Af Casper Frisk
Foto af Matias Olsen
Jeg vil egentlig ikke skrive om et spil.
Jeg vil skrive om følelser, mennesker og om de ting, man ikke altid kan se udefra.
Der findes et spil, der hedder Doki Doki Literature Club.
Hvis man ser billeder fra det, ligner det et sødt spil om en litteraturklub, hvor man skriver digte og lærer nogle piger at kende.
Men det er ikke derfor, spillet betyder noget for mig.
Det betyder noget for mig på grund af de følelser, det gav mig, og de tanker det satte i gang.
I spillet møder man blandt andet Sayori, Yuri, Natsuki og Monika.
De virker alle sammen meget forskellige, men jo længere man kommer ind i historien, jo mere opdager man, at de alle kæmper med noget indeni.
Sayori er den, der altid smiler, laver sjov og prøver at gøre alle andre glade.
Hun er den type person, som alle kan lide, fordi hun er rar og positiv.
Men indeni kæmper hun med depression og føler sig som en byrde for andre.
Det ramte mig meget, fordi jeg kunne genkende noget af det.
Det med at smile og være glad sammen med andre, hjælpe folk og prøve at være positiv, men når man kommer hjem og er alene, så er man bare trist og træt indeni.
Det er en mærkelig følelse at kunne genkende sig selv i en karakter i et spil, men det gjorde jeg.
Yuri er stille og tænker meget. Hun er den type, der måske ikke siger så meget, men føler meget indeni.
Natsuki virker hård og sur, men man finder ud af, at hun har det svært derhjemme og egentlig bare prøver at beskytte sig selv.
Monika virker perfekt og har styr på det hele, men hun er måske den mest ensomme af dem alle.
Det fik mig til at tænke meget over mennesker i virkeligheden.
Når man går på gaden, sidder i bussen eller er på arbejde, så ser man bare mennesker.
Men man ved ikke hvad de kæmper med.
Man ved ikke hvordan deres liv er derhjemme.
Man ved ikke om de er glade eller kede af det, når de er alene.
Måske er der mange, der går rundt og smiler, selvom de har det svært indeni.
Spillet fik mig til at tænke over, at man aldrig rigtig ved, hvad andre mennesker går igennem.
Og måske skal man nogle gange være lidt mere tålmodig, lidt mere venlig og lidt mere forstående, fordi man ikke kender deres historie.
Doki Doki Literature Club er ikke et spil, hvor man vinder eller taber.
Det er et spil, der får en til at føle noget.
Og det er meget sjældent, at et spil gør det så stærkt, at man stadig tænker på det flere uger, måneder eller måske år efter.
Det er et af de få spil, der faktisk har fået mig til at blive trist, ikke fordi spillet er dårligt, men fordi det rammer noget ægte.
Noget menneskeligt.
Noget man måske selv har følt eller set hos andre.
For mig er Doki Doki Literature Club derfor ikke bare et spil.
Det er en historie, der ændrede lidt på, hvordan jeg ser mennesker omkring mig – og måske også lidt på, hvordan jeg ser mig selv.
Og det er nok derfor, jeg aldrig rigtig glemmer det.
