Glæden ved dårlig kaffe: Bag om samtalen med Matthesen 

Af Magnus Schultz Pedersen 
Foto af Matias Olsen 

Lørdag den 16. august startede tredje sæson af “En særlig samtale” med standupkomikeren, skuespilleren, musikeren og forfatteren Anders Matthesen som gæst. En gæst, jeg personligt ikke havde regnet med, vi ville få. 

Stor fan i teenageårene
Op til afsløringen af gæsten tilbage i foråret, begyndte vi på Ringsted-redaktionen at gætte på, hvem det kunne være. Der var tale om, at det var en person, som havde meget travlt, og som kun havde mulighed for at være med til optagelsen den 24. juni. 

Flere havde en idé om, at det godt kunne være Anders Matthesen, med henblik på at travlheden kunne skyldes den nye Ternet Ninja-film. Det var jeg dog ikke så sikker på, da han – så vidt jeg har erfaret – ikke er typen, der siger ja til at medvirke alle mulige tv-programmer og shows og så videre. “Men jeg kan blive overrasket,” sagde jeg – og det må man sige, at jeg blev. 

Jeg har selv været ret stor fan af ham, især i mine teenageår, hvor jeg dyrkede ham på et ret heftigt niveau. Så jeg blev selv ret glad, da jeg erfarede, at det var ham, der kom – også selvom jeg ikke helt vidste, om jeg ville medvirke. 

Ja eller nej til fortsættelser?
De seneste mange gange har det været svært for mig at finde på spørgsmål. F.eks. kunne jeg slet ikke komme på et eneste spørgsmål til hverken Nikolaj Coster Waldau eller Rasmus Seebach, så jeg valgte derfor ikke at medvirke i de to udsendelser. Til at starte med havde jeg det lidt på samme måde med udsendelsen med Matthesen, men efter en uges tid poppede der alligevel et spørgsmål op i mit hoved, som lød således:

“Du har tidligere givet udtryk for, at du ikke vil gentage en succes. F.eks. ville du ikke lave en fortsættelse af “Terkel i Knibe”. Men nu kommer der en “Ternet Ninja 3”. Har du ændret holdning til det med fortsættelser, eller er Ternet Ninja bare så speciel, at du har gjort en undtagelse med den?” 

Det syntes jeg kunne være meget interessant at spørge ham om, så jeg valgte at medvirke alligevel – og det er jeg glad for, at jeg gjorde. 

Kendte ikke sangen
Som sædvanlig er der gerne et indslag i hver udsendelse lavet specielt til den pågældende gæst, og det var der selvfølgelig også denne gang. 

To af mine kolleger fra København Christian Drost og Rasmus Nielsen havde omskrevet noget af Matthesens sang “Det er, som det er”, så den omhandlede deres respektive udfordringer. Her ville man gerne have et børnekor med til at synge omkvædet plus et “herrekor” til at synge med på første vers. Cirka en uge før optagelsen blev der spurgt ud i redaktionerne, om der var nogle, der ville være med i dette herrekor. 

Jeg har faktisk ikke fulgt så meget med i hans karriere de sidste 10 år, så jeg kendte slet ikke denne sang til at starte med. Men jeg syntes alligevel, at det kunne være interessant at være med i koret, så jeg meldte mig til og gik i gang med at lære melodien og den nye tekst. 

Forvirring og gentagelser
Da vi ankommer til studiet på selve dagen, skal vi i herrekoret lige øve sangen sammen med børnekoret inden optagelsen, og her opstår der en forvirring hos mig. Jeg havde fået det indtryk, at vi fra herrekoret kun skulle synge med på første vers, så det var det, jeg havde øvet mig på. Det viste sig så under denne prøve, at vi også skulle synge med på omkvædet. Det var jeg slet ikke forberedt på, og det irriterede mig lidt. Men heldigvis skulle vi øve den igennem et par gange, så jeg lærte den ret hurtigt. 

Samtidig skulle vi synge den hele tre gange under optagelsen, fordi sådan er det at lave TV. Der er noget teknik, der skal fungere, heriblandt nogle kameravinkler og nogle lydniveauer.  

