Artikelserie: De kongeliges fokus på handicap har vokseværk, del 2

2. 02. 2024

Tekst af Maria Lytzen
Foto: Chris Palmgren og kongehusets arkiv

Mennesker med handicap fik ikke meget fokus i dronning Margrethes første regeringsår. De kongeliges fokus på handicapområdet har siden haft vokseværk og med en ny, sportsinteresseret konge, er det et område, der fortsat vil få opmærksomhed, mener kongehusekspert. 

I denne anden del af artikelserien ”De kongeliges fokus på handicap har vokseværk” dykker vi ned i, hvordan kong Frederik i rollen som kronprins har sat fokus på mennesker med handicap, og hvad området kommer til at fylde i det nye kongepars tid som regenter.

Vi har fået en ny konge, Hans Majestæt Kong Frederik 10. af Danmark. Indtil nu har vi set en kronprins, som er meget sportsinteresseret, og det er primært i den forbindelse, han har sat fokus på mennesker med handicap, pointerer kongehusekspert Lars Hovbakke Sørensen.

– Han har hele vejen igennem været meget opmærksom på det der med, at der jo også var de paralympiske lege, og dem skulle man også lægge stor vægt på. På den måde har han interesseret sig for området i mange år. Og jeg tror, at det der med, at han som kronprins interesserede sig for handicapområdet i forbindelse med sport gør også, at det vil være noget, han vil have i fokus som konge. Sport vil han jo fortsat have som sin helt store interesse.

Kong Frederik vil fortsat sætte fokus på atleter med særlige behov

Hvordan tror du, at kong Frederik 10. adskiller sig fra sin mor, når det kommer til fokus på handicapområdet?

– Jamen, jeg tror, at han også vil være opmærksom på personer med handicap og deres forhold. Men på en anden måde. Fordi han er jo meget engageret i netop det med sport og idræt, siger Lars og uddyber:

– Og det er jo sådan et område, som man tager hensyn til og for eksempel tænker på de paralympiske lege. Eller handicap og idræt generelt. Så jeg tror, at det vil komme meget i fokus i de kommende år. Fordi han er så sportsinteresseret, som han er. Og gøre opmærksom på det ved mange lejligheder. Det er jeg helt overbevist om.

Tror du, at den nye konge godt kunne finde på at nævne mennesker med handicap i sin nytårstale?

– Det kunne han sagtens finde på. Han er meget optaget af den slags emner, så det er jeg ret sikker på. Måske ikke i den allerførste nytårstale nødvendigvis, men det er sådan et emne, han vil komme ind på løbende i forskellige taler. Det er jeg helt overbevist om.

Med den nye konge, tror du så, at der kommer til at være mere fokus på personer med handicap?

– Jeg ved ikke, om der kommer mere. Men der kommer i hvert fald mindst lige så meget fokus på det, som der har været i de senere år under dronning Margrethe. Så det er i hvert fald ikke noget, der vil være mindre fokus på.

Tror du, at dronning Mary kommer til at sætte mere fokus på mennesker med handicap? Eller i hvert fald skubbe kongen mere over i den retning?

– Ja, fordi hun er jo meget engageret i området i forvejen, kan man sige. Det er jo naturligt, at hun også vil spille en rolle i den forbindelse og måske også vil påvirke kongen.

Udover at kongelige kan sætte fokus på handicap i nytårstaler og via parasport, hvordan kan de kongelige ellers vise, at de engagerer sig på det område?

– Ja, det kan man jo gøre på mange måder.Generelt kan man gøre det i praksis med hensyn til, hvilket sted man vælger at aflægge besøg. For eksempel når man er ude på sommertogt med kongeskibet, og man så i de byer, man besøger, også besøger nogle institutioner for personer med handicap.

Før kongeparret fik deres nye titler, var daværende kronprins protektor for Danske Døves Landsforbund, Høreforeningen og Ordblinde/Dysleksiforeningen i Danmark. Den daværende kronprinsesse var protektor for Sjældne Diagnoser. Der vil i løbet af de kommende måneder blive taget stilling til, hvilke af kongeparrets protektioner, der skal føres videre.

Glads journalisters håb for fremtiden

Kongehusekspert Lars Hovbakke Sørensen forudser, at kongeparrets fokus på mennesker med handicap vil blive ved med at være en del af deres dagsorden. Derfor har jeg spurgt mine kollegaer, om hvad de håber, kongeparret vil gøre for at sætte fokus på handicapområdet.

Rasmus Nielsen
Journalist på TV Glad

Det er vigtigt for mig, at folk med særlige behov i fremtiden i større grad bliver set, hørt og inkluderet i det moderne gadebillede.

Jeg håber, derfor at kong Frederik og dronning Mary i høj grad vil have med i deres overvejelser, at en tidsmodernisering af kongehuset også gerne må indebære at skabe mere lighed imellem folk med særlige behov, kongehuset og den almene dansker.

Frederik og Mary kunne for eksempel gøre det til vane at tage ud at møde danskere med særlige behov på deres arbejde, bofællesskab eller fritidsaktiviteter. Og spørge ind til vores kampe, håb og drømme for fremtiden med hele verdenspressen løbene i hælene.

Tillykke med de nye titler!

Dan Jørgensen
Journalist på TV Glad

Dengang jeg var lille, gik jeg på en skole, som hedder Sofieskolen. Der havde vi et billede af dronning Margrethe og vores gamle forstander hængende, fordi dronningen er protektor. Hver gang jeg så billedet, følte jeg, at jeg fik en chance og en god fremtid. Jeg håber og tror, at kong Frederik og dronning Mary vil gøre det samme. Af hjertet tak.

Sylvester Bjarnø
Journalist på TV Glad

Jeg håber på synlighed og mere fokus på forskellige handicaps. Hvis kongen f.eks. kommer mere ud til forskellige events inden for handicapområdet. Hvis der sker noget nyt, kan de møde op eller deltage i sportsevents for handicappede, konferencer osv. For eksempel klippe en rød snor over.

Så – et mere synligt kongepar, der stiller op til forskellige ting /arrangementer inden for handicapområdet.  

I første del af artikelserien ”De kongeliges fokus på handicap har vokseværk” dykkede vi ned i, hvordan dronning Margrethe i sin regeringstid satte fokus på handicapområdet.

Læs eller genlæs artiklen her:

Artikler

Følg os:

Vil du se mere:

Vil du se mere…

Fire ting, du ikke vidste om PL 

Fire ting, du ikke vidste om PL 

PL har eksisteret i 64 år, så derfor er der også en del anekdoter forbundet med denne sportsbegivenhed, som er både sjove og spektakulære.