En særlig sammenligning

Skrevet af Rasmus Nielsen
Foto: Jonas Koch

Jeg kommer fra en familie, hvor pengene var små. En familie, hvor vi kun havde til det, der var nødvendigt at bruge. I min barndom var mine forældre afhængige af utroligt lavtlønnede jobs, men som familie klagede vi ikke vores nød til nogen. Vi havde det udmærket med vores levevilkår, selvom vi fra tid til anden ikke vidste, hvad morgendagen bragte. Set i det lys var mit møde med Rasmus Seebach til optagelserne af En særlig samtale en superfed og syret oplevelse.  Det møde og den dag har i det hele taget sat sig i mig på mange måder.

Som du måske ved, har jeg været så privilegeret at møde Rasmus Seebach til interview i en hangar ude på Amager, hvor vi optager alle afsnittene til En særlig samtale. Dig, der ser programmerne, har måske ikke hørt om, hvordan det var som journalist at interviewe Seebach i tre timer, så det vil jeg prøve at berette for dig:

Den dag sad jeg overfor en karismatisk, charmerende, stenrig fyr med et glimt i øjet. Et flot stjerneikon, der åbnede sig og viste både glæde og sårbarhed – selvom han vidste, at han var en af de tunge drenge, som havde styr på sit shit med succes og rigdom. Det var både nærværende, intenst, humoristisk og alvorstungt. Med hans kærlighed og varme tvang han mig til at være i nuet sammen med ham og mine kolleger – noget af det vildeste, jeg har oplevet. Det var som at få strøget noget af hans stjernestøv ud over lille mig. Jeg og de andre journalister var fulde af adrenalin af oplevelsen. Wow, vi har interviewet en successtjerne – det er ikke ligefrem hverdagskost!

Når virkeligheden rammer
Jeg fulgtes med tre af mine kolleger hjem i bil, og stemningen var høj. Da vi nåede til mit hjem, trådte jeg ud på parkeringspladsen. Der var koldt. Jeg smækkede døren og begyndte at traske mod min lejlighed. Der var bælgmørkt, og kun gadelysene lyste min lille smalle vej op. Da jeg kom ind i opgangen, frøs jeg. Jeg tog elevatoren alene op til lejligheden, åbnede min hoveddør og trådte ind til en totalt kold og mørk lejlighed.

Jeg havde ikke været hjemme i syv timer den dag, og jeg havde forberedt programoptagelsen i mange dage forinden. Køleskabet var gabende tomt. Ingen mad, ingen varme, ingen kvinde at komme hjem til. Ingenting at lave. Ingen nedskrevne kommende arrangementer i kalenderen. Ingen projekter på arbejdet. Det var midt på måneden, og jeg vidste allerede på det tidspunkt, at jeg kun havde penge til at købe mad og ikke til ekstra sjov, fis og ballade. Og så begyndte en følelse af tung ensomhed at strømme ukontrollabelt igennem min krop. En ensomhedsfølelse, jeg før har stødt på i små mængder, men som nu var stor og ukontrollabel. Jeg græd ikke under optagelsen om formiddagen, men jeg græd derimod uhæmmet, da jeg sad helt alene derhjemme den samme aften.

”Kommer jeg mon nogensinde til at slippe den her dag med den her massive følelse, der gør mig i rigtig dårligt humør?” tænkte jeg.

Selvom det er tre måneder siden, og ensomhedsfølelsen har lagt sig, står dette spørgsmål mig stadig uklart. Jeg kan bare sige til dig, kære læser: Der er i den grad noget om snakken, når Gasolin’ synger omkvædet i deres kendte sang Masser af succes. Det lærte jeg virkelig på den hårde måde den aften. Livet privat bag den lukkede dør var der ikke meget stjernejournalist-liv over – her følte jeg, at jeg sad med det korteste strå. Jeg tror ikke, det er særligt sundt at gå så hurtigt fra den ene følelsesmæssige yderlighed til den anden. Dyb ensomhed må der være mange, der kender til. Vi må tale mere om det. Ensomhed kan være en af de tungeste og for mig mest destruktive følelser.

(Forskel)ligheder på godt og ondt
Jeg ved da godt, jeg har tendens til at sammenligne mig med den kreative elite, som jeg godt personligt kunne tænke mig at låne lidt moneter og prestige fra. Ja, især deres penge og status. Den kendsgerning hænger helt sikkert sammen med, at jeg det meste af mit liv har gået med bevidstheden om mine egne utilstrækkeligheder på baggrund af mit fysiske handicap og de begrænsninger, det medfører. Tilmed er jeg som nævnt også fra et hjem uden så mange penge. Mon ikke jeg er – som så mange andre danskere – ramt af sammenligningskulturen.

Jeg kan ikke lade være med at tænke over, hvordan vi danskere gerne vil kendes på at være et meget socialt og udadvendt folkefærd. Vi fortæller hinanden udadtil, at vi sætter pris på solidariske og ligeværdige fællesskaber – det tvivler jeg dog på til tider. Jeg har en medfødt spastisk lammelse, og helt fra barnsben var det hårdt, når de andre børn legende og begyndte at gå langt væk fra mig. Det med tolerante, rummelige og sociale danskere, der viser åbenhed og kærlighed – og alt det komplekse i det. Er vi åbne for hinanden? Det er jo i høj grad det, Rasmus Seebachs sangtekster handler om.

Spejling og sammenligning med andre er noget, vi alle kender, tror jeg. For mit vedkommende har jeg meget tendens til det. Igennem livet har jeg mest brugt det usundt, men indimellem også som en drivkraft.

Jeg siger jo ikke, at jeg sammenligner mig med Rasmus Seebachs mange millioner, flotte ansigt, dejlige kone og tre børn – jeg ville fx aldrig kunne håndtere at have tre børn. Men jeg kan sammenligne mig med alle de værdier, som Rasmus Seebach skriver om i sine tekster – om kærlighed, fællesskab og sammenhold. Og ikke mindst alle de komplicerede og til tider negative følelser, der følger med de værdier.

Og sørme så, om ikke også vi begge hedder det samme til fornavn.

Til sidst vil jeg sige, at denne dag også har skærpet mit fokus på det vigtige i livet: Jeg stræber efter en lykkelig fremtid ved at gå min helt egen vej.