Alt det ser man selvfølgelig ikke i det færdige program, men det er sådan det fungerer bag facaden, og det gjorde også, at jeg ret hurtigt endte med at få teksten godt og grundigt på plads. 

Ubesvarede spørgsmål
Alt var godt. Sangen gik godt, og det samme gjorde optagelsen generelt. Desværre fik jeg ikke mulighed for at stille mit spørgsmål, så jeg fik aldrig svar på, om han havde ændret holdning til det med at gentage en succes, og det ærgrede mig lidt. Men sådan er det. Vi har godt nok vores gæst i tre timer, men det endelige program varer jo som bekendt ikke tre timer, selvom mange nok ville ønske, at det gjorde. Der er altså meget, der bliver sorteret fra i sidste ende.  

Og på trods af, at vi har tre timer sammen med gæsten, så kan der opstå noget undervejs, som gør, at der må sadles om. Det kan f.eks. være et spørgsmål, der fremkalder en særlig reaktion fra hovedpersonen, som der derfor må følges op på. Det kan give noget tidspres, og derfor er der desværre nogle spørgsmål, der bliver sorteret fra undervejs. 

Men ellers er jeg ret godt tilfreds, og det virkede, som om at Matthesen også var tilfreds på trods af en vis nervøsitet op til.  

Uforudsigelighed gør rastløs
Normalt, når hovedpersonen er ankommet og skal hilse på os, efterhånden som vi kommer ind hver især, så sidder vedkommende ned på sin plads. Det gjorde Matthesen ikke. Han stod op inde i cirklen og virkede en anelse rastløs.  

Min første tanke var, at han ikke er vant til at skulle sidde ned, når han skal være i centrum, for normalt når han optræder, så står han jo op. Men så vidt jeg kunne forstå på ham, efterhånden som vi kom i gang, så har han det bedst med at vide, hvad der skal ske, og det havde han jo ingen chance for her. 

“Her kan alting ske,” som vores ordstyrer Nathalie plejer at indlede hver udsendelse med, og det har uden tvivl haft en indvirkning på ham. 

Det virkede dog, som om at det løsnede lidt op i løbet af seancen. Han var positiv og ikke for nærig med grinene under flere af spørgsmålene. Og selvom jeg ikke fik stillet mit spørgsmål, så fik jeg alligevel en snak med ham efter optagelsen. 

“Livet er for kort til god kaffe”
På vej ud af studiet slår Matthesen lige et smut forbi produktionens bord, hvor der står en kande kaffe. Han skænker en kop til sig selv, og jeg kommer til at tænke på hans ret velkendte forhold til kaffe. 

“Du er en inkarneret kaffedrikker, ikke sandt?” spørger jeg ham. 

“Jo, i allerhøjeste grad,” svarer han, og fortsætter;  

“Nogle gange står jeg endda op om natten for at drikke kaffe”  

Det, syntes jeg, var ret sjovt at tænke på. Jeg er selv ret glad for kaffe, men ikke så glad. Jeg finder så også ud af, at han og jeg har samme smag på dette område. Vi foretrækker begge vores kaffe sort; ingen sukker og ingen mælk. Samtidig er vi begge ret ligeglade med, om den er hjemmebrygget eller tappet på en tankstation; den skal bare være varm og opkvikkende. 

“Livet er for kort til dårlig kaffe”, som mange kaffedrikkere ynder at sige, heriblandt min egen chef. Men sådan har Matthesen det ikke… 

“Jeg plejer at sige: livet er for kort til god kaffe, fordi det tager en evighed at lave god kaffe,” fortæller han mig.  

Jeg synes, det er et virkelig fedt citat – og samtidig er det så sandt, at jeg har taget det til mig. 

Se alle afsnit på DRTV
Tredje sæson er hermed skudt i gang. Så må vi se, hvem der ellers skal have fornøjelsen af at komme i den Glade stol. 

Indtil da kan I se eller gense alle de hidtidige afsnit af “En særlig samtale” på DRTV.  

Samtidig kan I se mere bagommateriale her på vores egen hjemmeside.