Filmanmeldelse: Street Fighter

Af Kim Mikkelsen

“Street Fighter” hedder den simpelthen bare – den nye film baseret på spillene af samme navn.

Street Fighter-spilserien har været med os siden firserne. Det er en fighting-spilserie, hvor det handler om at slås mod kæmpere fra hele verden for at få “The World Warrior”-titlen. Gennem tiden er der også kommet et par film baseret på spillene, og nu er der altså kommet en ny.

Bedre end den gamle

Jeg vil starte med at sige, at jeg havde store forhåbninger til den nye film, da jeg synes, den første film fra 1994 var lidt fesen. Det, der gjorde den gamle film dårlig, var blandt andet, at karaktererne ikke lignede dem fra spillet helt.

Handlingen matchede heller ikke spillet, også selvom, det var underholdende nok at se filmen. Så jeg håbede på, at den nye ville være en del bedre, og det viste den sig heldigvis at være.

Kort fortalt handler den om, at kæmperen Ryu har vundet World Warrior Tournament ved at bruge mørke kræfter. Han har brugt en form for sort magi, og han skulle til at bruge magien på Akuma, som er den onde bror til hans læremester Gouken. Men han blev advaret imod at gøre det, og så slog Akuma Gouken ihjel.

Efter seks år kommer der en ny World Warrior Tournament, hvor Ryu har mulighed for rette op på sin fejl.

Halvfemser-nostalgi

Alt spiller maks. i filmen. Alle karaktererne ligner dem fra spillet meget bedre, end de gjorde i filmen fra 1994. Det synes jeg er vigtigt, for at man kan se forskel på de karakterer, man følger.

Musikken passer mega godt sammen med den tid, som filmen skal forestille at foregå i. Den er sat i 1993, og den byder på en del musik fra halvfemserne – såsom The Offspring, Soundgarden og 2Pac. Nummeret “What’s Up” med 4 Non Blondes spiller også en stor rolle.

Filmens effekter er også gode. Lydeffekterne, når Ken smadrer en bil ligesom i spillet, er sindssygt gode.

Filmen er en blanding af animation og live action, og jeg kunne godt lide overgangen mellem de to dele. Igennem filmen er der nemlig nogle drømmescenarier, som er lavet som animation.

Animationssekvenserne er bare tegnet så godt. Og det med, at det hele vender tilbage til virkeligheden, passer perfekt, så man kan se forskel på, hvor de tænker tilbage på dengang, hvor det gik galt i 1987, og seks år frem til 1993. Historien, som bliver fortalt, fungerer bare super godt.

Konklusion

“Street Fighter” byder på action fra start til slut, og det kan jeg godt lide. Og det lader til, at der måske kommer en toer. For efter rulleteksterne får man et glimt af en karakter, der ikke var med i filmen. Mere vil jeg ikke afsløre.

Jeg vil sige, at det er en must see-film, især hvis er man er fan af Street Fighter-spillene. Filmen levede op til mine forhåbninger om, at den ville være bedre end den gamle film.

Hadouken!!!