Af David Frantsen
Foto af Matias Olsen
I 15 år har jeg ikke været i biografen med venner. Det er ej, fordi jeg ikke har villet, men fordi det har føltes mere trygt og ukompliceret at gå i biografen alene eller med familien. For nyligt tog jeg dog springet, da jeg var en tur i biografen med nogle af mine kolleger. Det var en succes og pludselig gik det op for mig, at biografen er de asociales springbræt.
En halv and og platte jokes
Jeg er ekstremt dårlig til at mødes med venner og kolleger i fritiden. Når folk siger: “Tag alt, det du vil”, så har jeg oftest taget det alt for bogstaveligt. Jeg har engang prøvet at blive smidt ud af et besøg, fordi jeg med denne sætning kom til at skamfere halvdelen af en and.
Eller hvis nogen har sagt: “Lad, som om du er hjemme!”, så har jeg bare kastet mig i sofaen med en pose chips og en cola og har kværnet det hele, som jeg ville gøre hjemme i mit eget paradis.
Jeg trives også bedst i mit eget kompagni, så når jeg inden for den personlige sfære er hjemme hos en anden, så ved jeg slet ikke, hvad jeg skal tale om. Jeg prøver at fyre platte jokes af eller æder bare for at trække tiden ud, inden det er tid til at drage hjem.
En af de største konflikter på det område, er det med, når ens makker lige pludselig får besøg af andre fremmede venner, eller endda nogen fra personens familie!! Det er så skræmmende og modbydeligt, selvom intentionen er god.
En grænseoverskridende overraskelse
Da jeg var 9 år, var jeg på besøg hos en legekammerat i Vordingborg, og da jeg stod ude ved personens indkørsel, sagde vedkommende: “Jeg har en overraskelse til dig, David!”. Mine tænder løb straks i vand, for jeg tænkte, at det måtte da være Ritter Sport, ovenikøbet den med nødder!! Men det blev hurtigt gjort til skamme….
For da jeg i det samme trådte ind i min kammerats dagligstue, så sad der et helt vildt fremmed menneske og slangede sig i sofaen, som sagde: “Nå, så det er David!?”. Så jeg gik helt i panik og udbrød: “Hvem fanden er du!?”, hvortil min kumpan sagde:
“Ååårrr, David…. Det er sgu da bare min bedsteforælder!”.
Set med helikopterblik var det en sød tanke at lade sin ven møde sit højt værdsatte familiemedlem.
Men jeg syntes, at det var enormt grænseoverskridende, at der pludselig var et helt fremmed menneske, kombineret med jeg overhovedet ikke var forberedt!! Og tit glemmer voksne, at man ikke skal råbe eller komme anmassende, hvis man skal møde et 10-årigt barn, for børn kan være meget sårbare, hvad detangår.
Og især et barn med autisme, som jeg har.
Det er ikke, fordi jeg ikke vil være sammen med kærester og venner, jeg har bare svært ved det, når det er inden for hjemmets fire vægge! Min autisme gør det svært at tolke signaler, min ADHD gør mig meget impulsiv, og min angst giver mig tvangstanker, bare en ven eller kæreste slår en bøvs.
Biograffilmen som aftenens centrum
Lige inden sommerferien i år skete der dog en fantastisk omvæltning…. Jeg var med tre kolleger fra TV-Glad i MovieHouse og se Mario-filmen, og det var en oplevelse, der brød alle barrierer ned på den mest positive måde. Ikke alene var det en storslået film, men bare det med at være sammen med venner, uden at vi var hjemme hos hinanden.
Så til alle jer, der også har sociale udfordringer, men gerne vil bruge mere tid med andre mennesker, så kan biografen i høj grad anbefales.
Biografen er et godt sted at være, på grund af rammerne og strukturen. For det første, vælger du en film med dine venner, så allerede dér har I noget at være fælles om.
Man er sammen med andre på en guddommelig måde, da man sidder og ser en film, og på den måde kan man ikke være bange for, hvad man skal tale om, fordi filmen bliver aftenens centrum.
Og det er megahyggeligt med biografen, fordi man så også kan købe vin, sodavand, slik og kager og andre sager.
Små bække gør en stor Å
Så hvis du gerne vil være mere social, hvis du skal mødes med en ven eller på date, så vil jeg i den grad anbefale, at du i første omgang tager i biografen.
Små bække gør en stor Å!
