Frederiks politiske playliste

13. 03. 2026

Af Frederik Schmidt Johansen
Foto: Matias Olsen

For mig er det, som om det er den samme sang, der bliver sunget i politik år efter år. Vi taler om de samme problemer. Det er dårligt på den måde, at vi ikke har fået løst verdens problemer, men også lidt godt, fordi at alle de gode gamle politiske sange stadig er relevante. Mange af dem er fra før, jeg blev født, men de handler om emner, der stadig er oppe i valgkampen i dag. Her er min top 5 over politiske numre, som stadig holder 100 %.

John Lennon – Imagine
Sangen handler om at være modig og bruge fantasien til at drømme. John Lennon beder os forestille os en verden uden religion, uden krig og fuld af kærlighed. Jeg mener, at evnen til at forestille sig noget andet er vigtig for at skabe forandring. Det er nok grunden til, at nummeret blev så stort.

Michael Jackson – Man in the Mirror
Michael Jackson synger om selvrefleksion og spørger: “Kan du se dig selv i spejlet?” Budskabet er, at man ikke kan ændre verden, før man ændrer sig selv. Det giver mening, og så er det op til hver enkelt, om man vil gennemføre de ændringer.

Marvin Gaye – What’s Going On
Marvin Gaye spørger, om krig virkelig er svaret. Nummeret blev skrevet, fordi hans bror havde været i Vietnam, og fortalt Marvin, hvor forfærdelig krig var.  Udover krig handler sangen om håb, race og lighed. Jeg elsker linjen “Don’t punish me with brutality” — den er genial. Tal med mig i stedet for at slå mig ned. For mig handler det ikke kun om medfølelse, men om ligeværd. Og så var det også noget helt nyt, at en Motown-sanger skrev om så alvorlige emner.

John Mogensen – Der er noget galt i Danmark
Det var min morfars yndlingssang, og jeg kan godt lide, at sangen er både sjov og tankevækkende. Den handler om klima, forurening og kapitalisme — ting, der stadig er totalt relevante. Og humoren gør, at det let at være med.

Kim Larsen – Midt om natten
Der er stadig tårnhøje priser på boligmarkedet i de store byer, så mange har ikke råd til at købe en bolig. Det handler “Midt om natten” også om, med BZ’erne, der tager sagen i egen hånd for at få et sted at bo. Jeg identificerer mig med de unge, der står udenfor samfundet — os med psykiske handicaps står ofte er på kanten. Den første del af sangen er alvorlig, men den slutter i en lysere tone med “åh mañana, håber vi får i morgen med” — et håb om, at tingene kan blive anderledes fremtiden. Det kan jeg godt lide.

Giv sangene et lyt her. Jeg har også tilføjet et par ekstra gode politiske numre.

Vil du se mere…