Digt af David Frantsen, foto af Nicolai Søjer og Phillip Thrane-Møller
I en dansk bøgeskov, hvor de grønne blade på træerne stråler ligeså klart,
som Solen der står op i horisonten hver morgen, når den kaster sine morgenstråler på træerne og græsset
Der bor Solsorten
Den store og stolte Solsort, der hver morgen flyver fra træ til træ, mens han pudser sine fjer, med sit stærke og blændende næb
Men denne gang er det hverken regnorme, morgenduggen, eller de friske skovjordbær, som fanger hans opmærksomme blik
Det er derimod en ny fugl, der er dukket op i skoven
Hende Blåmejsen
Så lille, så yndig, så bedårende og så vakker, som hun sidder der på kvisten, med sin lysende sangstemme
En stemme, der får Solsorten helt oppe at flyve
Han kunne flyve så højt, som ingen fugl har fløjet før, af bare kærlighed
Ikke alene hendes røst, men hele fjerdragten, ja hele hendes væsen, smelter Solsortens fuglehjerte
Hendes smukke dybe øjne glitrer endnu mere, end selv Guldfasanens prydende fjerdragt
Solsorten har mødt sin overfugl, for ingen har før kunne få ham ned på jorden, som Blåmejsen kan
Nu er hver dag i skoven, en atmosfære af lykke og kærlighed
Med største iver, forlader Solsorten hver morgen sin rede i haven, for at drage ud i skoven og møde Blåmejsen
