Af Sylvester Bjarnø
Foto: Jonas Koch
Jeg har opfundet et begreb: Kvartalsdepressiv.
Her svæver depressive symptomer over ens hoved som bilos eller en trussel om regn. Mit humør har været delvist nedadgående siden den 19. januar. Min mentale tilstand er energiforladt og en smule sørgmodig. Og så ved jeg, at det er tid til at kvartalsregnskabet skal gøres op.
Første gang jeg registrerede, at jeg var i ubalance, var i 2015. Dengang var det nok nærmere en moderat depression – det er i hvert fald min egen vurdering, for det varede ved i et par år. Men da det var aftaget, gik det op for mig, at mine nedture kom igen. Ikke som én lang depression, men i kortere perioder. Og det er de perioder, jeg kalder for kvartalsdepressioner.
Det sker ca. tre gange om året i to uger ad gangen. Det er ikke bare en dårlig dag, som hvis børnene larmer og konen er sur. Det er følelsen af, at man overhovedet ikke gider slæbe sig ud af sengen. Hellere blive liggende og stirre ind i væggen end at gå på job.

Det starter med at skure
Jeg har tænkt meget over, hvad det skyldes, og jeg tror, det starter, når mit fokus falder på de overordnede linjer og strukturer i samfundet. Med årene er jeg begyndt at lytte mange lydbøger og podcasts. Jeg følger med, så godt jeg kan, selvom jeg befinder mig i den lave ende af samfundet. Jeg har ikke forudsætningerne for at dykke ned i hverken sagsmapper eller arkiver eller komme bag om efterretningstjenester, men alligevel synes jeg, at jeg efterhånden har fået et godt indblik i, hvordan tingene hænger sammen.
Det har fået mig til at miste troen på politik, lobbyister, mænd i jakkesæt og kvinder i spadseredragt. Jeg oplever, at de her mennesker og store virksomheder som Coca-Cola, Novo Nordisk, Qatar Airways, Arla og Tesla træffer valg, som påvirker den lille mand og kvinde på gulvet i en negativ retning.
Det får mig til at spekulere over, om andre mest gør fordummende ting? Som at gå op i fodboldresultater, spille lotto, se ligegyldige tv-serier og dyrke onkelhumor. Måske for at flygte fra de store problemer, som bliver skabt af eliten. Det får mig til at føle mig alene om at gennemskue systemet – og så er første skridt taget i retning mod en kvartalsdepression.
Det kryber nærmere…
Sådan begynder humøret stille og roligt at gå nedad. Og så opdager jeg pludselig, hvordan de ting jeg har spottet i toppen af samfundet, påvirker mit lokalmiljø. Når jeg kigger rundt i bybilledet i forstaden, hvor jeg bor, ser jeg, at alle butikker må dreje nøglen om – folk er begyndt at handle mest på nettet. Tilbage er kun en masse villaer, lejligheder, dagligvarebutikker. Det mest interessante der sker hvor jeg kommer fra, er det lokale fodboldhold i 1. division. Dagligdagen er bare en ensformig trummerum, som minder om en rituel gentagelse af hamsterhjulet!
Ramt!
Pludselig får jeg negativt fokus på mit eget liv. Her er det tanken om fremtiden, der skræmmer mig mest. Jo ældre jeg bliver, des flere mentale udfordringer kommer der. Samtidig skal fysikken også holdes ved lige, og den del er bare sværere for mig. Jeg er født med både fysiske handicaps og en hjerneskade. Hjerneskaden gør, at jeg ikke har lært sociale spilleregler for at skabe et netværk udover min mor, far og lillebror.
Det påvirker det mig i højere grad jo ældre jeg bliver. Mine forældre lever jo ikke 40 år endnu – selvom jeg ville ønske, at de gjorde. Det bliver ikke sjovt, den dag mine forældre er blevet til muldjord og orme. Så skal jeg fejre jul og påske alene og holde sommerferie med mig selv. Nogle dage kan tanken ligefrem få mig til at miste appetitten og liv i banditten.

En kur under udarbejdelse
Alle disse ting, som er med til at kickstarte kvartalsdepressionerne, er jeg ved at undersøge, hvordan jeg holder i skak. Det mentale arbejde er vigtigt, og det skal foregå resten af mit liv. Faktisk har jeg gjort det til et livsprojekt at undersøge, hvordan jeg kan optimere min mentale sundhed. Hvis du også kender følelsen af at være kvartalsdepressiv, så kan du jo prøve nogle af de ting, som senest har virket for mig:
- Spis 150g mørk chokolade om måneden.
- 20 minutters vejrtrækningøvelser og ti minutters strækøvelser mandag til torsdag.
- Tag dagligt bad i fem minutters varmt vand og to minutters iskoldt vand.
- Drop alle nyheder på radio og TV.
- Tag et år uden sex – hvis du har mod på det.
- 3×1,5 times fysisk træng ugentligt – fx cykling eller gåture på 5 km.
- Hør lydbøger og hyg dig med at lave mad.
- Søg hjælp: adfærdsterapeut, psykoterapeut eller foreninger med aktiviteter der føles rare og måske giver et netværk og gode oplevelser.
Min kur er under konstant forandring – i hvert fald nogle af punkterne. Måske virker det ikke for alle, men for det meste virker det for mig. Hvis du kender til at være kvartalsdeprimeret, så lad det her være en opfordring til dig om at teste en masse forskellige ting af. Og har du ikke prøvet at være kvartalsdeprimeret, så lad det i stedet være en anledning til at udvise forståelse for os, der er ramt.




