Af Frederik Robétjé
Counter-Strike er et skydespil, hvor det handler om at plante eller demontere en bombe. Man er fem spillere på hvert hold. Spillet kan være svært at komme i gang med, så derfor har jeg lavet en guide til dig.
Jeg har nu 2000 timer i spillet, og jeg har erfaring, der kan hjælpe dig med at blive bedre. Man skal bare vide, at Counter-Strikes community er meget toxic og fyldt med folk, der snakker grimt til hinanden.
Trin 1: Begyndelsen
Counter-Strike er anderledes end andre spil i forhold til, hvordan man bevæger sig, og hvordan man kontrollerer våbnets rekyl. Så hvis man kommer fra andre skydespil, vil det føles meget anderledes.
Du kan som start vælge at gå ind i træning mod bots på den nemme sværhedsgrad. Her spiller du mod bots, der skyder tilbage. Et ekspert-tip er også at tjekke workshoppen på Steam ud. Her kan du finde baner, som andre har lavet – bl.a. banen, der hedder “Aim_Botz”. Her er der en masse bots, der spawner, og du kan skyde på dem, uden at de skyder tilbage.
Nu, hvor du er blevet introduceret til Aim_Botz-banen, kan du også finde den rigtige sensitivitet på musen for dig. Du skal indstille sensitiviteten, så den passer perfekt til dig, og det vil sige, at du skal kunne dreje 180 grader uden at løfte musen en eneste gang. Men sensitiviteten skal ikke være for høj, da du også skal kunne ramme præcist.
Trin 2: Casual
Nu har du måske fået en følelse for, hvordan spillet fungerer. Så er det tid til at begynde at spille mod rigtige spillere og få indstillet dit sigtekorn, så det ikke er det dårlige standard-sigtekorn. Sigtekornet kan du ændre på tre måder. Enten i indstillinger eller i konsollen. Sidste mulighed er i en workshop-bane, der hedder “CROSSHAIR V3”. Det er en simpel bane, hvor du kan skyde på nogle ting, der ændrer dit sigtekorn.
Når du så har gjort det, kan du gå ind og spille mod rigtige spillere i “Deathmatch” eller “Casual”. Deathmatch er ligesom i Call of Duty, hvor man kæmper om at få flest kills. Casual er lidt ligesom “Competitive”, men med færre runder, og du har altid både vest og hjelm.
Trin 3: Competitive
Nu er det tid til at tage spillet mere seriøst, så nu er det tid til Competitive. De første baner, du bør prøve, er “Mirage” og “Inferno”, da det er nogle nemme baner at lære. Counter-Strike har ikke et ELO-system som i andre spil, så det vil sige, at du ikke ved, om du er tæt på at miste din rank eller at komme højere op i rank.
Trin 4: Spray Control, Crosshair Placement og Counter Strafe
Spray Control: Når du skyder, vil dine våben automatisk bevæge sig, og så skal du reagere ved at bevæge musen den anden vej. Hvis våbnet ryger opad, skal du bevæge din mus nedad. Når våbnet bevæger sig mod højre, skal du bevæge musen mod venstre. Du skal faktisk bare følge et bestemt “spray pattern” – eller på dansk “rekyl-mønster” – som alle våben har.
Crosshair Placement: Du skal kunne holde dit sigtekorn i hovedhøjde så du ikke behøver at bevæge sigtekornet for meget op og ned. Det tager lidt tid at lære.
Counter Strafing: For at ramme præcist med dine våben, skal du nærmest stå helt stille. Når du for eksempel går til højre, men hurtigt skal standse, trykker du på den modsatte knap af den retning, du går, for at hurtigere at standse. Så kan du skyde mere præcist.
I de første to sekunder af videoen herunder laver jeg et såkaldt “counter strafe”. Efter det viser jeg, hvordan det ser ud, når man ikke laver et, og til sidst viser jeg, hvordan det ser ud, når man kigger rundt om hjørnet og counter strafer flere gange efter hinanden.
Trin 5: Faceit/ESEA
Du har sikkert lagt mærke til at der findes smurfs og snydere, og du er sikkert begyndt at være træt af det, men så er der Faceit og ESEA. De er begge tredjeparts-programmer/-hjemmesider, der har bedre servere, og Anti-Cheaten er meget bedre end Valves Anti-Cheat (VAC).
De to sider har også et ELO-system, der gør, at du spiller mod folk, der er nogenlunde på dit niveau. Der er også turneringer, som kører på Faceit/ESEA, og det er også her, man tager spillet meget mere seriøst.
Faceit og ESEA er også anderledes i forhold til normale competitives, som foregår på Valves servere, på grund af “Tick Raten” – altså, hvor mange gange serveren opdaterer i sekundet. I normale competitives er Tick Raten 64, men på Faceit/ESEA er Tick Raten 128.
Faceit/ESEA er også anderledes, fordi der er overtid. Det vil sige, at du ender i overtid, hvis kampen står 15–15. Der er uendelig overtid, så en kamp på Faceit/ESEA kan tage længere tid end normale competitives.
Lille ekstra tip: Du bliver 50% bedre, hvis at du har et anime-profilbillede ligesom de fleste profesionelle Counter-Strike-spillere har nu O_o
Frederik Robetjé
Frederik er Glads Counter-Strike-nørd. Han spiller det stort set hver dag, men kaster sig også over andre spil og er inderst inde stadig en casual gamer.