Tekst: Maria Lytzen
Foto: Lotte Horup
På en regnfuld mandag formiddag i marts mødtes jeg med komikeren og podcastværten Christian Fuhlendorff, på en café i Kongens Have i det indre København.
Jeg havde på forhånd hørt mange afsnit af hans podcast ”Hva´ Så”, og set ham i flere comedy shows, og vidste også at han, ligesom jeg, har gået på specialskole på grund af en diagnose.
Dét var jeg nysgerrig efter at vide mere om.
Hvornår fandt du ud af, at du havde ADHD?
Jamen, det er altså lidt en misforståelse omkring mig.
Jeg blev sendt til udredning for ADHD tilbage i 92, dengang hed det damp, men jeg fik faktisk aldrig ADHD-diagnosen.
Til gengæld fik jeg diagnosen grænsepsykotisk, som man jo i dag ikke giver til 10-årige.
Herefter blev jeg sendt på specialskole i 3,5 år, indtil de fandt ud af, at jeg slet ikke havde diagnosen grænsepsykotisk alligevel.
Og så røg jeg tilbage til min folkeskole.
Så jeg har faktisk aldrig fået papir på, at jeg har nogen diagnose.
Men jeg har til gengæld brugt meget af min skoletid på at være sammen med folk med ADHD og autisme.
Og er der én ting, jeg har lært i livet, så er det, at alle fejler et eller andet.
Hvad gik du og drømte om, da du var barn?
En stor del af min barndom var jeg faktisk bange for, at jeg ikke skulle blive til noget.
Jeg kunne ikke se, hvad sådan en som mig skulle blive til.
Jeg drømte om oplevelsesrejser, at blive arkitekt, og en lille smule om at blive skuespiller.
Men det var jo bare drømme.
Senere efter gymnasiet kom stand-up bare ind fra siden, og så hoppede jeg ud i det, og har ikke set mig tilbage siden.
Hvad var dét, der gjorde, at du valgte at blive komiker, i stedet for et andet erhverv?
Jeg blev komiker, fordi jeg prøvede det og tænkte – kan det virkelig være et arbejde?
Og sådan har jeg det stadigvæk.
Jeg synes, at det er underligt, at have et arbejde, hvor ens job primært går ud på at gå og tænke over ting. Og engang imellem fortælle det til nogen, og så griner de af det.
Jeg føler mig meget heldig.
Hvis du skulle lave noget andet, end at være komiker, hvad ville det så være?
Med den viden jeg har i dag, så ville jeg nok være historiker eller formidler af en eller anden art.
Videnskab og historie er noget jeg interesserer mig meget for.
Det skulle ikke være noget, hvor der er for heftig debat – så det skulle ikke være noget politisk.
Synes du, at man kan lave jokes om handicappede?
Ja, det synes jeg, fordi der er en misforståelse om dét at lave jokes om handicappede, og det er at folk tror, du joker om dem, fordi du ikke kan lide dem.
For mig er det sådan, at dét jeg laver jokes om, er det jeg elsker, og dét, jeg holder af.
Og fordi du snakker om det, så rummer du det også, som en del af din verden.
Og jeg forstår ikke helt det der med, at du ikke må lave sjov om det, for så er det jo netop, at det ikke er en del af verdenen.
Der er helt sikkert nogen derude med ADHD, der ikke kan lide, at man laver en joke med ADHD. Men der er også masser derude med ADHD, der gerne vil høre en joke om ADHD.
Så det handler om at finde en balance her.
Jeg har på grund af min ADHD svært ved at sige fra over for folk.
Har du svært ved at sige fra over for folk?
Jeg kan godt komme til at sige ja til ting, jeg ikke har lyst til. Men en ting, jeg så har opdaget med det er, at når jeg så er i det, så er det ikke så slemt.
Men man kan godt blive lidt stresset, over hele tiden at føle, man skal noget.
Det kan også være rigtig svært at sætte grænser.
Det tror jeg, alle mennesker har svært ved. Og så kan man gøre det på flere måder.
Nogle af os kommer til at få overskredet sine grænser, og andre går den helt anden vej, hvor de sætter alt for mange grænser, så de får aldrig lov til at opleve noget. Men vi får alle nogle forskellige udfordringer gennem livet.
Har du et fun fact om dig selv, som du ikke har delt med andre?
Ja, jeg fandt fornyelig ud af, at med min trimmer kan jeg barbere mine øjenbryn.
Så jeg slipper for at betale 100 kroner hos min frisør. Det er da meget sjovt.
Du kan også se Maria Lytzen interviewe forfatter og tidligere minister Manu Sareen om at få ADHD som voksen:
