Af David Frantsen
Fotos af Chris Palmgren og Davids arkiv
Jeg gik på efterskole, fra jeg var 16 til 18, og det var noget af det mest magiske, man kan forestille sig.
Og jeg tror bestemt ikke, jeg er den eneste, der har det sådan. For jeg ved, at mange handicappede har været meget glade for deres tid på efterskolen. På specialefterskoler kan teenagere med særlige behov nemlig få lov til at udvikle sig, i lige det tempo der passer til deres personligheder!
Hvis man tænker på Judy Garland´s legendariske sang “Somewhere Over the Rainbow”, ja, så må Karise Efterskole være den regnbue, som Judy så smukt sang om. Jeg havde tidligere gået på en dejlig, normal folkeskole, men i 7. og 8. klasse begyndte det at gå skævt, fordi det blev mere tydeligt, at jeg var en ulv blandt hunde.
Sagt på en anden måde: Det var i mine teenageår, at det blev mere tydeligt, at jeg var handicappet. Men så var jeg enormt privilegeret, at parallelt med at jeg kom i puberteten, så åbnede Karise Efterskole. Allerførste gang jeg betrådte skolens areal, da jeg skulle på rundvisning, sagde jeg straks til mig selv:
“Det er HÉR, jeg hører til!”, og noget kunne tyde på, at jeg ramte plet…
Ligesom et nyt Pokémon-spil
Den første dag på Karise Efterskole var ligesom at spille et nyt Pokémon-spil! Altså, når man skal starte et helt nyt eventyr, og man med åbent sind tager imod alle de personligheder, man møder, med største glæde og iver.
Men ligesom når man skal fange en ny Pokémon, var jeg også meget nervøs. Jeg husker, at første nat føltes mærkelig, og at vandet i bruseren var iskoldt.
Om morgenen dagen efter satte jeg mig dog ved skolens piano, og skønt jeg overhovedet ikke kunne spille klaver, tæskede jeg løs på tangenterne og sang Per Asplin’s gamle melodi: “Nå spiller jeg på mit gamle piano….”.
Straks stod der to piger og ville snakke med mig. Og så kom der tre mere. Og to drenge til… Og lige pludselig stod vi 25 børn og skrålede rundt om pianoet, og det tog liiiige toppen af nervøsiteten.
Og så blev vi sendt ud i forskellige fag, og hver dag blev bare bedre og bedre, og der var aldrig to dage, der var ens. Aldrig nogensinde.
Privat foto fra 2007
Lærte at flytte hjemmefra
Karise Efterskole var også det sted, hvor jeg endelig lærte at flytte hjemmefra, og jeg nød det af hele mit hjerte. Nu kunne jeg æde, sove, spille Nintendo og skråle med på Nephew´s melodier, lige når det passede mig!
Samtidig opbyggede jeg også mine egne værdier, lærte at svare igen og fandt ud af, hvem jeg var. Og det fællesskab, som jeg havde med mine venner på efterskolen, var nærmest familiært.
På den måde gik jeg fra at være en usikker, lille ulvehvalp til at blive en mere moden og voksen hanulv. Der var selvklart også konflikter på efterskolen, men jeg kunne noget bedre navigere i dem, end jeg kunne på min gamle folkeskole.
Og det gav også en fantastisk frihed og ansvarsfølelse at stå på egne ben, samtidig med at jeg blev meget bedre til at handle ind i byen selv og finde mine egne grænser og politiske ståsteder.
Et sted, man finder kærligheden til andre og sig selv
I sådan en tid, når man går på en efterskole blandt den målgruppe, man tilhører, kan man få lov til at lære mere om sig selv og sin seksualitet i trygge omgivelser.
Jeg fik min første seriøse kæreste på efterskolen, og det var så vidunderligt endelig at være i et forhold, hvor det blev gengældt, og hvor der ikke var ghosting.
Alt i alt var det den bedste tid. Stod det til mig burde alle unge komme på efterskole, så de kan lære at elske sig selv.
Så hvis du som forældre til en ung person med særlige behov læser denne klumme og gerne vil have, at dit barn skal finde tryghed og lykke ét sted, så kan jeg i den grad anbefale efterskoler!
Læs flere Davids klummer:
