Af Sumer Mansoor
Foto: Freja Armstrong
Her i kapitel 2 tager jeg ud på Alsgade. Jeg vil tale med beboerne og lederen.
Er det virkelig så dårligt et sted, at de behøver at lukke det?
Jeg ser på sagen og bruger min tanker og følelser til at stille spørgsmål til kommunen og politikerne.
SUMERS MISSION – en artikelserie i tre dele: Sumer Mansoor fortæller i tre kapitler om lukningen af botilbuddet Alsgade i København. Her kan du læse andet kapitel. Første kapitel finder du her
Jeg sidder i en Glad-bil på vej ud til Alsgade. Dette er kapitel to i min mission. Jeg vil finde ud af, hvorfor Alsgade skal lukke.
Bilen svinger ind på parkeringspladsen foran Alsgade nr. 11.
Det er en kæmpe bygning på Vesterbro i København, tæt på spillestedet Vega og 500 meter fra Hovedbanegården. I min dagbog skrev jeg sådan her.
Hvordan ser stedet mon ud? Er det mon så slidt som de siger når man bevæger sig rundt i Alsgade. Og kan man mærke følelsen indeni kroppen når man træder ind på et botilbud der skal måske lukkes ned?
Tænk hvis jeg nu var flytte derind på Alsgade. Og fik af vide at mit hjem skal lukkes? det vil knuse mig. Synes det er dybt respektløs at træffe sådan en beslutning som de har taget. Kan beboerne overhovedet få plads et andet sted? Er dybt vrede ind i mit sårbar hjertet.
Foran den store bygning står Flemming Nielsen og vinker til mig. Han er leder på Alsgade og skal vise mig rundt. Vi går op ad en masse trapper. 12 mennesker bor der her. Hver med sit liv og sin lejlighed. Alle har udviklingshæmning og en del har downs syndrom. De bor på fire etager med tre lejligheder på hver.
Kommunen synes Alsgade er gammeldags og dårligt
Der er en masse problemer med Alsgade, fortæller Flemming. Først skriver jeg det lige her på en liste, og bagefter forklarer jeg dem. Problemerne er:
- Dørene til lejlighederne ligger ud til fællesrummene.
- Fællesrummene er for dårlige.
- Der er ingen elevator mellem køkken og stue.
Problemet med dørene er, at kommunen helst vil have, at folks hoveddør ligger ud til en rolig gang i stedet for ud til en stue, hvor der kan være larm.
Og så er der fællesrummene. Kommunen synes, de er i dårlig stand og ikke er særlig hyggelige.
Sidste problem er manglen på elevator. Så hvis man er dårligt gående, kan man ikke bevæge sig fra køkken til stue.
Personligt synes jeg, det er for dårligt, at Alsgade ikke har elevator, hvis nu man er dårligt gående. Det er der på Kuben. Men jeg synes at fællesarealerne er hyggelige, så det er jeg ikke enig med kommunen i.
Hvad synes beboerne om det hele?
Så dukker en af beboerne op. Det er Helle, der kommer hjem. Hun har fået taget blodprøver. Med et stort smil og rolige skridt går hun rundt med sin rollator. Hun vil vise mig sin lejlighed. Når man går ind, går man gennem et tekøkken og toilet til højre og så ind i selve lejligheden.
Der er totalt hyggeligt, på væggen er der zebrabilleder, familiemedlemmer og et maleri med farver, der springer ud. Fra altanen er der en stor udsigt udover Vesterbro. Man kan høre børnene lege og grine nede i skolegården overfor.
Jeg spørger Helle om lukningen af Alsgade. Og hvad hun tænker om at flytte? Men det lykkes ikke helt at få en snak op at stå. Hun kender mig jo heller ikke, og jeg vil ikke blande mig for meget. Så jeg takker Helle rigtig meget for, at hun viste mig hendes flotte lejlighed og udsigt. Nu skal hun ud i sofaen og flette julehjerter.
Inde ved siden af kan man høre lyde og musik. Det er hos Preben. Flemming banker på, og Preben lukker op, giver mig hånden og kravler tilbage i sengen. Han har taget en lur og er ikke helt vågen endnu. To radioer kører på én gang. En med musik og en med tale. Så kan man jo følge med i både det ene og det andet.
Jeg smutter igen, vil ikke forstyrre en god lur. Så jeg siger mange tak for besøget og sov godt.
Det er nogen super søde beboere og flotte og hyggelige lejligheder. Det er svært at forstå, hvorfor alt det her skal lukke? Altså udover det med trapperne, men de kunne vel bare bygge en elevator?
Beboerne har kendt hinanden i over 25 år, fortæller en pædagog mig.
Så jeg har stadig nogle spørgsmål til kommunen, jeg gerne vil have svar på.
Sig mig engang, kommune, har I overhovedet spurgt borgerne???
Nu vil jeg finde ud af, om kommunen overhovedet har spurgt borgerne, hvad de synes om det hele. Hvad nu hvis de synes, det er gode lejligheder og gode fællesarealer.
Da jeg endelig fik fat på socialborgmester Karina Vestergård Madsen var hendes svar dette:
”Vi er altid meget opmærksomme på, hvor følsomt det kan være at lukke en institution som også er borgerens hjem, som det er tilfældet med lukningen af Alsgade.
Derfor har det været vigtigt for os, at vi i fællesskab med beboerne har fundet nogle nye hjem, som imødekommer deres behov og ønsker.
Planen har været at foretage en gradvis lukning, så vi havde god tid til at finde nye hjem til beboerne. Men det er gået hurtigt med at finde nye hjem til beboerne, og jeg synes, det er positivt, at de får en hurtig afklaring.
Det er vigtigt, at borgere og pårørende er trygge i overgangen, og derfor fik personalet også valget om at flytte med til det nye bosted med de borgere, der valgte at flytte til Grøndalsvænge sammen. ”
Følg med i næste kapitel, hvor jeg skal med til ’Store Flyttedag’, hvor seks Alsgade-beboere skal flytte ud til deres nye hjem på Grøndalsvænge. Mon det går godt?
TIDSLINJE: LUKNING AF ALSGADE
Hvordan er Alsgade blevet lukket?
- Det starter med, at kommunens tilsyn har peget på en række problemer med Alsgade.
- Så foreslår kommunens forvaltning en gradvis lukning af Alsgade.
- Det stemmer politikerne i socialudvalget for.
- Det passer nemlig ind i en politisk plan om at skære i antallet af botilbudspladser.
- Så Københavns politikere vedtager, at Alsgade lukker ved udgangen af 2026.
- Alle beboere flyttede dog ud kort efter, socialudvalget vedtager lukningen.
