Af David Køhn Frantsen, foto af Matias Olsen
Kæledyr opfylder os menneskers behov for at give tryghed og omsorg til et andet levende væsen! Men hvis man har et handicap, kan der nogle gange være noget, der kan spænde ben for, at man kunne tage sig af et ægte levende væsen. I virkeligheden. Derfor er det jo mageløst fantastisk, at man også kan få kæledyr, som er virtuelle eller robotter!
Behovet for at tage sig af nogen
Ligesom når man har en virtuel kæreste på internettet, så kan et virtuelt kæledyr også udfylde nogle behov, lige når man har tid! Det er ligesom, når jeg spiller Pokemon. For Pokemonerne i mine spil er både mine venner, men samtidig også mine fantasi-kæledyr på samme tid!
Og så erindrer jeg, at da jeg var 15 år gammel, udsendte Nintendo et spil der hed Nintendogs, som udkom til deres DS-maskine! I Nintendogs havde man sin egen hund, som man kunne klappe, fodre og passe og så fik man på den måde også skabt et særligt bånd til hunden i spillet!
I de senere spil, der udkom til Nintendo 3DS, kunne man både have sine egne virtuelle hunde og katte. Og i Pokemon X og Y, der udkom til samme konsol i 2013, blev konceptet overført til Pokemonerne. At man simpelthen kunne klappe, fodre, nusse og kæle dem, og da de fleste Pokemoner ligner dyr, så blev der virkelig skabt et rigtigt kærlighedsbånd!
En elefant som kæledyr?
Jeg har så fundet ud af, at det er det, som er hemmeligheden bag Pokemons og egentlig også Nintendos succes. Det skyldes, at det er dyr, man kan skabe stærke bånd til, uden at det er i virkeligheden! Dyr, som ikke ville kunne lade sig gøre at holde som kæledyr, kan man lige pludselig knytte bånd til og kæle med!
For i Pokemon er der både kobraer, ræve, løver, elefanter, og jeg kan blive ved! Hvis jeg skulle have mit eget virtuelle kæledyr, så ville jeg gerne have en ræv. For jeg ville ikke være i stand til at tage mig af en ræv i den levende virkelighed. Så jeg synes, at det kunne være helt fantastisk, hvis jeg havde min egen ræv, som jeg kunne kæle med, og på den måde kunne mærke pelsen på, og samtidig føle den vidunderlige anatomi, som ræven har.
Virtuelle kæledyr er både anderledes end rigtige kæledyr, og så alligevel ikke! For det er det samme koncept, altså at man giver omsorg og kærlighed til et væsen, der kan bevæge sig (altså inde i computeren). Men samtidig er det ikke et levende, og varm (eller kold) blodigt dyr! Jeg har en biologisk kat, der hedder Sylvester. Ham er jeg meget glad for, men jeg kan også se fordele ved, hvis han nu var en virtuel kat.
For med et computerskabt dyr, så kan man med god samvittighed, eksempelvis tage på en uges ferie, uden at være afhængig af at sætte den i hunde, – eller kattepension.