Af Magnus Schultz Pedersen
Foto af Chris Palmgren og Charlotte Worsaae
Aspergers, infantil autisme, atypisk autisme… kært barn har mange navne.
Eller det havde det, indtil for et par år siden.
Her begyndte man at skrotte alle disse forskellige termer og bare kalde det autisme – eller snarere en “autismespektrumsforstyrrelse”, forkortet ASF.
Der er altså ved at ske et paradigmeskifte på autismeområdet.
Spektrum med grader
For at blive klogere på det her, ringede jeg til Nadjia Tamechmecht, som er uddannet socialpædagog og forsker i kognitiv adfærdsterapi ved Oxford-universitetet – derudover har hun også selv autisme.
Hun fortæller, at man tidligere omtalte autisme som typebestemt, f.eks. ved at nogle blev diagnosticeret med infantil autisme og nogle blev diagnosticeret med Aspergers, og så videre.
Det er man så gået væk fra, så nu siger man at man har et spektrum med grader; en svær, en middel og en let grad.
“Men selvom der er de her tre grader, så skal vi stadig huske på, at der også er rigtig mange grader inde imellem de her tre grader” siger hun.
Samtidig påpeger hun, at det er nemmere, at se meget mere individuelt på autismediagnosen når vi ser den på et spektrum, fremfor at inddele den i en særlig type, heriblandt infantil autisme, hvilket gør, at man tit kommer til at se på diagnosen fremfor mennesket.
“Det vi tit kommer til, og det tror jeg er helt naturligt, er at hvis en person er diagnosticeret med infantil autisme, så er det dét vi leder efter. Så har vi en definition på hvordan en person med denne diagnose er; hvilke udfordringer, de har og hvilke evner, de har”
“Så har du svært ved at være sammen med mange mennesker!”
På Ringsted-redaktionen er vi fire, som er diagnosticeret med Aspergers syndrom, heriblandt mig selv.
Her er der også mange idéer og forestillinger om hvordan, personer med den diagnose er, hvilket Nadjia også kender fra sit eget liv.
“Når jeg har været et sted og vi har talt om Aspergers, så siger folk som noget af det første; ‘nåh, så har du svært ved at være sammen med mange mennesker af gangen’ – ja, nogle gange, det kommer lidt an på det selskab jeg er i.”
Hvis hun f.eks. er i et fagligt fællesskab, har hun mindre svært ved det, end hvis hun er til et familieselskab – og det kan jeg godt genkende fra mig selv, og ikke mindst de af mine kolleger, som også har autisme.
“Det kan man ikke mærke på dig!”
Når Nadjia skal beskrive sin autisme, så vil hun sige, at hun er “på spektrum”, fordi hun i nogle situationer har en meget mild form for autisme, hvor man stort set ikke kan fornemme det på hende, mens hun i andre situationer kan være meget besværet og hvor man sagtens kan se det.
“Hvis jeg f.eks. bliver sendt i REMA efter noget lækkert, så er det lidt som, hvis man kastede mig ud foran et tog” siger hun.
“Nogle gange, hvis jeg har overskud, så kan jeg godt spørge ind til hvad de specifikt mener, når de siger ‘noget lækkert’, men hvis jeg ikke har særligt meget overskud, så kan jeg lige så godt komme hjem med en pakke gær som en pose Matador Mix.”
Jeg får også tit at vide, når jeg fortæller folk, at jeg har autisme, at det kan man slet ikke mærke på mig. Udadtil er det også rigtigt nok, men hvis man kender mig indgående, så vil man ikke være i tvivl – eller hvis man kendte mig da jeg var barn.
Dengang var min autisme på mange måder mere gennemtrængende end den er i dag.
F.eks. i min interaktion med fremmede mennesker og mit temperament – men det har ændret sig en del igennem årene.
Ifølge Nadjia er det heller ikke unormalt, at udvikle sig med alderen, hvilket hun selv kan nikke genkendende til.
“Jeg var selv meget mere besværet i min barndom og min ungdom end jeg er i dag.”
Man kan nærmest sige, at vi er “på spektrum i eget spektrum” – og det er Nadjia enig i.
“Det er også netop her, vi får mulighed for at se mere nuanceret på det.”
Har man mødt en med autisme, har man mødt én med autisme
Efter en halv times snak med Nadjia, synes jeg, at jeg er blevet klogere på, hvordan vi bør definere autismediagnosen – men også hvad jeg selv mener om det.
På den ene side, har jeg ikke noget imod begrebet Aspergers syndrom. Det var den diagnose jeg fik som 7-årig og dermed er vokset op med. Samtidig synes jeg også, at den er meget sigende for de grundlæggende træk, som især jeg har – og dem, jeg tidligere har haft.
På den anden side, set i lyset af, at selv folk med Aspergers er vidt forskellige, så er det nu også ganske fint bare at kalde det autisme – eller ASF – uanset hvor man ligger på spektret.
For, som Nadjia også formulerede det, har man mødt et menneske med autisme, så har man mødt ét menneske med autisme.