FOTOREPORTAGE
Af Freja Armstrong
Indtalt af Maria Lytzen
Det var hen på formiddagen, da vi gik under kirsebærtræernes skygge med solen i ryggen gennem Bispebjerg Kirkegård. Vi ankom til Dansekapellet. Den velbesøgte turistfælde Bispebjerg Kirke stod lige på den anden side af vejen og dannede udsigten, fra hvor vi stod.
Forberedelserne til Festival PÅ TVÆRS var i fuld gang, da vi trådte ind ad Dansekapellets indgang. En stor rund platform midt på pladsen udgjorde en scene. Små aflange plastikstykker lå på platformen rundt omkring i forskellige farver. Tre-fire mad- og kaffeboder stod spredt i hver deres retning.
Festival PÅ TVÆRS er en tredagesfestival, der fejrer forskelligheden. Med sin scenekunst, der er skabt af mennesker med og uden handicap, vil festivalen bygge bro mellem mennesker.
TV Glad var med, da festivalen for anden gang slog Dansekapellets port op. Vi mødte Janne Weidinger Kristensen, der er festivalens kunstneriske daglige leder til et interview og var blandt festivalens gæster én ud af de tre dage.
Første danseforestilling var Mis(s)presence. En kvinde indsvøbt i plastiksnore var en del af forestillingen på den runde platform. Andre dansede rundt med plastikstykkerne, der var spredt tilfældigt rundt. Grunden til, at stykkerne lå på scenen, var dog langt fra tilfældig.
”I har helt sikkert lagt mærke til de her, vi kaldte dem souvenirs på et tidspunkt, men det er jo scenografien, der ligger på scenen og hænger forskellige steder. Og så er det ligesom den, vi kan lege med og interagere med, og så kan den forbinde os, så alle mulige forskellige mennesker kan danse sammen,” siger festivalens kunstneriske leder, Janne Weidinger Kristensen.
Som de såkaldte souvenirs lægger op til, er ideen med forestillingen netop, at alle typer mennesker kan føle sig inkluderet i dansen.
Og inklusion er ikke en selvfølge i danseverdenen, påpeger Janne Weidinger Kristensen.
”I dansemiljøet, for mig, kan der også eksistere sådan en arrogance. Så det er ikke altid, jeg føler mig inviteret til at deltage,” uddyber hun.
Med forestillingen Mis(s)presence giver de to facilitatorer, polske Paulina Rewucka og spanske Rodrigo Varela, deres publikum en åben invitation, mener Janne Weidinger Kristensen. Hun var med en petroleumsblå overdel også at spotte på platformen.
”Det var så helt utroligt nemt og indbydende at deltage. Altså som dansende, eller som bevægende eller bare som publikum. Og det er jo det, jeg godt kan lide, fordi det er der jeg oplever, at vi forbinder os alle sammen,” siger kunstlederen.
Janne Weidinger Kristensen er kunstnerisk leder i foreningen for integreret moderne dans i Danmark (FIMD), der står bag festivalen. Idéen til festivalen opstod, da Janne og en tidligere producent ville fejre, at FIMD rundede ti år. Og da de havde afviklet den første festival i 2024, blev Janne bekræftet i, at hun og hendes bagland måtte holde festivalen løbende for at sætte fokus og insistere på, at dans er for alle slags kroppe.
Er det mest mennesker med særlige behov, festivalen er henvendt til?
“Nej. […] det vi gør, det er lidt i midten, for vi vil gerne have alle mennesker til at tale sammen,” siger Janne Weidinger Kristensen og uddyber:
“Når man har med mennesker med handicap at gøre, det er jo vores niche. Vi inviterer folk med handicap ind i dans og kunst. Så bygger man bro, hvis man ikke kun fokuserer på mennesker med handicap, fordi det er faktisk ikke det, jeg er interesseret i. Jeg er interesseret i den brobygning, altså at lave noget på tværs af mennesker med og uden handicap, så vi lærer hinanden bedre at kende.”
Af den grund var kunstlederen heller ikke i tvivl om, at festivalen skulle hedde på ”Festival PÅ TVÆRS”, da én kunstner fra den første festival smed navnet i puljen.
