse normerne i den pågældende kultur kan være en udfordring, så derfor bruger jeg masser af tid på at læse om det rejsemål, jeg rejser til.
Dét, at begive sig ud i verden kan selvsagt være en stor udfordring med et handicap, – derfor er det som udgangspunkt kendte rejsemål, der relaterer til de kulturkredse jeg er opvokset med og kender.
Det giver et overskud til at nyde rejsen og oplevelsen med befolkningen. Så min helt klare anbefaling ville være: Læs og fordyb jer!
DET LOKALE SPROG SOM ADGANGSBILLET
En særlig oplevelse, hvor mine evner for forberedelse virkelig kom mig til gode, var på Færøerne, som mange danskere, med urette, betragter som en dansk provins.
Til lejligheden havde jeg forsøgt at lære mig noget færøsk, da det gik op for mig, at det langtfra er alle færinger, der taler og forstår dansk lige godt og da slet ikke engelsk.
Der gik det virkelig op for mig, at det godt kan betale sig at lære lidt fremmedsprog.
Det samme slog mig, da jeg var på optagelse til en julereportage til TV-Glad, hvor jeg var i den lettiske hovedstad.
Her gjaldt det samme: Bare nogle få ord på russisk havde øjeblikkelig virkning – så gik man fra at være én eller anden turist fra det fjerne vesten – til at være i øjenhøjde med letterne (og de russere der lever i Letland).
Nu skulle man jo tro, at alting er lutter idyl, så længe man sætter sig ind i tingene – det er det ikke altid.
For det første spiller det tværkulturelle en rolle – det er altid en udfordring at skulle bevæge sig mellem forskellige kulturer – når man så oven i hatten har en funktionsnedsættelse, er det en ekstra stor udfordring.
