Tekst: Magnus Schultz Pedersen
Foto: Chris Palmgren
Glad kigger lige nu ud i verden og det gør vi selvfølgelig også på Ringsted-redaktionen. Men her er vi måske lidt mere specielle, da nogle af os kigger ud i verden stort set hver dag.
På Ringsted -redaktionen er vi nogle stykker som har en særlig fascination for et bestemt land hver især – et yndlingsland, kan man vel nærmest sige.
Dybdegående fascination for Tyskland
Jeg er f.eks. germanofil; jeg elsker Tyskland.
Selvom jeg er dansker, så har jeg bare en særlig tiltrækning til det tyske og føler mig lidt tysk inderst inde.
Min autisme spiller helt sikkert en rolle, i og med at interessen er så intens og dybdegående, men jeg er sikker på at den også havde været der, hvis jeg ikke havde autisme. Måske ikke helt så intenst, men stadigvæk.
Jeg har spurgt nogle af mine kolleger, som hver især også har en fascination for et specifikt land, om hvad det er de så godt kan lide ved lige præcis det land, og om det har noget med deres diagnose at gøre.
David Frantsen elsker Sveriges regler og natur
David har autisme og er meget glad for regler. Derfor har han en stor forkærlighed for Sverige.
“De er lidt mere politisk korrekte end i Danmark og har lidt flere regler.” siger han.
Derudover er han også glad for den frodige svenske natur.
“Jeg er stor dyrenørd og mange af de vilde dyr vi havde i Danmark for flere 100 år siden, dem har de stadig i Sverige.”
Diana Kaia Magling er forelsket i Norges natur og sprog
Diana har William-syndrom og ét af de karakteristiske træk er, at de elsker musik og festligheder.
Det kommer bl.a. til udtryk hos Diana igennem hendes store kærlighed til Melodi Grandprix, og her har Norge en bestemt plads i hjertet.
“I 2009 vandt nordmanden Alexander Rybak Eurovision Song Contest, og han blev mit største idol. Et år efter var jeg i Norge for første gang og blev forelsket i den norske natur og det norske sprog.” fortæller Diana.
“Jeg er også vild med Kaptajn Sabeltand, som er en fiktiv pirat fra Norge.”
Frankrig giver Casper Frisk ro og nye indtryk
Casper har en lungesygdom, som den danske kulde kan påvirke negativt. Derfor er rejser til et varmere land godt for hans helbred.
Men det handler også mest om afstresning.
”Jeg har ADD og en tendens til at stresse meget, så når jeg er i Danmark, er mine tanker alle mulige steder.” lyder det fra Casper.
“Når jeg er i Frankrig, så får jeg lidt mere ro, fordi den franske kultur og natur passer mig godt”.
Mathias Thing Nielsen går dybt i detaljer om Polen
“Pga. mange udfordringer med autisme, har jeg ikke så stor en vennekreds, så familien betyder derfor meget for mig.” fortæller Mathias.
F.eks. har han en tante fra Polen og det har gjort ham interesseret i at lære, at forstå hendes baggrund som polak, og dykke ned i den polske kultur og tankegang.
“Fordi jeg har autisme, så har jeg tendens til at gå dybt i detaljer og derfor har jeg også lært noget af sproget.
Nogle ser det som nørderi, men jeg ser det mere som en følelsesmæssig relation.”
I alt er vi altså fem personer, som har et særligt forhold til et bestemt land og som dyrker det på hver vores måde.
Man kan nærmest sige at verden bor i Ringsted.