Af Magnus Schultz Pedersen
Foto af Blå Berglind
Sommeren er over os. Mange af os har ferie og mange har for længst planlagt, hvad der skal laves. Så er vi også nogle, der ikke har de store planer i kalenderen og bare skal være herhjemme – heriblandt mig selv.
Så spørgsmålet er; hvad skal jeg lave?
Det har jeg spurgt nogle af mine kolleger om, og der kom flere forskellige bud på, hvad man kan bruge den varme og solrige ferie på.
DUFTEN AF SOMMER
Sommeren er ikke bare duften af græs og blomster, men også af grillmad.
“Det er så hyggeligt, når man griller om sommeren” siger Diana.
Hun elsker fester og ifølge hende, er sommeren også en god tid at feste i. “Man kan f.eks. invitere familien og vennerne over til en grillfest, med lækker mad, kolde drikkevarer og god musik.”
Det er rigtig nok. Uanset om det er hjemme i haven eller i et naturområde, så er det bare hyggeligt at grille – især når man er sammen med dem, man holder af.
Hvad skal man grille? Det kan, ifølge Diana, være mange ting.
“Udover pølser og brød, så kan man også grille fisk og grøntsager” siger hun.
Grillet fisk lyder efter min mening også rigtig lækkert.
SOMMERDRINKS AF GOD KVALITET
Men hvad skal man så drikke til sådan et grillparty?
“Det kan være f.eks. være en god øl, vin eller sodavand” siger Dennis.
“Det skal bare være af god kvalitet.”
Dennis går meget op i, at det er de gode ting, han nyder, hvad enten det er en tysk øl eller en spansk vin. Det kan jeg godt sætte mig ind i.
Når man er færdig med maden, kan man også lave sig en rigtig sommerdrik og nyde den varme og lyse aften. Det kan, ifølge Dennis, f.eks. være en Gin & Tonic eller en Piña Colada.
“Ellers kan også drikke et glas rosé, hvis man ikke er så meget til drinks” siger Dennis.
Det kan jeg personligt også bedre se mig selv drikke, da jeg ikke er den store fan af diverse drinks. Samtidig er rosé nok også den mest populære sommerdrik her i landet.
TAG TIL UDLANDET HJEMME I STUEN
Tour de France er nok den største sportsbegivenhed i sommerperioden, ikke mindst her i Danmark, og hvis man alligevel ikke skal noget særligt, er det, ifølge Matias, også en god måde at fordrive tiden med – især når han bare gerne vil slappe af.
Det er ikke fordi, han selv ser det synderligt meget, men alligevel lader han det ofte køre i baggrunden, især hvis han bare gerne vil slappe af.
“Lydene derfra, f.eks. kommentatorernes stemmer, er meget rare at falde i søvn til, mens man ligger på sofaen” siger han.
Derudover foreslår han og Dennis også, at man kan sætte sig ud på terrassen eller altanen og så bare lytte til det, mens det kører på fjernsynet inde i stuen. Her vil et glas fransk Chardonnay-vin eller en fransk Kronenbourg-øl også passe godt til – også selvom man sidder i stuen og ser det.
“Og når man ser alle de flotte landskaber, de cykler rundt i, så kommer man på en måde også lidt ud at rejse, selvom man sidder hjemme i stuen” siger Matias.
MOTION OG BADNING
Når man har ligget længe nok på sofaen og spist rigeligt med grillmad, så er det måske også på tide, at komme ud og få rørt sig, og komme lidt i kontakt med naturen. Det kan Tobias i hvert fald klart anbefale, at man gør.
“Det er godt at komme ud og få rørt sig” siger Tobias.
“Og ikke mindst nyde den skønne natur.”
Nu kan jeg personligt godt lide at gå tur og cykle, så det lyder som en ret god idé. Heldigvis er der også en række naturområder her i Ringsted, men hvor kan man ellers tage hen for at gå tur eller cykle?
Selv kan Tobias varmt anbefale Sorø Sø, hvor der er masser af natur.
“Der er sti hele vejen rundt om søen, hvor man bl.a. kan gå en tur og løbetræne, samtidig med at man nyder det gode vejr og den skønne natur.”
Hvis det er rigtig varmt og man trænger til at blive kølet ned, kan man også tage på stranden. Her kan Larna anbefale Kobæk Strand, tæt ved Skælskør.
“Det er en hyggelig familievenlig strand” siger hun.
“Der er en stor badebro og en café, og man kan komme dertil med bus fra Skælskør.”
NONNER VED MARIBO SØ
Inden man vender tilbage til hverdagens travle liv, kan Andrei anbefale, at man tager på retræte og lader batterierne op.
“Det kan man bl.a. gøre på Sankt Birgitta Klostret i Maribo” siger han.
Det er et nonnekloster, som ligger ved Maribo Sø, hvor man kan finde ro i den omkringliggende natur og få en pause fra hverdagen.
Nu er jeg ikke kristen – eller på nogen måde religiøs – men ifølge Andrei er det ikke et krav, at være kristen.
“Der kommer især mange erhvervsfolk dernede” siger han.
Der er altså mange ting, man kan fordrive tiden med under de danske himmelstrøg her i sommerperioden; man kan grille sammen med vennerne, man kan slappe af til Tour de France, man kan dyrke noget motion i det gode vejr og man kan finde fred og sindsro hos nogle nonner.
Jeg håber, at I selv er blevet inspireret af nogle af disse bud.
God fornøjelse og rigtig god sommer.