Cannabis, en plante fuld af muligheder

25. 06. 2025

Af Freja Armstrong
Foto: Freja Armstrong

”Raske Planter” er en butik i København, hvor man kan købe cannabisprodukter. Den åbnede 20. april 2021 som webshop. Nu ligger den også som fysisk butik i Jægersborgsgade og er en bæredygtig virksomhed. Den ligger blandt andre specialforretninger. De sælger cannabis-CBD-lovlige varer til glæde for kunderne og butikken.  

Jeg tog en snak med ejer af “Raske Planter”, Rasmus Poulsen, alias Raske Penge, om hans store interesse for hamp og cannabis.  

– Min interesse for cannabis startede allerede, da jeg var barn, hvor jeg læste tegneserier, der handlede om hash, og at det var fedt. Modsat de bøger mine skolelærere og forældre tog med hjem, hvor hash lød meget mere farligt. Senere begyndte jeg jo at arbejde mange år som journalist. Så jeg har ofte opsøgt nogle, der kunne snakke om emner, jeg syntes var spændende, og det har tit været cannabis eller andre ulovlige rusmidler. Og senere begyndte jeg at lave musik, og så var det ligesom sådan ”hvad skulle jeg synge om?”.  Jeg kunne lige så godt synge om noget med det der cannabis. Fordi det interesserer mig ret meget i forvejen. Og i den slags musik jeg laver, som er reggaemusik, er der også meget stærk tradition for at synge om cannabis. Det har været et af de helt store emner, man har snakket om i reggaemusik, fortæller Rasmus Poulsen.

– Så jeg bliver ligesom mere og mere en, der hele tiden snakker om cannabis i min musik. Og før det som journalist, og jeg bliver sådan lidt debattør omkring det. 

– På et tidspunkt blev det så også sådan, at man måtte begynde at sælge cannabis uden THC eller med meget lidt THC i. THC er det stof i cannabis, der gør en skæv, altså beruset. Men man kan jo dyrke planter, hvor der meget lavt indhold af THC, som er lovlige. Efter lovændringen, der kom i 2018, så jeg nogle i Sverige, der gjorde det der. Og så tænkte jeg, det vil jeg også prøve. Og så har jeg så prøvet derfra først med internetbutik og så nu en fysisk butik, som er ”Raske Planter”, hvor vi sidder nu, fortsætter han.

Håber du på det bliver bredt mere ud? 

– Ja! Det gør jeg, fordi jeg synes jo, cannabis er en totalt svedig og spændende plante, som kan bruges til meget godt. Jeg har jo kendt det som et rusmiddel. Men jo mere jeg kommer ind i det, især igennem forretningen, ved jeg, at mange bruger det bare til at have det bedre uden at være beruset. Det hjælper i deres hverdag. Nogle bruger det jo nærmest til medicin. Og så kan det også bruges til en hel masse andre ting som f.eks. byggematerialer. Cannabis er en ret bæredygtig plante i den forstand, at den vokser meget hurtigt, og der bliver hurtigt meget af den. Med det samme stykke jord kan du lave meget mere af det produkt, du gerne vil lave. Det håber jeg, vi får øjnene op for generelt i samfundet, siger Rasmus Poulsen.   

Det er vel ikke så anerkendt i Danmark i forhold til industri? 

– Nej, det er nemlig ikke så anerkendt endnu, som man kunne håbe. Men jeg tror virkelig på det. Jeg tror fremtiden vil byde på mere brug af hamp. Jeg håber jo, jeg kan være med i det med det her lille segment inden for hamp, som jeg har arbejdet med. For det har også en plads i verden. Jeg sælger det jo som et duftprodukt, svarer Rasmus Poulsen og uddyber: 

– Det kan godt være, der er nogen, der ryger det, det blander jeg mig ikke i. Men hvis de nu gjorde, ville det være mindre usundt end normal cannabis.

FAKTABOKS
Cannabis er det, de fleste kender bedst som det vanedannende rusmiddel i form af bl.a. Hash, pot, eller skunk, til at ryge sig skæv på. 

To aktive stoffer er i planten fra naturens side; THC der virker stærkt berusende og CBD der virker mildt beroligende.
I Danmark har cirka halvdelen af befolkningen prøvede at ryge cannabis.   

Industrihamp er en mindre forretning i Danmark der skal godkendes hvert år af lægemiddelstyrelsen for THC. Det kræver at planten er nede på 0,2 CBD under rusmiddels-grænsen.  

Selve hampplanten er bæredygtig på flere områder. Udover den kan bruges til reb, tekstiler, kosmetik produkter osv. absorberer den mere CO2 end nogen anden plante. Den kan vokse fire meter på hundrede dage. Og er dermed hurtigst til at omdanne biomasse til CO2. 

På Facebook har I haft reklameret med glasfiltre, der er gode til at ryge igennem. Men I anbefaler ikke, man ryger. Hvorfor?  

– Vi er jo cannabisspecialister, så vores kerneprodukt er hampblomster, som vi sælger som et duftprodukt. Og det er, fordi vi ikke må sælge det som noget, folk skal ryge. CBD er et lægemiddel i Danmark, og så må man ikke forhandle det uden en særlig tilladelse. Men vi vil jo alligevel gerne handle med alle de ting, der har noget med cannabis at gøre, og der er de glasfiltre jo noget, folk bruger i forbindelse med at ryge cannabis. Så selvom vi ikke anbefaler, at man ryger vores produkter, og i det hele taget er det ret usundt at ryge, så vil vi, hvis man nu gør det alligevel, anbefale, at man renser røgen lidt gennem et glasfilter. Så ville det være lidt mindre usundt at gøre det. Så synes jeg, det er et produkt for cannabisnørder, så det vil jeg gerne sælge, og så har det ovenikøbet en sundhedsfremmende egenskab. Det vil jeg også gerne støtte. Og så er det jo genbrug, svarer Rasmus Poulsen.

 Men er det ikke lidt at opfordre til at ryge gennem et glasfilter?  

– Det er et skidegodt spørgsmål, for sådan kan man godt se det, men jeg synes godt, jeg kan gøre det. Det er en balancegang. For jeg kan sagtens se, at man kan se det som en opfordring til at ryge.

– Når folk kommer ned og snakker med mig, og de snakker om at ryge cannabis, som mange snakker om, så opfodrer jeg dem faktisk til at begynde at bruge det, der hedder en ”Dry herb vaporizer” i stedet for, som er et apparat, der varmer plantematerialet op, så de aktive stoffer fordamper. Men den brænder ikke tingene af, og der er ret stor forskel sundhedsmæssigt på, om du indhalerer røg fra et materiale. Det brændte er fuld af kulilte og al mulig sod, hvor det, der fordampe, er der ikke så mange kradsede kemikalier i. Og man mener, det er væsentlig mindre usundt. Så jeg prøver egentlig at opfordre folk til at indtage deres cannabis på en anden måde end ved at ryge. Men jeg ser også i øjnene, at rigtig mange ryger, og det gør jeg også selv, og så kan man lige så godt passe bedre på sin krop og på naturen, siger ejeren af “Raske Penge”, Rasmus Poulsen.

Hvilke slags mennesker handler i butikken, er det bare alle slags mennesker? 

– Det er virkelig alle slags mennesker. Altså, det er utrolig så blandet en mængde af mennesker. Der er måske lidt flere mænd, end der kvinder, tror jeg, og så er der måske flest, som er sådan i tyverne/trediverne.

Ved du, hvordan det kan være?  

– Nej, det ved jeg ikke. Der kommer også rigtig mange ældre medborgere, som nærmest er i halvtredserne/tresserne. Dem er der mange af også. Det er mit indtryk, at rigtig mange af de mennesker, der kommer herned, også har et forhold til almindelig cannabis. Så man kan godt se det her som et segment af cannabisbrugerne i Danmark. Og det er bare alle mulige. Når der kommer nogen gående ned ad Jægersborggade, så prøver jeg nogle gange at gætte, om det er nogen, der skal ned i min butik eller ej. Og jeg kan aldrig gætte det, fordi så er der nogen, hvor jeg tænker: “Det der par skal helt sikkert ned i den der smykkebutik lige ved siden af”. Og så drejer de lige inden og skal ind til os. Og så er der de der hiphoptyper, hvor jeg tænker: “De skal nok ned til os, og så går de over i mødrehjælpen og køber genbrugstøj.” Så det er meget blandet, fortæller Rasmus Poulsen.

Artiklen er indtalt af Sylvester Bjarnø.

Artikler

Følg os:

Vil du se mere:

Vil du se mere…

Ønsker til de nye byrødder 

Ønsker til de nye byrødder 

Larna O’Reilly og Tobias Qwist kommer med deres bud på, hvordan kommunernes handicappolitik skal se ud de kommende 4 år.