
Skrevet af Louise Larsen
Foto: Freja Armstrong
Da jeg tilfældigvis så, der skulle udkomme en ny Hunger Games-bog, tænkte jeg: “Ej, hvor fedt, at der kommer en ny!” Jeg undersøgte først, om den kom på dansk, og det gjorde den heldigvis. Udgivelsesdatoen var den 18. marts i år, og jeg måtte bare have den, så jeg forudbestilte den, for at være sikker på at få den samme dag den udkom. På selve dagen havde jeg det sådan: “Nu må de godt sende den SMS om, at jeg kan hente den med det samme!” Så jeg blev glad, da jeg endelig fik besked.
Jeg kan ikke huske, hvornår jeg første gang læste Hunger Games, men den første bog i trilogien udkom 2008. Senere blev den filmatiseret, og den første film havde premiere 22. marts 2012. Jeg så filmen i biografen, selvom jeg først var lidt i tvivl om, jeg ville se den. Men så så jeg den, og jeg syntes den var spændende. Efterfølgende så jeg, at den fandtes på bog, og at den er på dansk. Jeg gik ud og købte trilogien, efter jeg havde set filmen. Jeg har læst dem et par gange, både fordi jeg kan lide historien, men også for at genopfriske det hele, når der kommer nye udgivelser.
Hvad kan du forvente af Hunger Games
Der er i alt fem Hunger Games-bøger som skal forestille at foregå i fremtiden. Samfundet er delt op i 12 distrikter, hvor distrikt 12 er det fattigste. Hvert år bliver der udvalgt en dreng og en pige i hvert distrikt til dødsspillet. De 24 deltagere kaldes for soner, og de skal ind i en arena, som kaldes Hunger Games. Her kæmper de imod hinanden til døden. Kun én vinder står tilbage.
Oprindeligt er Hunger Games en trilogi, hvor man følger en pige, der hedder Katniss Everdeen. Katniss bliver udvalgt til at deltage, og bøgerne følger hende i dødsspillet. Efterfølgende er der kommet to nye bøger i serien. Det er to forhistorier til Katniss’ historie, om to karakterer, som vi kender fra bøgerne om hende. Den ene forhistorie forgår 50 år før Katniss, og den anden 24 år før Katniss. Nogen mener, at man skal læse forhistorierne først, men jeg synes selv, at man skal læse trilogien først. Måske forstår man så historien bedre, da de to forhistorier jo handler om nogle af karaktererne fra trilogien.
Den nyeste bog i serien handler om Haymitch Abernathy, og dengang han blev valgt til dødsspillet. Hvis man har læst trilogien, kender man ham, fordi Haymitch er mentor for Katniss i dødsspillet. Nu har han fået sin egen forhistorie, og vi møder ham, da han er 16 år gammel og selv bliver udvalgt til dødsspillet. Hans verden krakelerer og alt vendes på hovedet for ham. Han må efterlade sin familie, kæreste og venner, fordi han ikke har noget valg om at deltage i spillet.
Da det er 50-års jubilæum for spillet, bliver der trukket dobbelt så mange deltagere fra hvert distrikt, og derfor er der dette år 48 soner i alt, og stadig kun én deltager, der overlever. Haymitch er fra det fattige distrikt 12, som ikke har gode odds for at vinde. Fra trilogien ved vi allerede, at Haymitch vandt, men vi ved også, at det har påvirket ham meget, fordi han drikker og sover med kniv om natten. Han sover ikke meget, fordi han får mareridt om spillet. I den nye bog finder vi ud af, hvad der har traumatiseret ham.
Jeg anbefaler Solopgang over høsten
Min mening om bogen er, at den er god og spændende. Man får lidt mere indblik i, hvordan Haymitch bliver til den person, vi kender fra trilogien. Det, der er godt ved bogen, er, at vi lærer ham bedre at kende, og hvordan han vinder spillet. Vi får indblik i, hvordan han laver sit eget oprør, selvom det får konsekvenser for ham og hans nærmeste. Vi får indblik i, hvordan dødsspillets arena ser ud på det tidspunkt, da det er meget forskelligt fra dødsspil til dødsspil.
Det, jeg syntes er lidt dårligt ved bogen, er, at der nogle steder i den, hvor det står på engelsk. Det er et digt eller en sang om hans kæreste. Jeg kan ikke engelsk, så det er svært at forstå, og derfor læser jeg den på dansk. Så jeg synes også, det burde være blevet oversat, så man kunne forstå det bedre end jeg gjorde. Jeg endte med at gå videre derfra, og det var lidt irriterende.
Jeg ville gerne anbefale denne bog til andre, der er interesseret i Hunger Games-universet, og til dem, der er til den form for dystopisk science fiction. Det er jo godt nok en ungdomsbog, men hvis man er til den genre, er det altså også for de voksne.
Skrevet af Louise Larsen
Louise Larsen er reporter med en grundig og detaljeorienteret pind. Hun er en journalistisk schweizerkniv, der både kan formidle fakta og følelser, og læserne kan derfor forvente at læse indhold fra Louise i forskellige genrer.



