Af Magnus Schultz Pedersen
Foto af Matias Olsen
Søndag den 8. december sluttede et 53 år langt kapitel i Syriens historie.
Den mangeårige præsident, Bashar al-Assad, har forladt landet, og dermed er hans regime endegyldigt forbi, hvilket har vakt stor glæde, ikke kun i Syrien, men også andre steder i verden – heriblandt på Glad STU i Ringsted.
Tre års adskillelse
17-årige Mohammad Albunni, som er elev på Køkkenlinjen i Ringsted, er syrisk flygtning og kom til Danmark i 2018.
“Der var ikke fred i Syrien, Assads soldater dræbte folk, og vi ville bare gerne have fred, men det kunne vi ikke få i Syrien,” fortæller Mohammad – og derfor måtte han og familien flygte.
Mohammad fortæller, at det startede med, at hans far flygtede til Libyen, og bagefter kom til Italien som bådflygtning, hvorefter han endte i Danmark.
Cirka tre år efter blev faderen og moderen familiesammenført – og endelig i 2018 var det den dengang 11-årige Mohammads tur til at komme til Danmark.
Endelig var familien samlet igen, væk fra krigen og Assad-styrets rædsler.
Som far så søn
Assad-styret startede tilbage i 1971, hvor Bashar al-Assads far, Hafez al-Assad, blev udnævnt som præsident i Syrien. Han besad denne post i 29 år og skabte dermed et autoritært regime, hvor politiske modstandere blev fængslet eller drevet på flugt.
Da Hafez al-Assad døde i år 2000, blev sønnen Bashar valgt til præsident. Mange i Syrien håbede her, at den årelange undertrykkelse af befolkningen ville få en ende, da den nye præsident, i modsætning til sin far, gav udtryk for at have mere liberale og demokratiske holdninger.
Bashar al-Assad fortsatte dog i praksis sin fars autoritære og undertrykkende regime, hvilket især kom til udtryk, da Det Arabiske Forår i 2011 spredte sig fra Nordafrika til Syrien.
Assad-styret slog hårdt ned på protesterne, hvilket satte gang i en regulær borgerkrig, der sendte 11 millioner syrere på flugt – hvilket også skabte de historiske billeder af flygtningestrømme på de danske motorveje.
Er min fætter i live?
Mohammad og hans familie har et godt liv i Danmark. Men på trods af det, så fylder begivenhederne i Syrien stadig meget i deres bevidsthed – ikke mindst fordi, de stadig har familiemedlemmer i Syrien.
Siden 2011, hvor borgerkrigen brød ud, er mange fra familien, inklusivt venner blevet dræbt, og flere er blevet anholdt og indsat i det berygtede Saydnaya-fængsel, tæt ved hovedstaden Damaskus.
“Min fætter var kun 15 år, da han blev taget,” fortæller Mohammad.
Fængslet er nu lukket og mange af fangerne er blevet sluppet fri – men er Mohammads onkler og fætre blandt de befriede? Det vides ikke, da ingen i familien har haft kontakt med dem, siden de blev fængslet.
“Vi ved ikke engang om de er i live eller om de er døde,” siger Mohammad.
Fred eller ny konflikt?
Da nyheden om Assad søndag formiddag ramte familien, ville glæden ingen ende tage.
“Min mor, hun sad og græd, og… jeg kan næsten ikke beskrive vores følelser,” fortæller Mohammad.
De tog herefter spontant til København for at fejre begivenheden sammen med en masse andre herboende syrere. Hertil havde han og familien taget en masse arabiske desserter med, som de delte ud af ved festlighederne på Københavns Rådhusplads.
Selvom de er lykkelige over at være sluppet af med Assad, så er Mohammad og familien også nervøse for, hvad fremtiden vil bringe. Bliver der endelig fred, eller kommer der en ny konflikt? Og hvad med de fængslede familiemedlemmer?
Der er mange spørgsmål, som vi forhåbentligt snart får (glædelige) svar på.
Danmark er vores nye hjem
Ligesom mange andre håber og regner Mohammad med, at landet nu går mod bedre tider, og måske bliver ligesom i gamle dage, hvor Syrien var et rigt og fredeligt land.
På sigt vil mange af de flygtede syrere måske også overveje at vende tilbage til hjemlandet og deltage i genopbygningen – men disse tanker har Mohammad ikke gjort sig.
Udover at han har en lillesøster, som ikke har noget forhold til Syrien, så kan han ikke selv forestille sig at vende tilbage.
“Jeg har for mange traumer omkring Syrien, så jeg kan ikke vende tilbage dertil,” siger Mohammad.
Han og familien ser Danmark som deres hjem nu, og håber, at de kan blive boende her i landet.
