Rejseanbefaling i Italien

27. 06. 2023

Af Maria Lytzen

Foto: Freja Armstrong

Jeg elsker at rejse.

Både sammen med mine forældre, alene, med veninder og med bofællesskabet.
Når jeg rejser med bofællesskabet er vi sammen om at planlægge, hvor vi skal hen, og hvad vi skal se.

Struktur i ferien

Det vigtigste for mig, når jeg holder ferie, er at beholde struktur i dagene, selvom det er ferie, på grund af min ADHD og autisme.
Hvis strukturen skrider bliver jeg stresset, og det har jeg ikke lyst til at være i min ferie.

Mine forældre ejer en lejlighed i Italien i Camogli, syd for Genova, så derfor er det ofte dér, vi rejser hen i vores ferier.

Sådan er det også i sommerferien i år.

På scooter i bjergene

Min mor og jeg tager to uger ned i vores lejlighed, hvor der også er en swimmingpool, som hører til hele lejlighedskomplekset. Her skal vi bare hygge os med at svømme, spise god mad og ud og se forskellige ting.

Mine feriedage i Italien ser ofte sådan her ud:

Jeg står op, tager et bad, får tøj på, og derefter tager min mor og jeg scooteren ned ad bjerget, for at køre ud efter morgenmad. Min mor kører og jeg sidder bagpå.

Vores lejlighed ligger højt oppe på et bjerg, så for at komme frem til bageren, som ligger på bjerget ved siden af, skal vi køre ned ad bjerget og op ad det næste.

Jeg plejer at stå af scooteren, når vi er kommet ned af ”vores” bjerg, og så gå op ad det næste bjerg, hvor bageren og kirken ligger på toppen. Udsigten deroppefra er helt vild smuk.

Podcast i ørene og fisk i maven

Eftermiddagen bliver ofte brugt på at ligge ved poolen og slappe af og høre podcasts. Nogle gange tager vi turen nedad bjerget til byen for at spise frokost, og andre gange spiser vi bare i lejligheden.

Aftensmaden spiser vi ofte i den meget hyggelige havneby Santa Margherita på vores yndlingsrestaurant Da Gennaro.
Jeg vælger ofte noget med fisk og får en affogato ( italiensk kaffe med is ) bagefter.

Jeg vil her komme med nogle anbefalinger til, hvad JEG synes du skal opleve, hvis du skal rejse til Camogli eller et sted i nærheden.

Min top 3 over de bedste oplevelser i byen Camogli i Italien:

1.Den allerbedste oplevelse du kan få i Camogli, er at tage til San Fruttouso.

Byen ligger i en krystalklar lagune ved foden af en bjergskråning og er kendt for klosteret Abbazia di San Fruttuoso di Capodimonte fra 1300-tallet.

Vi plejer at tage en båd derud, da det ellers er svært at komme dertil. Når man kommer sejlende med båden, kan man se en 2 ½ meter høj, smuk Kristus figur, der vender ud mod havet.

Det er et meget smukt sted med rigtig gode restauranter, fin badestrand og meget hyggelig atmosfære.

2. Strandpromenaden i Camogli må du ikke snyde dig selv for.

Camogli, byen hvor vores lejlighed ligger, er en charmerende fiskerby, hvor man kan gå langs den hyggelig strandpromenade og købe ind hos de små forretninger.

Italiensk is er noget af det bedste jeg ved.

Derfor skal jeg altid, når vi går rundt dernede, ind og have en jordbær/hindbær sorbet is – mums, det er SÅ lækkert!

3. Middag med panoramaudsigt

Hvis du gerne vil spendere lidt ekstra på en lækker middag, og samtidig sidde og kigge ud over havet, så vil jeg anbefale dig at vælge restauranten på Hotel Genobio.

Her sidder du på en terrasse med panorama udsigt udover byen Camogli og hele den italienske riviera. 

Det er ren luksus og forkælelse, men det er alle pengene værd.

Du kan også læse Mathias klumme her, om at hvordan det er at rejse, når du har kognitive udfordringer.

Artikler

Følg os:

Vil du se mere:

Vil du se mere…

Digte om farver

Digte om farver

For Maria Quitzau er farver afgørende for at beskrive sit indre liv. Her får du et helt særligt indblik i, hvad det vil sige, når verden føles blå.