Af Maria Quitzau
Foto: Freja Armstrong
Jeg er ved at blive ældre. Det ved mine forældre, mine pædagoger og alle omkring mig.
Jeg kan mærke det ved, at jeg glemmer hurtigere og jeg gør nogle mærkelige ting.
Her forleden ville jeg lave the, men i stedet åbnede jeg køleskabet.
Jeg var ved at sætte min elkedel på køl. Det var skørt.
Nogle gange siger jeg ja, men mener nej.
Andre gange siger jeg nej, men mener ja.
Pædagogerne siger jeg skal spare på mine kræfter. Passe på mig selv. Bare sidde og se godt ud nogle gange, uden at knokle.
Hvis det stod til mig havde jeg en fest hele tiden, så ville jeg aldrig have tid.
Men jeg forstår godt beskeden, jeg skal slappe af.
Det gode ved at blive ældre er at blive nusset mere om og passet på. Jeg bliver respekteret og forstået som den jeg er.
Jeg kan også se mig selv i mine pædagoger. Vi har samme musiksmag og ser de samme film. Måske fordi vi alle er voksne.
Det dårlige ved at blive ældre er at mange betragter mig som en der kan mere end jeg faktisk kan.
Min balance er ikke særlig god, på mellemniveau. Jeg skal træne og holde mig stærk.
Mit hoved er yngre end min krop. Det er heller ikke alt jeg husker.
Lige meget hvor gammel jeg er, så bliver jeg dog aldrig for gammel til at bevare det barnlige sind.
Du kan også læse Maria Quitzaus brev til kommende forældre til børn med Downs Syndrome:
