– En fantastisk fuglefortælling fra barndommen
Af Charlotte Mia Krøyer
Jeg kan huske, at jeg som barn ofte følte mig som en fugl. Når jeg kom tæt på fugle i naturen, var det som om, jeg kunne forstå og tale deres sprog. Jeg havde pludselig vinger og kunne lette, det var en følelse af tryghed og stor frihed, som jeg satte høj pris på, da jeg var barn. Her kunne jeg være mig selv uden at nogen kunne dømme mig.
Det er ikke altid nemt at være barn i et samfund, hvor jeg blev holdt udenfor. Jeg var anderedes end de andre børn på folkeskolen, og der var ikke mange der kendte til eller forstod mine særlige udfordringer.
Når nogen prøvede at nedgøre mig, havde jeg fundet en metode, så jeg kunne lukke helt ned for verdenen omkring mig. Så jeg udelukkende var i min fuglefantasi.
Det var et redskab, jeg havde lært i en tidlig alder, og til sidst gjorde jeg det bare per automatik.
Jeg blev ret god til at visualisere mig selv som fugl. Jeg havde et stort vingefang med rødlige, mørke lilla og blå farver og de vildeste gribeklør. Når jeg tog den form, følte jeg mig uovervindelig!
Jeg forstilede mig, at jeg spredte mit store vingefang ud og lettede. Deres stemmer blev mere og mere uklare samtidig med, at jeg fløj længere og længere væk fra dem der mobbede.
Jeg fløj så højt, så jeg også fik øje på andre sjældne fugle som var magiske, ligesom jeg selv var her i min fuglefantasi.
Jeg svævede højt oppe i luften med mine fugleveninder. Her var vi frie og kunne være os selv.
Jeg flygtede, når jeg fik chancen
Folkeskoletiden har mange gange været en prøvelse for mig. I specialkasserne på min skole satte man adfærdsvanskelige børn sammen med os børn, der havde nogle særlige behov. Altså blev der meget hurtigt dannet et hierarki, hvor problembørnene styrede klassen. Vi andre blev enten offer for mobning eller sexchikane.
Jeg valgte stort set altid at flygte, når jeg fik chancen. Ofte sammen med min skoleveninde, som også blev udsat for mobning. Vi kunne finde på at tage op på skolens bibliotek for at få noget fred og ro for de drenge, der var ude efter os. Nogle gange fik jeg lov til at gå sammen med en af de mere populære piger fra min klasse. Så var jeg i det mindste i sikkerhed så længe, og jeg følte hun godt gad mig.
Om eftermiddagen gik jeg på fritidshjem, hvor jeg slap for at have noget med de klassekammerater, der var ude efter at genere mig, at gøre, og der lykkedes det mig at få nogle få tætte veninder.
Fra passiv til angribende rovfugl
Jeg fortsatte med at bruge fuglefantasierne i de situationer, hvor jeg følte mig særlig sårbar. Når jeg ikke var sammen med nogle af mine veninder i fritidshjemmet, havde jeg en specialpædagog tilknyttet mig, som kom til at betyde rigtig meget for mig i min barndom.
Det var ikke alle børn, der forstod hvorfor, jeg havde brug for at have en specialpædagog. Der opstod hurtigt jalousi, og nogle af børnene vendte sig imod mig, og jeg måtte beskytte mig igen.
Jeg, som fugl, blev mere og mere frygtindgydende, så jeg fik forstærket mit skjold imod verdenen. Jeg blev tranformeret fra at være en smuk og farverig fugl til at ligne en kæmpe rovfugl og ikke én, man havde lyst til at udfordre.
Mine øjne lignede ildkugler og mine klør var så spidse og lange, så jeg let kunne kradse øjnene ud på en hver modstander.
Jeg holdt ved dette forsvar i mange år. Da jeg kom ud af folkeskolen og startede på specialskole, brugte jeg rovfuglen når det hele blev for meget.
Man havde fejlvurderet mig, så jeg var havnet i den helt forkerte klasse, hvor mine klassekammerater var langt dårligere end mig fagligt og mentalt. På Maglemosen var jeg heller ikke populær. Jeg havde stadig brug for at have mit forsvar; fuglefantasierne.
Heldigvis kom jeg året efter i en anden klasse, hvor jeg passede meget bedre ind, og her begyndte jeg at få veninder og være inde i varmen. Og jeg lærte nogle flere sociale regler og langsomt blev jeg stærkere og mit selvværd blev boostet.
Jeg møder stadig drillerier og mobning i dag, men jeg føler mig bedre forberedt og bedre til at håndtere det. Uden hverken at flygte fra det eller angribe for meget. I dag har jeg ikke længere brug for rovfuglen, fordi jeg har lært, hvordan jeg konfronterer et problem, og jeg er blevet bedre til at kunne mærke mig selv.
