Tekst: Magnus Schultz Pedersen
Foto: Matias Olsen
Man har kaldt mennesker med handicap alskens ting igennem tiden og det har ændret sig markant med årene.
I 1800-tallet blev de kaldt for bl.a. “defekter” og “minusindivider”. Et andet ord var “asylister”, som omfattede folk med henholdsvis svære bevægelseshandicap, såsom spasticitet, og svære adfærdsforstyrrelser, heriblandt autisme.
“Jeg er lidt autistisk med det her”
I dag kalder man – generelt set – ikke mennesker med handicap for åndsvage, minusindivider eller asylister, men der er stadig visse ord og udtryk, som stadig bruges; de handicappede, de udviklingshæmmede, autisterne, mongolerne, spastikerne, og så videre…
Nogle af udtrykkene bruges også på forskellige måder, både bevidst og ubevidst; “Jeg er lidt autistisk med det her” f.eks., hvilket for mange mennesker kan fremstå som nedsættende overfor folk med autisme – at alle som har autisme er meget firkantede og nøjeregnende, og at det er en dårlig ting.
Mathias Thing Nielsen fra Glad i Ringsted mener, at det handler om måden, det siges på;
“Mange gange er der jo en særlig form for adfærd knyttet til en autismediagnose – men man skal være varsom med i hvilken situation det benyttes, da det kan virke stigmatiserende på nogle.”
Kommunaløkonomiens ‘gøgeunger’
I en artikel fra Kristeligt Dagblad fra 2017 fremgår det bl.a., at der de seneste 10-15 år også er sket en forråelse i samfundets omtale af mennesker med handicap.
Det kan Mathias godt nikke genkendende til:
“Der er kommet en meget ubehagelig retorik omkring, at man SKAL kunne løbe 180 i timen, ellers er man “sådan én der ikke gider”.”
Ifølge Landsforeningen LEV er mennesker med handicap bl.a. blevet kaldt for kommunaløkonomiens ‘gøgeunger’,.
Ifølge SIND – Landsforeningen for psykisk sundhed – er der ingen tvivl om, at man de seneste år har italesat folk med en funktionsnedsættelse på en anderledes og ubehagelig måde, hvor økonomi er helt enormt eksponeret.
Det er ikke til at vide, hvor vi havner, hvis man først anerkender, at penge er mere værd end mennesker.”
Og det er Mathias helt enig i;
“Vi skal virkelig passe på, at vi ikke vækker fortidens spøgelser til live på handicapområdet.”
Medierne har et medansvar
Ifølge DHF (Dansk Handicap Forbund) er medierne i høj grad med til at forme måden vi ser og omtaler verden på;
“Dermed ikke sagt, at journalister og redaktører har hovedansvaret for den noget forsimplede og konfliktskabende tone, der i stigende grad dominerer velfærdsdebatten – men medierne har medansvar for en sober og inkluderende tone”, som der bl.a. står i manifestet.
Det er Mathias 100% enig i. Han mener, at medierne, fremfor bare kritikløst at videreformidle alt, lige bør stoppe op og tænke over hvad deres ordvalg på sigt kan medføre.
“Det har nok skabt et socialt miljø, hvor vi nu skal lære at stoppe op og lige tænke over om det her tjener et formål eller om det er at “skyde gråspurve med kanoner”.”
Man er meget mere end sit handicap
DHF udsendte i 2012 et manifest til landets journalister og redaktører, hvori der blandt andet står, at i stedet for at bruge betegnelsen “de handicappede”, bør de bruge betegnelsen “mennesker med handicap”, da man er meget mere end sit handicap.
Mathias mener også, at begrebet “mennesker med handicap” er mere inkluderende, end udtrykket “de handicappede”, hvor du samler alle i én stor grå masse. Det er jo meget individuelt, hvilken sygdom/tilstand det er, der forårsager den enkeltes handicap.”
Som den tyske filosof Goethe engang sagde;
“Hvis man ser alt det i mennesker, som du kunne blive, bliver de alt det, de kan blive”.
Et smukt citat, som DHF også omfavner i deres manifest.
Så i stedet for f.eks. at sige; “han er autist”, og dermed begrænse vedkommende til sin diagnose, er det måske en bedre idé at sige; “han har autisme”, da man i så fald imødekommer det faktum, at personen er meget mere end det.
Han er journalist, han har en kæreste, han elsker rockmusik, eller hvad det nu end kan være…