Drømmen om det normale

9. 12. 2022

Af David Frantsen
Foto: Mathias Olsen

Fordomme om mennesker uden handicap….

Hvis du spørger mig, så kan man dele mennesker op i to grupper: Når man har særlige behov, er man en “kat”, og er man normal, så er man en “hund”.
Jeg tror, at de fleste “katte” på et eller andet tidspunkt har drømt om, at være en “hund”.

Jeg er 30 år, single og kat, og jeg ønsker ofte at jeg var en hund!

Gid jeg sagde “vuf” fremfor “mjav”

Hvor kunne det være guddommeligt, hvis jeg bare var en “hund”…
Jeg ville være utroligt veltrænet, have et langt kulsort og krøllet hår, være millionær, have verdens sødeste kæreste, og frem for alt.… jeg ville aldrig kunne såre dem, som jeg elsker og holder af!

For når man er “Hund”, har man meget lettere ved at hitte kærligheden, da man ikke har diagnoser, som spænder ben både for det sociale, og for det med at kunne sætte sig ind i andre levende medmenneskers tankegang. 

Min autisme gør, at jeg har meget svært ved at afkode signaler, og min ADHD gør mig meget impulsiv, kombineret med at mit OCD kan give mig tankemylder.
Mit temperament kan af og til slå gnister, og jeg kan virkelig tale med store bogstaver, når jeg bliver arrig.

Og alt dette kunne jeg have undgået, hvis jeg bare havde lange ører, spids snude og sagde VUF i stedet for MJAV!

Racedyr og Det Kongelige Teater

Min teori er, at normale mennesker er ofte også meget rige, kombineret med at de altid har held i kærlighed.
Jeg tror, at mine kollegaer uden handicap, bare skal løfte et øjenbryn, så får de en kæreste, inden der er gået et halvt år.

Og samtidig så bor de alle enten i villa, eller i ejerlejlighed, og har dyre racehunde, racekatte eller fuldblodsheste, og flyver altid på første klasse, når de rejser med flyet.

Teatret havde også været min arbejdsplads, og jeg ville være så meget “hund”, at jeg kunne gebærde mig på de skrå brædder på Det Kongelige Teater, uden at træde mine medmennesker over tæerne, og chancen for at få en kæreste ville være minimum 70 % større, end den er nu!

Om der nu var en sangerinde eller balletdanser, som jeg havde kær, ville jeg sagtens kunne imponerende hende, uden der kom et: “Adddd, det er ham “katten”, han er så handicappet!”

Så havde jeg kunne sige, til en pige: “Hvor er jeg altså privilegeret, at jeg kender dig! Vil du med mig en tur i Tivoli, hvis jeg betaler for både billetterne og maden?”.

Hun ville blive så glad, og vi vil være lykkelige sammen….

Fordele ved “kattelivet”

Meeeennnn…. alligevel har det også sine fordele at være Kat….

Folk kan nemlig se på mig lige med det samme, om jeg er vred, led eller ked. Og folk tit kan tilgive mig når jeg eksempelvis siger meget upassende ting, fordi jeg ofte taler lige ud af posen…, da jeg er ærlig så de ved, at jeg ikke har onde hensigter.

Også den barnlighed der følger med i at være “kat”, giver mig egentlig den mest fantastiske glæde i livet.
Mens fleste “hunde” opgiver deres barnlige interesser, når de bliver voksne, så kan jeg stadigvæk nyde og snakke åbent om de ting, som jeg elskede, der jeg var barn!

Jeg kan helt åbent, være både stor dyre fan, royalist, pokemontræner og disney-entuasiast, uden at være ræd for flovhed!

Derudover, er jeg også utroligt privilegeret og lykkelig over, at jeg på grund af min autisme bedre kan finde og holde fokus i forskellige detaljer, og dyrke min glæde ved musik of forskellige sprog.

Og jeg har to små søskende, og en lille kusine og de tre elsker jeg overalt på jorden, og jeg har aldrig været jaloux på dem!

Og jeg ville ikke bytte dem, for noget i verden!

Ved nærmere eftertanke, har det måske sine fordele at være “kat”, da vi “katte” går vores egne veje….

Læs flere klummer af David Frantsen:

Artikler

Følg os:

Vil du se mere:

Vil du se mere fra:

Vil du se mere…

Mit liv med epilepsi som indlægsseddel

Mit liv med epilepsi som indlægsseddel

I 44 år har epilepsi været en del af Niels Dahls liv. I denne klumme har han kogt de mange år ned til én indlægsseddel, der beskriver, hvordan et liv med epilepsi kan se ud.

En dag i mit hoved

En dag i mit hoved

Der er et mylder af tanker i Sumer Mansoors hoved, og det er ofte de dårlige tanker, der kommer foran de gode. Det sætter hun ord på i dette digt.