Kampspil mod aggressioner  

29. 04. 2024

Hjælper det, eller bliver det værre? 

Af Magnus Schultz Pedersen 
Foto af Matias Olsen 

Kampspil er ret populære blandt mange mennesker, også på Glad-redaktionen i Ringsted.  

I en tidligere artikel talte jeg med Tobias Qwist om spil, der har hjulpet ham med hans handicap. Her nævnte han bl.a., at boksning-spillet Thrill of the Fight har en lindrende effekt på hans negative tanker.  

Det fik mig til at tænke på; hvis man er i dårligt humør, kan kampspil så hjælpe på det? Eller bliver man bare mere aggressiv af at spille kampspil? Det spørger jeg Tobias og to andre af redaktionens gamere om. 

DRAGON BALL – Smadrede hånden ind i væggen 

Casper Frisk mener, at kampspil kan være meget gode til at komme ud med sine aggressioner, men det kan også have en negativ effekt på visse mennesker – især hvis man har et iltert temperament, som han selv har en gang imellem. 

Det kampspil, han holder mest af, er Dragon Ball Z Budokai 3.  

“Det har en god historie, det er underholdende og det er godt lavet” siger han. 

Ligesom, at det kan hjælpe ham med at komme ud med nogle frustrationer, så har det til tider også gjort ham ekstremt rasende. Her kommer han især i tanker om en situation fra da han var 13 år. 

“Der var en modstander, hvor jeg tabte ti gange. Jeg blev så sur, fordi, det var den sidste boss, man skulle nedkæmpe. Så blev jeg så sur, at jeg smed controlleren og slog hånden ind i væggen. Jeg tænkte mig ikke om”, fortæller han med et lidt forlegent grin. 

Han havde, ifølge sig selv, let ved at blive sur dengang, men det hænder stadigvæk, at han kan blive sur over et spil, og lave en såkaldt rage-quit, hvor han slukker for et spil i rent raseri. 

TEKKEN – Det kan gå begge veje 

Det med rage-quit, kan Tobias Qwist godt nikke genkendende til.  

“Det kan f.eks. være i en boss-fight, hvor jeg er lige ved at få ham ned med nakken, og så dør jeg i sidste øjeblik. Det har mange gange gjort mig virkelig vred” siger han. 

Men ifølge Tobias kan det gå begge veje. Ligesom at han kan blive virkelig frustreret over et spil, så har de også hjulpet ham med at falde til ro. Et af de spil, der især har hjulpet ham på denne front, er Tekken. 

“Det er fyldt med en masse farverige karakterer og har en fantastisk historie, som er nærmest tegneserieagtig” siger han. 

Det har især hjulpet ham i hans folkeskoletid, hvor han blev mobbet en del med, at han ikke var den fysisk stærke type, der kunne slå fra sig – og det gik ham på. 

“Mit raseri hobede sig op pga. det, og her brugte jeg Tekken til at afreagere” fortæller han – og det hjalp faktisk. 

Nogle gange kunne han være så vred, når han kom hjem fra skole, at han bare gav den hele armen på gamer-controlleren og dermed fik nedkæmpet en modstander på rimelig kort tid – og så var han rolig igen. Alle aggressioner var ude af systemet, og han kunne slappe mere af. 

POKÉMON STADIUM – Grillede Pokémons og smadret iPhone 

David Frantsen er en person, som let kan blive vred og frustreret, og her kan især Pokémon Stadium hjælpe ham. 

“Det er det bedste Pokémon-spil nogensinde” siger han. 

Figurerne i spillet er i 3D, så man kan virkelig se dem blive “grillet og banket”, som David udtrykker det, og det er, ifølge ham, den bedste måde at afreagere på. 

“Når jeg har en dårlig dag, bruger jeg en Pokémon, som hedder Electabuzz, som ligner mit yndlingsdyr, tigeren, til at give en modstander nogle ordentlige bank. På den måde kan jeg komme af med mine aggressioner” fortæller han. 

Selvom han kommer af med nogle aggressioner, så har han også prøvet at blive så vred over et spil, at han endte med at ødelægge sin iPhone. Det skete i 2019, mens han spillede Crash Team Racing – et racerspil med karaktererne fra Crash Bandicoot, og som i grove træk minder om Mario Kart

“Jeg var lige ved at vinde, men så tabte jeg, da jeg nåede frem til målstregen. Det gjorde mig så hidsig, at jeg smadrede min iPhone ned i gulvet, hvilket betød, at den ikke længere kunne connecte til mine hovedtelefoner.” 

Spil som hjælpemidler 

Vil du læse mere om spil, der kan bruges som en form for hjælpemiddel, kan jeg anbefale artiklen “Gaming-hjælpemidler”, hvor Tobias nævner tre forskellige spil, der har hjulpet ham, og stadig gør det.

Her kan du læse en anden artikel fra Glads gaming-redaktion:

Artikler

Følg os:

Vil du se mere:

Vil du se mere…

Anmeldelse: Super Mario Party Jamboree

Anmeldelse: Super Mario Party Jamboree

Mario blæser låget af brætspilsæsken med sin største fest hidtil. Spillet byder på et væld af modes og mini games, men er sjovest, hvis man er flere.