Forældre eller selvstændighed?  

14. 06. 2023

Af Magnus Schultz Pedersen  

Foto af Andrei Thustrup Pedersen

Her i Danmark er det meget almindeligt at flytte hjemmefra når man er omkring 21 år. Man er et voksent menneske og skal ud og stå på egne ben. Men behøver det at være sådan? Er det okay at bo hjemme hos sine forældre når man er over en hvis alder? Jeg har snakket med tre forskellige personer på Glad om deres boformer og tanker omkring det at flytte hjemmefra eller bo hjemme hos forældrene.  

Tryghed fremfor selvstændighed  

Diana er 22 år og bor hos sine forældre. Hun har ingen planer om at flytte hjemmefra, da hun har behov for tryghed.  

“Hvis jeg er syg, hvem skal så passe mig? Det ville også være svært at komme til mit arbejde i Ringsted hvis der ikke er nogen til at køre mig. Og så vil det også være svært at huske, at vaske tøj og gøre rent, og så videre.”   

Kan det ikke engang imellem være irriterende, at skulle rette sig efter deres regler?  
“Jo, der er nogle gange, hvor det godt kan være lidt irriterende, men jeg respekterer dem som de er.”  

Du vil altså hellere have tryghed fremfor selvstændighed?  
“Ja, det vil jeg.”  

Men alligevel er hun heller ikke 100% afvisende om, at hun måske vil gøre det engang, når hun er blevet lidt ældre og føler sig klar til det   

“Hvis jeg får en kæreste og bliver gift, så vil jeg flytte hjemmefra. Vi skal ikke bo hjemme hos mine forældre”  

Bosted eller egen lejlighed  

Andrei er 26 år og bor også hjemme hos sine forældre, og han har heller ikke travlt med at flytte hjemmefra.  

“Jeg kunne sagtens forestille mig, at blive boende hjemme indtil mine forældre skulle på alderdomshjem” siger han.  

Men alligevel kan han godt savne det at have sit eget og vil derfor heller ikke afvise at ville flytte hjemmefra engang i fremtiden.   

“Så er det jo også en del af kulturen i Danmark, at man flytter hjemmefra på et eller andet tidspunkt” konkluderer han, hvilket han også har fået at vide af sine forældre.  

Personligt vil han allerhelst bo alene, men hans forældre synes at han burde bo på et bosted, så der er nogen omkring ham.  

 “Jeg er enig i at jeg kan have nogle udfordringer der gør, at jeg skal være sammen med nogen og have hjælp til nogle ting. Men jeg synes, at ulempen på bostederne er at det bliver lidt som at bo hjemme hos sine forældre, pga. pædagogerne, som kommer og kigger til en og så videre.”  

Ønske om selvstændighed  

Sumer er 33 og bor på et bosted, selvom det var imod forældrenes ønske. Ifølge hende var forældrene ret overbeskyttende, pga. hendes epilepsi, og samtidig kontrollerende, på baggrund af deres kultur. Men hun var stålsat og insisterede på at flytte hjemmefra og være uafhængig af sine forældre.  

Kan du forstå de bekymringer, dine forældre havde?  
“Ja, på en måde, men da jeg fik chancen, ville jeg gerne bevise overfor mig selv, at jeg godt kan være selvstændig.”  

Hvad giver det dig, at have denne selvstændighed?  
“Det giver mig ro i kroppen og det er en dejlig følelse, at være sammen med andre end sin familie.”  

Pga. forældrenes protester, blev flytningen arrangeret uden at de vidste det. De fik det derfor først at vide på selve dagen, hvor hun flyttede ind på bostedet. Det var selvfølgelig svært for dem i starten, men nu har de accepteret at hun ikke bor hjemme mere.  

Sumer kan godt forstå, at nogle har behov for at bo i trygge og velkendte rammer hjemme hos forældrene, men hun mener også, at det er godt og sundt at flytte hjemmefra og være uafhængig af sine forældre, men slår samtidig fast at det skal selvfølgelig først ske når man er klar til at flytte hjemmefra. 

Se også:

Artikler

Følg os:

Vil du se mere:

Vil du se mere…