En danser slangede sin store krop yndefuldt op og ned ad de smalle vægge i det lille spejltildækkede rum. Bølgende lysrefleksioner skiftede med farverne på væggene, indtil han tog en stor, hvid papirblomst hen over ansigtet, som en maske foran sit publikum.
Narkissos var dagens anden danseforestilling, vi oplevede. Den er baseret på den græske savnfigur, der var så forblændet af sit eget spejlbillede, at det altopslugte ham. Han døde ved selvsamme flod og blev til en blomst.
Rummet, vi befandt os i, var med sine ene stol beregnet til én enkelt publikumsdeltager. Danseforestillingen med solodanseren Marcus Roydes er henvendt til børn og unge med autisme og svære udfordringer for at give dem en tryg en-til-en sanselig oplevelse.
At fokusset ligger på dén målgruppe skyldes, at koreografen bag forestillingen, Matthew Rawcliffe, havde en særlig oplevelse under sit studie med netop at skulle række ud til unge med særlige behov.
”Og så fandt han ud af, at det var noget, han syntes var rigtig spændende at gøre sig til ekspert i. Så han har været rundt og tænkt mange forskellige tanker om, hvad han kunne gøre. Og undersøgt det også med en gruppe i England,” siger Janne Weidinger Kristensen.
Dét førte til forestillingen Narkissos.
Sanserne kom også på arbejde i det store, ovale lokale med danseforestillingen “Do You See What Im Singing”.
Publikum fik bind for øjnene, så de kunne få fornemmelsen af, hvordan det var at være blind. Det blev overvældende for nogle og ikke mindst overvældende svært at lade være med at kigge for andre.
Emilie Conway fra Irland er én af de to sangere i forestillingen. Hun lever selv med nedsat syn og sang smukt hen over forsamlingen.
”Vi skulle prøve at tage en sans fra, sådan så publikum kunne sætte sig ind i, eller kunne få en fornemmelse af, hvordan Emilie lever med synshæmning. Så det er derfor, at publikum bliver tilbudt at få bind for øjnene og få lov til at måske slå lyttesansen endnu mere til og måske andre sanser også,” siger Janne Weidinger Kristensen.
De andre sanser kom i særdeleshed i spil, for udover den irske sangerinde, sang den anden sangerinde, Sussie Luscinia Nielsen, fra Danmark også flot fra den anden ende af lokalet. På et tidspunkt gik hun også rundt om forsamlingen med en stor farvestrålende vifte. Lydeffekter og sang var noget af det, man som deltager oplevede. Seks dansere gik eller dansede rundt i rummet med diverse rekvisitter for effektens skyld.
”Jeg tror, brobygning igen for mig er, når et publikum, og sådan som jeg selv har oplevet det, får bind for øjnene og kan sætte sig måske bare en lillebitte smule ind i, hvordan en, som Emilie gebærder sig i verden, når hun falder over ting,” siger Janne Weidinger Kristensen.
I fem ud af syv forestillinger er der kunstnere, der har særlige behov. Det er ikke et bevidst valg. For festivalens daglige kunstleder har det vigtigste været at udvælge forestillinger, som giver mening i forhold til at bygge bro eller at lave noget på tværs.
Hvordan vælger l kunstnerne?
”Det er jo faktisk mit store arbejde. Denne her festival har vi været i gang med siden august 2024,” svarer Janne og uddyber:
”Og inden da, altså i de mange år jeg har været i gang, så har jeg jo rejst til andre lande. Og været med på festivaler. Så jeg har lært folk at kende, så det mig, der trukket i trådende og skrevet eller ringet.”
Hvad håber du, folk får ud af at se de her forestillinger?
”Overordnet så ønsker jeg mig, at når man har oplevet Festival PÅ TVÆRS, så har man fået noget at tænke over, eller man er blevet rørt i hjertet, og at man møder sine medmennesker på gaden, uanset om man har særlige behov eller ej, lidt mere åbent,” siger Janne Weidinger Kristensen.
For festivalens fremtid ønsker Janne Weidinger Kristensen, at den kan blive ved med at køre hvert andet år. Og hvis hun skal drømme helt stort, så er det, at festivalen Europas første integrerede danse- og kunstfestival.
Vi forlod Festivalen på TVÆRS en del oplevelser og menneskemøder rigere.
Festival PÅ TVÆRS er tilbage igen i foråret 2028. Det er endnu uvist, hvor festivalen bliver afholdt.
