Mit elskede kongehus – i medgang og modgang

25. 07. 2022

 Tekst af David Frantsen, foto af Glad Animation

Kongehuset er det, som er kernen af den danske kulturarv. I hvert fald hvis man spørger mig. Jeg har elsket monarkiet siden jeg var 14 år. Kongefamilien kan give mig både en religiøs følelse og vækkelse. For de er et levende eksempel på, at noget er meget større end en selv!  

Christian den 7. havde muligvis autisme 

Da jeg som teenager begyndte at interessere mig for den danske kongerække fik jeg en stor åbenbaring ved at læse om vores monarki. Jeg har aldrig snakket med nogle af Kongehusets medlemmer face to face, og alligevel føler jeg, at jeg kender dem rigtigt godt!  

Jeg husker tydeligt, da jeg som 13-årig så et afsnit af Martin og Ketil, hvor en skuespiller havde klædt sig ud som kong Christian 7., og så mener man, at Christian 7. muligvis også havde autisme. Men dengang i 00´erne anvendte man stadigvæk betegnelsen “sindssyg”, og da jeg jo egentlig også hører under den bemærkning, så åbnede det ekstra meget op for at jeg måtte undersøge den danske kongerække!  

Kongelige personligheder jeg kunne spejle mig i 

Mine forældre havde en bog om kongerækken, som jeg startede med at bladre i, og et par dage senere så jeg en bog på mit skolebibliotek om de enevældige konger. Og så var jeg solgt på stedet! At læse om de danske regenters kærlighedsliv, familie, slotte og værdighed gik lige i mit stolte danske hjerte!  

Christian 7. havde mentale problemer, Frederik 4. havde store problemer i sit kærlighedsliv, Frederik 5. elskede at feste og drikke, mens Christian 6. var dybt religiøs. Altså så mange og spændende personligheder. Af en eller anden grund kunne jeg identificere mig med dem. For jeg er på den ene side selv ret religiøs, men jeg elsker også at feste i trygge omgivelser.  

Kongeligt vink mod mobning 

Hver gang mine skolekammerater i frikvarteret ville tage billeder med deres mobiltelefoner, så lavede jeg aldrig peace- eller hiphop-positioner når det blev taget billeder af mig. I stedet stod jeg altid enten som Frederik 4., eller Frederik 5. når telefonernes kameraer sagde KLIK!  

Og så var jeg den eneste blandt eleverne i de store klasser som havde autisme. Derfor var der mange på skolen, der vidste hvem jeg var. Så når jeg vandrede gennem skolen og gik gennem fløjene blev der tit råbt: “Hej David!”, “Hej Frantsen!” og “Hvad så, Daaaavid!”. Og hver gang replicerede jeg med: “Ti stille!!”, for at sige det mildt…  

Og så brugte jeg også de kongelige som rollemodel i skolen. Så jeg holdt øje med, hvordan kongehuset vinker, når de kommer kørende i deres guldkareter. Så da begyndte jeg at vinke på samme måde i stedet for at blive sur. På den måde kan man med et kongeligt vink afværge mobning. Og det virkede! 

Stor familie, ligesom Christian 9. 

Og da jeg selv kommer fra en ret stor familie, nød jeg virkelig at læse om Christian 9., der også blev kaldt for Europas Svigerfar! 

Hver sommer samlede han sine 6 børn, samt sviger-, børne-, og oldebørn på Fredensborg Slot her i Danmark! Og da jeg selv kommer fra en ret stor familie, var det ikke særligt svært at sætte sig ind i det! For min morfars afdøde storebror samlede også hver påske hele familien til påskefrokoster i familiens gamle sommerhus i Nyråd. 

Og så synes jeg at dronning Margrethe er det bedste statsoverhoved, man kunne ønske sig at leve under. Hun er både omsorgsfuld, klog og empatisk. Og jeg ved at kronprins Frederik også bliver en fantastisk regent, og prins Christian så fremdeles!  

Lad Os løfte vore glas og udbringe en skål for kongehuset!  

Et nifoldigt leve! Hurra! (9 gange)  

Artikler

Følg os:

Vil du se mere:

Vil du se mere…