Spil til sommerferien

5. 07. 2023

Af Magnus Schultz Pedersen 

Foto af Andrei Thustrup Petersen 

Sommerferien nærmer sig. Hvad skal man lave, hvis man altså ikke skal ud og rejse? Jo, man kan bl.a. spille spil, og nu hvor vejret er til det, kan man med fordel rykke udendørs og være aktive. 

Men hvad skal man spille? Det har TV-Glad Ringsteds to gamere, Casper Frisk og Tobias Qwist, nogle bud på. Så her får du fire forslag til hvilke spil, du kan bruge ferien på at dykke ned i – både fysiske og online. 

Casper og Tobias elsker Pokemon

EN UNDSKYLDNING FOR AT REJSE 

Et af de elektroniske spil, som kan spilles udendørs – og som stadig er ret populært – er Pokemon Go, og det ynder Tobias også at bruge noget af sommeren på. 

“Man kan komme ud og nyde det gode vejr, og samtidig få rørt sig lidt mens man spiller det” siger han. 

“Samtidig kan man også være heldig at møde folk med samme interesse.” 

Samtidig er det, ifølge Tobias, også en god undskyldning for at tage ud og rejse, da man i en række andre lande, f.eks. i Japan, kan finde nogle særlige Pokemons, som man ikke kan finde i Danmark. 

Og så er det også sjovest at spille Pokemon Go om sommeren, da der her er flere online-events for Pokemon-fans, men det er også sjovest at fange Pokemons når vejret er godt, og dagene er lange. 

BLINDE-KORT OG UPASSENDE SÆTNINGER 

Er man den type, der godt kan lide at være sammen med familie og venner, kan man også spille kortspil. Her har Casper nogle forslag. 

“Man kan f.eks. spille UNO” siger han. 

“Det er meget simpelt, alle kan være med og det kan spilles alle steder.” 

Man kan sågar få et UNO-kortspil med blindeskrift, så har man en ven eller et familiemedlem, som er blind, så kan de også være med. Det kan købes på synsnerven.dk. 

Et andet spil, som Casper gerne vil fremhæve, er Det Dårlige Selskab, som også er et kortspil. Ifølge Casper er det især godt, hvis man er glad for sort humor. 

Det kan spilles af op til 16 personer på en gang, og det handler om at man skaber en række vanvittige og upassende sætninger og scenarier. Det kan, ifølge Casper, også være en god måde, at få “den kedelige type” blandt sine venner til at åbne op. 

“Man bliver tit overrasket, fordi man pludselig kan opleve en helt ny side af sine venner.” 

EN AKTIV KLASSIKER  

Hvis man ikke ynder at sidde stille, men gerne vil være aktiv, så er der også den ubetingede klassiker; kongespillet, og det kan Tobias varmt anbefale. 

“Det har vi bl.a. spillet meget på mit bosted om sommeren.” 

Det er et spil som formentlig har rødder helt tilbage til middelalderen, og som er ganske simpelt at spille. Det bliver spillet af to hold på maks. 6 personer, som på skift skal forsøge at vælte hinandens fem klodser ved hjælp af nogle kastepinde. Når alle modstandernes klodser er væltet, skal man vælte kongen, den store klods med kongekronen, som står i midten. Det hold, der når helt dertil, har vundet. 

Det kan spilles af stort set alle, uanset hvor man er; om det er til sommerfesten på bostedet, familieudflugten i parken eller grillaftenen hjemme i haven. 

alle kan spille Roblox

ROBLOX 

Har man fået nok af solens stråler og familieidyllen, kan man også rykke spillet ind på computeren, og her har Casper og Tobias også et forslag til hvad man kan spille; ROBLOX. 

Det er et multiplayerspil, som egentlig er designet til børn i alderen 8 til 12, men på trods af det, kan alle spille med, også voksne. Det er gratis, hvilket også er et plus i disse sparetider, og det kan spilles på alle platforme.  

Her kan du skabe dine egne spil og dele dem med andre, ligesom at du kan udforske andre brugeres spil og socialisere med dem. Man kan altså møde nye venner fra hele verden, som har den samme interesse som en selv. 

Samtidig er der, ifølge Casper, noget for enhver smag; actionspil, rollespil, arkadespil og så videre. 

“Så man kan spille det uanset hvilken genre man er til” siger Casper. 

Der er altså en lang række spil, man kan dykke ned i, både i den virkelige verden og den virtuelle verden. God fornøjelse og god sommer! 

Hvis du bliver sulten efter alle de spil, så få noget kulinarisk inspiration fra denne artikel.

Følg os:

Vil du se mere:

Vil du se mere…

De bedste japanske spil

De bedste japanske spil

Jeg har altid haft en forkærlighed for den japanske kultur, lige fra deres mad til deres berømte tegnefilm, som virkelig er fantastiske til at hive fat i nogle tunge emner, der ofte sætter gang i tankerne.

TOP 5: SPIL FOR TO

TOP 5: SPIL FOR TO

Multiplayer-spil behøver ikke at handle om at konkurrere. Der er masser af gode spil, hvor man skal samarbejde – men hvilke er de bedste?